Paula Larrain: En lort i et lagkageland

Først var reaktionen forvirring. Hvorfor taler folk om en lagkage, de ikke vil vise på sociale medier? Så kom billedet frem. Landets såkaldte udlændinge -og integrationsminister, Inger Støjberg, står og poserer med en lagkage, som hun vil spise i anledning af, at hun har fået stramning nummer 50 igennem Folketinget. Det skal fejres, skriver Inger.

Jeg måtte lige bruge nogle sekunder på at fordøje budskabet. Altså, hun vil spise en kage for at fejre sig selv, fordi det er lykkedes for hende at holde flygtninge ude? Fordi det er lykkedes for hende at hjemsende psykisk syge? Adskille børn fra deres forældre? Nægte FN at tage den lille kvote af flygtninge, som verdensorganisationen har bedt os om? Inklusive handicappede i  flygtningelejre? Nogle af verdens allerdårligst stillede mennesker? Er det virkeligt det, hun fejrer?

Der må være noget grundlæggende galt. Enten har hun ikke forstået, at hendes stramninger har nogle tragiske konsekvenser for andre mennesker, eller også er hun komplet ligeglad. Jeg vil nødig anklage en siddende minister for at residere i den lave ende af IK-skalen, så svaret må være: Hun er komplet ligeglad!

Støjberg er mere optaget af at fejre sig selv med en afstumpet kage end at tænke på, hvad hun dermed siger til for eksempel den lille familie af tre, som forleden af danske myndigheder blev udsat for psykisk tortur ved en fejlslået hjemsendelse til Afghanistan. Hvor mange af de embedsmænd fra den tur, tog lige en bid kage med for at fejre Ingers succes?

Nu er jeg så tilpasset, som man kan forlange, men jeg har aldrig følt mig så lidt dansk, som jeg gør nu.

Paula Larrain

Det er fælt at mangle evnen til empati. Og samtidig være så narcissistisk, at man kommer til at udstille sig selv for den klogeste del af sit eget politiske bagland.

Først ville jeg blot lade det tale for sig selv. Men jeg fik simpelthen nok, da jeg under delingerne på Facebook kunne se en bunke kommentarer af en masse danskere, som bakker op om kageshowet, og som bliver sure på dem, der sammenligner kagebilledet med billeder af bomberamte børn. Forbindelsen mellem de to billeder skulle ellers være tydelig nok, hvis man bare følger en lille smule med i verdens gang.

Der må være noget grundlæggende galt. Enten har hun ikke forstået, at hendes stramninger har nogle tragiske konsekvenser for andre mennesker, eller også er hun komplet ligeglad.

Paula Larrain

Hvorfor nægter så mange danskere at sætte sig ind i andres lidelser? Hvorfor ser vi i stigende grad ikke blot ligegyldighed, men direkte hadske udfald mod andre menneskers lidelser, om det så er sygdomsramte, arbejdsløse eller flygtninge? Er det blevet almindeligt i Danmark ikke at eje evnen til empati?

Jeg er bange for, at svaret er ja. På trods af velstand har en stor mængde danskere mistet deres empatiske evner. Det kan man se med det blotte øje, når man følger debatter overalt.

Hvorfor mon?

Jeg kan godt svare på spørgsmålet. Politikere som Inger Støjberg har fået så meget snor til at te sig hensynsløst, at det nu er blevet helt normaliseret at tale nedsættende om alle flygtninge og alle muslimer. Og hun er værre end tosserne på Nationen! Jo større en platform, jo større er skaden.

Læs mere: Diskvalificerede Støjberg lige sig selv som ny V-formand?

Det er ellers ikke svært at respektere mennesker med andre holdninger. Personligt holder jeg meget af Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Vi kan da være hamrende uenige om alt muligt, men han er dødsympatisk, høflig og lyttende. Jeg har aldrig set ham udtale noget, som er så fælt, at jeg har dømt ham ude som menneske. Ej heller hans partiformand. Jeg er ikke enig i deres udlændingepolitik, men jeg forstår, hvad de vil og kan respektere det.

Jeg er muligvis mere højreorienteret, end Venstre tillader på det økonomiske område, så det ben bliver jeg heller ikke fanget på her. Jeg er ikke "naiv venstrefløjser" og ser med nogen trøst, at flere Venstre-folk på min Facebook tager afstand fra "kagebilledet".

Med kagestuntet fanger Inger Støjberg og hendes nævenyttige spindoktor mig ikke politisk, men på noget særdeles personligt. Som datter af flygtninge, som blev tvunget ud af deres land og helt tilfældigvis havnede i Danmark, har jeg hele livet haft en tilpasningskamp.

Det har ikke været let at integrere sig og skulle give afkald på det land, jeg sjæleligt, historisk og familiemæssigt hører til. Og nej, jeg kan ikke bare skride hjem til, hvor jeg kommer fra, selvom jeg ofte ønsker det.

Indtil for 20 år siden foregik den kamp inde i mig. At føle sig velkommen her, handlede mest om, hvordan jeg personligt tilpassede mig. Nu er jeg så tilpasset, som man kan forlange, men jeg har aldrig følt mig så lidt dansk, som jeg gør nu.

Efter i årevis at skulle høre på, hvordan det er mest rigtigt at være dansker, og at "flygtninge bare er sådan nogle, der kommer og nasser på den danske velfærd", og som bare har at bøje sig i støvet og sige tak for evigt, føler jeg mig nu mere fremmed end nogensinde.

Se mere: Støjbergs forslag til udlændinge-stramninger

Derfor forstår jeg de danske muslimer bedre, end indfødte danskere gør. Jeg forstår den pige, der i trods og for at bestemme sin egen identitet, tager tørklæde på. Ikke fordi hun tror på mænds latterlige krav om det, men fordi det omkringliggende samfund dælme ikke skal bestemme, hvem hun er. Hun lever i et frit land og må tro på det, hun vil og integrere sig så langt, som også jeg er kommet.

På det punkt er jeg hamrende, borgerligt liberal. Integrationen tager tid og er personlig, ligesom valg af tro altid vil være personlig. Det skal staten ikke blande sig i.

Er der noget, som arbejder imod integrationen, som skaber splittelse, også blandt danskere, så er det når politikere går langt over stregen i deres iver for enten at male verden i deres eget depressive billede, eller få stemmer nok ved at inducere menneskers laveste følelser af frygt.

Rasmus Jarlov gik klart over stregen forleden ved at erklære, at landet ville være meget bedre uden alle de herboende mennesker fra Mellemøsten. Og Inger Støjberg går også langt over stregen med sit kagestunt.

Hun kan simpelthen ikke være det uempatiske stunt bekendt og lægge en, ja undskyld metaforen, lort midt i dette tiltagende lallende ligeglade lagkageland.

Eftervirkningerne er langt mere skadelige, end Støjberg lige kan overskue og det diskvalificerer hende i den grad til at være formand for Venstre.

.......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.