Özlem Cekic: Jeg er en del af eliten – og det nægter jeg at skamme mig over!

En hurtig Google-søgning viser, hvordan nogle folketingsmedlemmer skaber et modsætningsforhold mellem eliten og folket og bruger deres medietid på at fortælle, at de er skam ikke en del af eliten. Det har jeg altid undret mig over.

Hvorfor er forfatteren, ingeniøren, atomfysikeren og højesteretsdommeren ikke en del af folket? Hvorfor skal politikerne i iver for at tale rengøringsdamen op – al respekt for hende; min mor var en af dem – dæmonisere forskeren, der kan udvikle vacciner, journalisten, der kan grave uretfærdigheder, eller fabriksejeren, der kan skabe arbejdspladser? Hvorfor skal man skamme sig over at have en lang uddannelse eller at have sprunget sociale klasser? 

Sidste år i august takkede jeg ja til et stormøde, som regeringen havde inviteret mig til. Sjovt nok viste et hurtigt blik på deltagerlisten, at det var repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, medier, interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner, der skulle samles i Fredericia.

Hovedparten af de 500 gæster var fra eliten, som var samlet for at give deres input til, hvordan man kunne løse fremtidens udfoldninger. Den elite, som regeringen ellers aldrig misser en mulighed for at dæmonisere.

Modsat mange andre skammer jeg mig ikke over at være en del af eliten. For mig er 'elite' ikke et skældsord. Jeg har knoklet hele mit liv for at have et liv, som var bedre end mine forældres. Det kan man også se på min krop, pengepung og livsmuligheder. Jeg nægter at skamme mig over, at jeg har gjort mig umage og har taget turen fra bunden. Selvfølgelig takket være velfærdssamfundets muligheder, men også min egen flid.

Mange vil dog betragte mig som den "gode" del af eliten, fordi jeg er mønsterbryder. Jeg er en af dem, politikerne gerne vil have flere af. Men jeg siger også til mine børn, som ikke er mønsterbrydere, at de heller ikke skal skamme sig over, at de er født med en guldske i munden. De skal blot huske på, at det forpligter én til at række hånden ud til dem, som har brug for et ekstra skub.

Man behøver ikke at bashe dem, der går på de bonede gulve, for at anerkende de mennesker, der vasker de gulve!

Özlem Cekic

Heldigvis løfter tusindvis af mennesker i Danmark det ansvar. Mennesker, der ellers dæmoniseres som eliten. For nej, de er nemlig ikke egoister, tonedøve og selvtilstrækkelige, men derimod mennesker, der har tilsidesat egne behov for at arbejde hærdeligt for at få indflydelse og magt.

Uanset hvor meget politikerne omklamrer social- og sundhedsassistenten, så er det desværre ikke hende, der kan finde kuren til kræft. Men det betyder ikke, at hun er værdiløs i sundhedsvæsnet. Uden hendes håndværk for sårbehandling er det for eksempel ikke sikkert, at patienten kan overleve et operationssår. 

Så lad os nu droppe den danske jantelov og hylde de fyrtårne, som også er garanten for viden og velstand i dette land. Ethvert menneske har brug for nogen, der inspirerer dem. Nogen, de kan se op til eller stræbe efter.

Vi bliver alle sammen dummere og fattigere, hvis ingen må skille sig ud med en ekstraordinær indsats, der kan skabe store forandringer for fællesskabet. Man behøver ikke at bashe dem, der går på de bonede gulve, for at anerkende de mennesker, der vasker de gulve!