Paula Larrain: DJØF og statsmagt går hånd i hånd mod ”den lille mand”

Lad os da tage det faktuelle først. Jeg kritiserer en IKKE-navngiven person i Udlændingestyrelsen for at se bort fra basal menneskelighed om ikke at forvolde skade på et spædbarn. Og kan derfor ikke, som DJØF-formand Sara Vergo påstår, opfordre til ”hetz” af denne.

Og ikke mindst; Jeg opfordrer ikke alle embedsmænd til ”at pejle efter sit eget subjektive moralske kompas.” Tværtom opfordrer jeg netop til at pejle efter et objektivt moralsk kompas, da jeg ikke kan forestille mig nogen seriøst forsvare, at man som det naturligste i verden bringer bevidst skade mod et værgeløst spædbarn. Som om dette bare var et synspunkt som alle andre.

Siden hvornår er noget som almen menneskelighed i sagsbehandlingen blevet et spørgsmål om personlig, subjektiv moral?

Det er bekymrende, at en kvinde i så høj en stilling i samfundet ikke kender den forskel. Og det samme kan man sige om retten til at kritisere statsmagten. Uanset, hvilken fagforening dennes ansatte måtte være repræsenteret af.

Som almindelige borgere har vi alle ret til at forholde os kritisk til enhver, men nok især folk med gyldne kæder, i dette tilfælde en del af statsmagten.

At vedkommende – stadig anonym for offentligheden – er ansat i staten og samtidigt organiseret i en fagforening er underordnet. Den pågældende har en stor magt over for de mennesker, hvis liv man kan skalte og valte med, og vi kan med rette som borgere forvente, at det arbejde bliver udført med menneskelighed som første prioritet.

At vedkommende føler sin ære krænket og skal have både sin arbejdsgiver, staten, og sin fagforening til at søge oprejsning på egne vegne, siger noget om, hvor langt ude denne magtfuldkommenhed og indspisthed i herskerlaget er nået.

Paula Larrain

At vedkommende føler sin ære krænket og skal have både sin arbejdsgiver, staten, og sin fagforening til at søge oprejsning på egne vegne, siger noget om, hvor langt ude denne magtfuldkommenhed og indspisthed i herskerlaget er nået.

På den anden side af jeres mægtige stillinger står en lille familie, der er blevet revet midt over - og en almindelig borger, der ikke vil tie og dermed give samtykke til, at sådan noget er helt okay. Kritikken går på en teknikalitet, som bestemt kan betvivles. Også juridisk.

Jeg kan godt tage den meget personlige kritik fra både statsmagt og organisationsmagt. Og jeg står stadig ved min protest. Men jeg vil ikke acceptere, at folk med så meget magt forsøger at udskamme den konkret anvendte ytringsfrihed. Jeg skal nok blive ved, når jeg finder det nødvendigt, men jeg frygter, at andre vil lade være. Fordi de ikke har lyst til at få den samlede vægt af magtens fornærmede korpus over sig.

Over for den lille, iturevne familie og deres fritstående forsvarere står statsmagten og DJØF skulder ved skulder. Så ved man da det.

Man skulle ellers tro, at DJØF havde en interesse i, at deres medlemmer kan arbejde i et rum, hvor der er plads til menneskelighed og egen, sunde dømmekraft. Måske kunne de derved minimere risikoen for en fremtidig tamilsag, statsløsesag og støjbergsag.

------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.