Overvismand: Hjælpepakker begrænser markedsdynamikken – og det gør vejen ud af krisen længere

Vejen ud af krisen for dansk erhvervsliv kan blive længere end nødvendig, hvis hjælpepakkerne fastholdes for længe. Sådan lyder dommen fra De Økonomiske Råd i ny rapport. "Der foreligger den risiko, at man kompenserer virksomheder, som potentielt ville have problemer corona eller ej," siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard opfordrer regeringen til at udfase hjælpepakkerne til erhvervslivet, så snart det er muligt. 
Overvismand Carl-Johan Dalgaard opfordrer regeringen til at udfase hjælpepakkerne til erhvervslivet, så snart det er muligt. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Christoffer Lund-Hansen

De økonomiske hjælpepakker til dansk erhvervsliv bør udfases hurtigst muligt, i takt med samfundet åbner igen. 

For selvom hjælpepakkerne har dæmpet effekterne af krisen, medfører de også betydelige bivirkninger. 

Det er vurderingen i De Økonomiske Råds produktivitetsrapport for 2021. 

Her lyder det, at hjælpepakkerne fastlåser erhvervsstrukturen og begrænser markedsdynamikken.

"Under normale omstændigheder – uden coronakrisen – er der meget bevægelse i økonomien. Virksomhederne skrumper og går ned på den ene side, mens virksomheder opstår og vokser sig større på den anden side. De bevægelser er vigtige for økonomien, for det nye og dynamiske er erfaringsmæssigt mere produktivt end det, der går ned. Når gennemsnitsproduktiviteten stiger, øges beskæftigelsen," siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.

De effekter er bare sat delvist ud af spil, så længe staten understøtter virksomhederne, lyder det.

"Hvis alt det eksisterende er støttet, og arbejdskraften er fastholdt via lønkompensation, så sker det på bekostning af det nye. Det eksisterende har nemlig en fordel i form af understøttede omkostninger. Derfor bliver vekselvirkningen dæmpet, og det betyder i praksis, at vi kan gå glip af nye arbejdspladser og mere værdiskabelse," siger han. 

Og det kan i sidste ende medføre, at det tager længere tid for erhvervslivet som helhed at komme sig ovenpå krisen, mener overvismanden. 

"Vejen ud af krisen, bliver længere, fordi den vej erfaringsmæssigt er båret af nye og dynamiske initiativer, der kompenserer for det, der går ned. Det er omkostningsfyldt for samfundet, fordi man går glip af arbejdspladser og økonomisk gevinst," siger Carl-Johan Dalgaard.

0:000:00