Overlæge: Fokus på planlægning og prioritering

Af Bjarne Rønde Kristensen
Ledende overlæge ved Odense Universitetshospital

De næste års politiske prioritering bliver afgørende for, om sundhedsvæsenet i Danmark fortsat kan hænge sammen.

Fra såvel regeringens som samtlige partiers side er det tilkendegivet, at sundhedssektoren skal prioriteres højt. Der er i regeringens forslag til finanslov afsat to milliarder ekstra til sektoren fra 2016 og frem.

Det er i sig selv positivt – ikke mindst i en tid, hvor mange andre væsentlige områder bliver udsat for skrappe besparelser.
Der er fra regeringens side peget på ekstra omkostninger til særlig dyr medicin samt fokus på indsatsen over for ældre og demente patienter.

Ingen med kendskab til disse områder vil beklage, at der investeres yderligere her.

Grundstenen i det danske system
Men jeg savner den helt overordnede planlægning og prioritering for det fremtidige sundhedsvæsen i Danmark.

Flere og flere af de praktiserende læger lader sig pensionere tidligere – med begrundelsen, at arbejdspresset er blevet for stort.

Bjarne Rønde Kristensen
Ledende overlæge ved Odense Universitetshospital

Det, der hidtil har været udslagsgivende for, at vi har kunnet tilbyde et sammenhængende og temmelig højt niveau for sundhedsydelser for et relativt lavt budget – set i forhold til de lande, vi ønsker at sammenligne os med, er en meget effektiv primær sektor.

Vores danske system med familielægen – den alment praktiserende læge – som den helt overvejende indgang til sundhedsydelserne, har været altafgørende for, at de samlede omkostninger til sundhedsvæsenet har kunnet holde sig nede.

Et system, som tilmed har givet stor tilfredshed hos borgerne.

Pensionen presser på
Allerede i dag er familielægen, de alment praktiserende læger, under et voldsomt pres.

Mange steder i landet har det ikke været muligt at få nye praktiserende læger til at overtage, når en lægepraksis blev ledig ved pension. Flere og flere af de praktiserende læger lader sig pensionere tidligere – med begrundelsen, at arbejdspresset er blevet for stort.

Og det er ikke længere lige så attraktivt for de unge læger at vælge almen praksis som målet for deres specialisering.

Denne udvikling er gået hånd i hånd med en stadig større udlægning af opgaver fra sygehusene til almen praksis.

(Super)sygehusene
Samtidig med denne udvikling er vi i gang med at planlægge og bygge de nye "supersygehuse" rundt om i Danmark. Supersygehuse, som i stadig større grad vil centrere en lang række af sygehusbehandlingerne samtidig med en større specialisering.

Supersygehusene var i udgangspunktet – i hvert fald fra de lokale sygehusejeres side – netop tænkt som det, navnet giver udtryk for.

Efterhånden som det er blevet realiseret, hvad der kan bygges, og hvad der er råd til inden for de stramme rammer, der er sat fra Finansministeriets side, er det ikke længere helt så meget "super", som de fleste i sygehusverdenen havde drømt om.

Derfor placeres og bygges der nu nye (super)sygehuse med stærkt reduceret plads i forhold til såvel de lokale ønsker og behov som i forhold til de nuværende hospitalers størrelser.

Den igangværende udvikling accelererer
Dette kan være med til at presse såvel sygehusledelserne som de lægefaglige ledelser til yderligere at accelerere den igangværende udvikling med at konvertere mest mulig af behandlingerne til ambulante og dagkirurgiske behandlingsforløb.

En udvikling, som i rigtig mange tilfælde vil være fornuftig og et gode for patienten.

Patienterne vil på sygehusene få tilbudt et effektivt og højt specialiseret patientforløb.

Alt det, der ikke behøver at foregå på et højt specialiseret funktionsniveau, vil der ikke længere være tid og plads til på sygehusene.

Dette vil igen – i rigtig mange tilfælde – være en fornuftig udnyttelse af de ret dyre ressourcer på sygehusene.

Men det kræver, at der er en primær sektor til at forestå alt det, der skal til, for at det samlede patientforløb bliver godt for den enkelte patient.

Og som skal sikre den nødvendige opfølgning for, at den effektive højt specialiserede indsats på sygehusene ikke er spildt.

Og ikke mindst kræver det, at de alment praktiserende læger fortsat har den helt nødvendige gatekeeper-funktion, så det kun er de få, men nødvendige patientforløb, der går videre til sygehusene.

Her glipper det
Og det er her, det fuldstændig er glippet med den overordnede planlægning for vores fremtidige sundhedsvæsen.

Og det er her, vi nu er alt for langt bagud set i forhold til, at "supersygehusene" er færdige og skal kunne fungere med begrænset kapacitet inden for nogle få år.

Det er en forudsætning med en kraftig oprustning af såvel de alment praktiserende lægers område som primærkommunernes muligheder for at tage vare på patienterne, straks efter behandlingen på sygehusene er overstået.

Hverken kapaciteten i almen lægepraksis eller i kommunerne er parat til dette.