Paula Larrain: Det er ikke synd for politikere, der ikke tør deltage i MeToo-debatten

Under overskriften ’Folketingsmedlemmer frygter MeToo-debatten’ lancerede Avisen Danmark i denne uge et kritisk syn på MeToo-debatten.

Belægget bag var en "undersøgelse" blandt de 179 folketingspolitikere, hvor kun 63 svarede, og hvor 48 procent - altså omkring 30 MF’ere - gav udtryk for, at de ikke ville deltage i debatten fordi den "savner nuancer og ofte er ukonstruktiv, udløser skæv debat eller shitstorm."

Lad os bare se bort fra det papirstynde data-grundlag og gå direkte til det kvalitative. Altså: Et nyhedsmedie formulerer et svar på et spørgsmål, der hviler på en højst diskutabel antagelse, og sender den til folketingsmedlemmer, hvoraf flere kan tænkes at have en interesse i at skyde hele debatten ned. Herefter lanceres vinklen, hvor det altså er synd for politikere, professionelle debattører, at de ikke tør gå ind i en debat, fordi den er svær?

Jeg ville grine højt af det tendentiøse afsæt, hvis ikke det var, fordi MeToo-bevægelsen og opgøret med sexisme er så vigtigt, at man er nødt til højlydt at kalde de ublu forsøg på at standse bevægelsen.

Lad mig derfor slå et par ting fast.

For det første kan jeg bevidne efter to årtiers deltagelse i den offentlige debat, at tonen i MeToo-debatter på ingen måde er lige så heftig, som den tone, man møder, når man diskuterer eksempelvis udlændinge eller corona-tiltag. Det er hverdag på sociale medier, at der bliver talt hårdt og direkte. Hvis man som politikere ikke har lært sig at navigere i det, skal man øve sig lidt i at bevare fatningen og kommunikere klart.

Jeg kan bevidne efter to årtiers deltagelse i den offentlige debat, at tonen i MeToo-debatter på ingen måde er lige så heftig, som den tone, man møder, når man diskuterer eksempelvis udlændinge 

Paula Larrain

For det andet er fokus på enkeltsager, hånd på lår og 20 år gamle forhold ene og alene et produkt af mediernes inerti og hang til at puste celebre sager op. Det skaber sensationer, trafik og knubbede ord fra tante Erna og onkel Leif (no pun intended til real life Erna og Leif), der føler nærhed til TV-personligheder, de overhovedet ikke kender. Det er bare udtryk for overfladiske følelser, og de er ikke farlige.

Shitstorm er noget, man udsættes for, når man får sagt noget, som folk ikke er enig med eller ikke forstår. Er man bange for at stå ved sine holdninger, er disse holdninger måske bare slet ikke stærke nok til at blive bragt frem. Så lad da være med at deltage og slå i stedet for lyttebøfferne ud. Lyt til beretningerne.

Du behøver ikke at dømme eller bedømme, hvad der er sket mellem to mennesker på en arbejdsplads. Hvis du er modstander af sexisme og gerne vil have ligestilling på arbejdspladsen, altså at både mænd og kvinder skal kunne gå på arbejde uden at blive behandlet som seksuelle objekter, men som kollegaer, så er vi jo på samme side.

Hvis du til gengæld mener, at sexisme ikke findes, at for eksempel 1600 i kvinder i mediebranchen bare har forstået deres branche helt forkert og trænger til en belæring fra udenforstående, ja, så bliver du modsagt.