Paula Larrain: Støjbergs lovbrud afslører demokrati i krise

KLUMME: Har du klakører nok, kan du overtræde landets love. Også som minister. Det viser sagen om Inger Støjbergs lovbrud. Det er en ny tamil-sag, bare uden tamiler. Og nu med en mere tandløs presse.

Hvis man er i tvivl om, at pressens vagthund har mistet sine tænder efter årtier på smalkost, skal man da bare følge lidt med i Politikens verserende sag om regeringens præmieminister.

Hun har begået et lovbrud, et "groft lovbrud" med eksperters ord, og placerer sig dermed historisk på linje med hedengangne Erik Ninn-Hansen.

Vi, der er gamle nok til at huske tamil-sagen, husker også, hvor meget den fyldte. I stort set samtlige landsdækkende medier. Selv TV 2, der lige var født, havde en omfattende dækning, takket været en purung Poul Madsen. Berlingske Tidende havde George Hilton, Jyllands-Posten Henrik Qvortrup og TV-Avisen Morten Løkkegaard.

Flere af disse journalister skabte furore, fordi de endog gik sammen om at skrive en bog for at forklare hele hændelsesforløbet, så det var til at forstå for menige tilskuere.

Magtens mænd udkom under et udskældt samarbejde, men var et udtryk for, at der fandtes en sandhed, som var svær at komme udenom, nemlig den, at justitsminister Erik Ninn-Hansen havde brudt loven ved administrativt at underprioritere tamilers ret til familiesammenføring.

Dokumentationen var klar og blev foldet ud skridt for skridt af engagerede Christiansborg-journalister.

I dag er dokumentationen stort set den samme. Man har Ombudsmandens ord, man har eksperters vurdering og embedsmænds bekræftelse: Inger Støjberg fjernede egenhændigt og trods klar, skriftlig rådgivning fra sine embedsmænd 34 asylsøgerpars ret til individuel sagsbehandling, før de blev tvangsskilt fra hinanden. Ulovligt. Eller "groft ulovligt", ifølge eksperter.

Vi mangler blot dommer Hornslet og hans undersøgelseskommission til at slå sagen fast i mange bind. Og så mangler vi alle de afledte vinkler, som blev foldet ud uge efter uge, fordi redaktionerne havde sat en hel mand af til dækningen. Sagen var jo principielt vigtig.

Det er den også i dag. Principielt vigtig. Alligevel står Politikens journalister forholdsvis alene med afdækningen af sagen. Tilmed sås der tvivl om dokumentationens rigtighed, selvom den er gennemgået af forvaltningsrettens nestor, Jørgen Grønnegaard Christensen.

Inger Støjberg var advaret af sine embedsmænd. Det er dokumenteret, og vi behøver ikke at vente på den endelige mail, hvor dette skulle fremgå helt tydeligt. Embedsmændenes udkast er skriftlig rådgivning, så klart som det næsten kan blive.

Hvis man ser bort fra CD's Mimi Jacobsen, hvad er så forskellen i forhold til tamil-sagen, der som bekendt endte med T-dag den 14. januar 1993, Schlüter-regeringens endeligt?

Mit bud: Der må være noget galt med flere mediers evne til at skille håndværk fra gætværk. Eller har identifikationskriteriet nu helt overhalet væsentlighedskriteriet i kommercialismens prioritering? Er sagen ikke vigtig nok til at sætte alle sejl ind? Er en ministers lovbrud blevet til sådan noget, man bare snakker om i kommentariatet? Er det blevet hverdag?

Noget er i hvert fald helt skævt, hvis ikke samtlige politiske redaktioner lige nu leder efter flere vinkler i sagen.

For selvfølgelig handler det ikke om, at så mange journalister på en gang er hoppet med på regeringens spin om den pågældende ministers blødende hjerte for undertrykte barnebrude. Det kan jeg ikke forestille mig. For substansen i denne historie er klar: Det er ministerens lovbrud. Intet andet.

