Overlæge: DR's diagnose-fokus er ensidigt

Af Poul Videbech
Professor og overlæge på Center på Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, Glostrup

Tak til dokumentarchef i DR Steen Jensen (SJ), fordi han forholder sig til den kritik, jeg har givet af DR-dokumentaren "De raske syge", hvor jeg påpeger, at DR har anvendt et spørgeskema til måling af depression (MDI) på en forkert måde og derefter harcelerer over, at det måler forkert. SJ forsvarer sig med, at DR ikke påstår, at eksperimentet med de 100 unge er en videnskabelig undersøgelse. Det burde være indlysende, men meningen med at bringe det er vel, at seerne skal få en opfattelse af, at den måde, praktiserende læger diagnosticerer depression på, ikke er valid.

Det er yderligere ironisk, at SJ på DR's hjemmeside under ”Etik og rettelser” indrømmer, at man anvendte en forkert beregningsmetode i udsendelsen. Det undrer mig, at man ikke på forhånd sikrede sig hjælp fra de eksperter i Danmark, som vitterligt kender til brugen af dette spørgeskema, så man kunne undgå fejltagelser.

Ensidigt og snævert fokus
I sit indlæg hævder SJ at jeg mener, at DR blæser ”problemstillingen med overdiagnosticering af depression og angst op.” Dette er imidlertid ikke det, min kritik går på, for som SJ så venligt citerer mig for, har jeg allerede i 2015 ytret bekymring over for problemet med overdiagnosticering i interviewet i Politikken. Den vigtige pointe, som SJ ikke fanger, er, at programmet behandler et vigtigt emne på en meget ensidig og unuanceret måde.

Jeg tillader mig at spørge, om det er god journalistik at koncentrere sig så snævert om et delproblem vedrørende diagnostik, nemlig overdiagnosticering, uden at berøre problemet med underdiagnosticering? Det ville da være naturligt at nævne, at der sker fejl til begge sider, når man forholder sig kritisk til diagnostik.

Det samme vises faktisk i den store metaanalyse, som nævnes i programmet, og som SJ refererer til. Denne analyse opsummerer den videnskabelige litteratur vedrørende depressionsdiagnostik i almen praksis i en række vestlige lande fra 1996 og frem. Den viser, at samlet set var de praktiserende læger ikke ret gode til at stille diagnosen depression den gang. Nogle mennesker fik diagnosen uden at have depression (overdiagnosticering), og i andre tilfælde blev det slet ikke opdaget, at patienter, der henvendte sig, var deprimerede (underdiagnosticering).

Det ville da være naturligt at nævne, at der sker fejl til begge sider, når man forholder sig kritisk til diagnostik.

Poul Videbech
Professor og overlæge i psykiatri

Faktisk viste det sig, at en del af dem, som lægerne kaldte deprimerede, men som ikke var det, havde andre psykiske lidelser som angst og OCD. Det ændrer dog ikke ved, at diagnostikken ikke var god. Denne undersøgelse indgik derfor i baggrundsmaterialet for de officielle anbefalinger for, hvordan man stiller diagnosen depression, nemlig ved mindst to samtaler og ikke udelukkende ved brug af skemaet MDI, som man ellers kunne tro, hvis man havde set DR's udsendelse.

Mangel på forståelse for depressionsramte
SJ fastholder, at DR er i sin gode ret til kun at fokusere på et delelement af problematikken om diagnosticering af depression. Men jeg synes, at man mangler forståelse for, hvordan en sådan udsendelse må blive modtaget af depressionsramte og deres pårørende. SJ forstår tilsyneladende ikke, at for disse mennesker er det blodig alvor. Og det er grunden til, at min mailboks er svømmet over med taksigelser fra disse mennesker, fordi jeg rejste kritikken.

Man må som sagt medgive DR, at overdiagnosticering bestemt er et væsentligt problem, men det er dens sorte tvilling underdiagnosticeringen også. SJ undlader imidlertid at forholde sig til min væsentligste pointe: Overdiagnosticering alene kan ikke forklare, hvorfor depressionssygdommen ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO år for år medfører stigende tab af leveår og livskvalitet over hele verden. Det rejser da en række spørgsmål om, hvorfor det er sådan.