Parlamentarikere nedstemmer kommissærkandidater fra Rumænien og Ungarn

AFVISNING: Både Ungarn og Rumæniens kommissærkandidater er blevet affejet af Europa-Parlamentets retsudvalg. Det tegner til at blive dramatisk at få en ny kommission på plads, lyder det fra danske parlamentarikere.

Ursula von der Leyen sammen med sin udpegede Kommission. 
Ursula von der Leyen sammen med sin udpegede Kommission. Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

To af den kommende EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens nyudpegede kommissærer står på gyngende grund.

Det sker, efter at Europa-Parlamentets Retsudvalg torsdag nedstemte både ungareren László Trócsányi, der er nomineret kommissær for naboskab og udvidelse, og rumænske Rovana Plumb, der er nomineret transportkommissær.

Afvisningen sker, fordi udvalget har vurderet, at begge kandidater har en interessekonflikt. 

Det var oprindeligt planen, at de to kandidater skulle til høringer i Europa-Parlamentet i næste uge, men det kan de ikke uden grønt lys fra Retsudvalget. Derfor er deres proces nu sat på pause. 

Det mest oplagte ville være, at der kommer en ny kandidat ind

Karen Melchior
Medlem af Europa-Parlamentet for Radikale

Udvalget har sendt et brev til den kommende kommissionsformand, der nu skal komme med et løsningsforslag.  

"De kommer ikke videre til næste skridt, før vi har mødtes igen og sagt god for det i Retsudvalget. Lige nu er processen sat på pause, mens von der Leyen finder ud af, hvad der skal ske," siger Karen Melchior, der er medlem af Parlamentet for Radikale og medlem af EU's Retsudvalg.

Bedst med nye kandidater
Ifølge hende vil det mest oplagte for von der Leyen være at finde to helt nye kandidater.

"Von der Leyen kan godt give dem en ny portefølje, men jeg tvivler på, at det kan løse tingene. Det er ikke umuligt, at de fortsætter i deres nuværende post, men det mest oplagte ville være, at der kommer en ny kandidat ind," siger Melchior.

Hvad der ligger til grund for Retsudvalgets beslutning, kan Karen Melchior ikke uddybe, da mødet er fortroligt, men ifølge nyhedsmediet Euractiv drejer det sig for Plumbs vedkommende om et lån på cirka 800.000 euro til hendes valgkamp.

0:000:00