Hvad sker der i Inger Støjbergs ministerium, hvordan er arbejdsgangene, hvad siger bænkevarmerne eller baglandene i partierne? Må en minister godt opføre sig sådan?

Politisk kan sagen ikke umiddelbart komme videre takket være et demokratisk underskud i det danske parlamentariske system. Det står nu udstillet i al sin uhyggelighed, at kontrolforanstaltningerne mod flertallets ret har mistet deres kraft.

Hvis en minister har et flertal med sig, må hun godt bryde loven. Sådan er det. Forklaret ganske klart af et forholdsvist nyt folketingsmedlem, den tidligere socialdemokrat, nu liberale Henrik Dahl, der i en Facebook-tråd slår fast:

"I synes at have overset, at Folketinget som den eneste institution i landet selv bestemmer, hvad der er lovligt. Det er vi i vores gode ret til, jf Grundloven."

Læg mærke til "vi" og "vores". Svaret falder nemlig over for journalister, der forsvarer det principielle, altså substansen i Politikens dækning. Og det er ikke holdningen til barnebrude, som Dahl prøver at argumentere for.

Med andre ord, det er flertallet i Folketinget, der bestemmer, og der er ingen over, kun alle os andre under. Indstillingen er klar nok, og han har for så vidt ret i forhold til at bringe ministerens lovbrud for Rigsretten. Det er Folketinget, der bestemmer.

Men et flertalsvælde udgør ikke et demokrati. Som skrevet før på denne plads, skal man kende et sundt demokrati på sin evne til at beskytte mindretal ved lov, så ikke flertallet tromler hen over alle i egen selvretfærdighed.

Her kommer det danske demokrati til kort, for et flertal i Folketinget mener tilsyneladende, at det er principielt i orden at sagsbehandle individer i flok, selvom det er individets udtrykkelige ret at blive sagsbehandlet individuelt. Selv landets såkaldte liberale synes tilsyneladende, at denne kollektivistiske facon er helt på sin plads, når bare sagen er til egen moralsk fordel.

Et flertal i Folketinget er tilsyneladende ligeglad med, at en minister ignorerer skriftlig rådgivning fra sine embedsmænd, et flertal i Folketinget ignorerer substantielt Ombudsmandens klare, utvetydige vurdering. Et flertal i Folketinget kan derved gøre som det passer dem, altså magthaverne – til hver en tid.

Ja, hvad skal vi egentlig med magtens tredeling, når et flertal i Folketinget kan det hele selv i egen magtfuldkommenhed?

Vi kan selvfølgelig vente på, at den dømmende magt trækker hele Danmark i retten. Men det tager mange år og er derfor urealistisk, omsonst.

Juristerne gør her (igen), hvad de kan for at råbe Danmark op på forhånd. Men hvem hører egentlig efter?

Det er så her den uformelle fjerde statsmagt, nemlig pressen, skal træde til. Det gjorde den uge efter uge i begyndelsen af 1990'erne. Ikke fordi alles hjerter blødte for undertrykte tamiler, men fordi man holdt blikket fast rettet på substansen, vores demokrati, vores individuelle rettigheder.

Derfor bør Politikens journalister ikke stå alene, og derfor skal resten af pressen til at anskaffe sig et gebis, så den kan komme ind i kampen og gøre sin pligt: På hele offentlighedens vegne være kritisk, primært mod magthaverne.

Ellers ender vi med et system, der mest af alt beskytter den til enhver tids mest højlydte klaphat.

Og individuelle rettigheder? Det bliver sådan nogle, der afhænger af øjnene, der ser.

Læs mere: Her er de fem vigtigste links i sagen om Støjberg og de adskilte asylansøgere.

.......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Bertel Haarder: En tåbelig kommission Bertel Haarder: En tåbelig kommission Næste artikel Lars Aslan: Fem bud på hvordan vi stopper (en del) terror Lars Aslan: Fem bud på hvordan vi stopper (en del) terror