Patienter og læger i fælles opråb til Heunicke: Lav cannabis-ordningen om

CANNABIS: Sundhedsministeren skal ændre forsøgsordningen for medicinsk cannabis hurtigst muligt, mener læger og patienter. Sundhedsordførere fra DF og Radikale er enige, men ser forskelligt på ordningens problemer.

Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis skal laves om, så der sikres dokumentation for virkninger og bivirkninger.

Det melder Danske Patienter og Lægeforeningen tirsdag ud i en fælles opfordring til sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Konkret foreslår aktørerne, at der laves videnskabeligt opstillede forsøg i almen praksis, speciallægepraksis og på relevante sygehuse. 

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) er enig:

"Det har hele tiden været en fejl, at vi ikke opsamler data, så vi kan blive klogere," siger han.

Også Liselott Blixt (DF) støtter en ordning med mere vægt på at indsamle viden:

"Vi skal sætte flere penge af til forskningsdelen," slår hun fast.

Læger tøver med recepten
I landets patientforeninger har man længe gjort opmærksom på, at forsøgsordningen ikke virker efter hensigten. Det gælder blandt andet for sclerosepatienter, fortæller direktør i Scleroseforeningen, Klaus Høm:

"Det fylder kolossalt meget for vores medlemmer. Der er en stor interesse for virkningen af medicinsk cannabis blandt de patienter, som ikke har gavn af konventionel medicin, og det vækker frustration, at det er så svært at blive en del af forsøgsordningen," siger han. 

Scleroseforeningen lavede i august en undersøgelse som viste, at hver fjerde sclerosepatient enten bruger eller har brugt cannabis som medicin. Alligevel har kun 7 ud af undersøgelsens 1.000 svarpersoner fået recept på forsøgsordningens cannabisprodukter. 

Dokumentation

Forsøgsordning med medicinsk cannabis

Forsøgsordningen med medicinsk cannabis trådte i kraft 1. januar 2018 og løber foreløbig i fire år.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har meldt ud, at han er åben for at forlænge ordningen, som han dog først vil have evalueret.

Det var den tidligere Venstre-regering, som i tilknytning til satspuljeaftalen 2017-2020 indgik en delaftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om at igangsætte forsøgsordningen, som giver læger mulighed for at udskrive recept på en type cannabisprodukter, som ikke tidligere har været lovlige i Danmark.


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00