Paula Larrain: Engang var vi verdensmestre i menneskeret

Danmark er i dag et land, hvor man åbent gør forskel på folk. Hvor udlændinge må finde sig i systematisk mistænkeliggørelse, hvor man agter at tage smykker fra flygtninge, der har mistet alt andet, hvor familier holdes bevidst adskilt i flere år, hvor ministre overlever ulovligheder begået mod nogle af de mest udsatte asylansøgere, og hvor regeringens støtteparti har foreslået, at vi trækker os ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I tilgift er vi det eneste land blandt vores vestlige venner i FN, der siger nej til at tage imod kvoteflygtninge. Et nej til et genbosætningsprogram, som vi ellers selv har været med til at bane vejen for med Venstres tidligere statsminister Poul Hartling i spidsen som FN's flygtningehøjkommissær.

Mange konstaterer på sociale medier, at Danmark ikke længere er, hvad det har været. Verden er naturligvis aldrig som den har været, men i tilfældet Danmark som helhed, har vi taget nogle skridt tilbage i en retning, vi netop ikke kommer fra.

Danmark har i efterkrigsårene oparbejdet respekt via sin multilaterale tilgang til verden. Som en af verdens villige dukse og via fredeligt diplomati har vi aktivt arbejdet for at sikre rettigheder for alle i verden. Især for dem, der ikke kunne kæmpe selv.

Grundloven beskytter os heller ikke mod ministre, der administrerer ulovligt. Det har Støjberg-sagen vist os med al tydelighed. Og også på det punkt har Danmark ændret sig til det værre.

Paula Larrain

Danmark var i 1949 med til at etablere Europarådet, der står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den er smeltet sammen med dansk lov, fordi vi i lighed med alle andre lande har brug for love, universelle rettigheder, til at beskytte os mod staten.

Grundloven er ganske fin og langtidsholdbar, men nogen beskyttelse mod for eksempel ytringsfriheden giver den ikke. Den beskytter os kun mod statens brug af censur. Materielt kan ytringsfriheden indskrænkes bid for bid af et simpelt flertal i Folketinget. Vi ser allerede hvordan med både imamlov og burkalov. Hvad bliver det næste? Et forbud mod uhensigtsmæssig ansigtsbehåring? Med henvisning til statens og nationens sikkerhed?

Det politiske Danmark – herunder medierne – taler mennesker og muligheder ned i stedet for op.

Paula Larrain

Grundloven beskytter os heller ikke mod ministre, der administrerer ulovligt. Det har Støjberg-sagen vist os med al tydelighed. Og også på det punkt har Danmark ændret sig til det værre.

Danmark skiftede i 1993 regering fra Schlüter til Nyrup. Førstnævnte gik af efter en sag, der ligner Støjberg-sagen, nemlig Tamil-sagen.

Poul Schlüter blev offer for sit ansvar ved, at han rent faktisk påtog sig et. Han var ikke bagmanden i Tamil-sagen, men justitsminister Erik Ninn-Hansen havde forbrudt sig mod ministeransvarsloven, og et flertal i Folketinget stod bag kravet om en rigsretssag. Poul Schlüter valgte at trække tæppet væk under sig selv og regeringen.

I dag ser vi ikke samme mandsmod, vision eller blot overblik i dansk politik, men en kultur af "går den, så går den". Er man populær nok, så gælder reglerne ikke rigtigt. Man henviser til, at så kan befolkningen bare fyre flertallet næste gang.

Men så simpelt er det ikke. Politik er ikke simpelt. Heller ikke for vælgerne. Der er mangt en borgerlig i Danmark, der i allerhøjeste grad bakker op om både menneskerettigheder og lovmæssighed, men som ikke bare kan stemme socialistisk, fordi deres vante partier ikke opfører sig ordentligt.

Det er ironisk for os at skulle se tilbage på 1990'erne for at finde det Danmark, vi identificerer os med. Schlüter, der tog konsekvensen, og Nyrup, der efterfølgende ledede os igennem en tid, hvor Danmark førte an i kampen for universelle rettigheder. Gennem formandskaberne i EU, OSCE og i Europarådet, hvor opgaven blandt andet blev at indlemme Rusland. Vi blev lyttet til, fordi hverken Poul Nyrup Rasmussen, Niels Helveg Petersen eller Uffe Ellemann-Jensen før ham rystede på hånden i deres multilaterale tilgang til verden.

I dag er Danmark ramt af det modsatte – et tilbagefald til selvtilstrækkelighed og nationalistiske tendenser.

Vi fortæller åbent verden, at vi mest af alt tænker på os selv. Vi kalder patetisk på et "pusterum"i forhold til kvoteflygtninge i en tid, hvor vi bugner af rigdom og hvor en næsten fuld beskæftigelse truer med at slå benene væk under den gryende vækst. Vi mangler hænder og viden, men holder hellere de villige udenfor i et forsøg på at tækkes dem, der er bange for det anderledes.

Egennyttighed ligger bag, men ironisk nok vil de langsigtede virkninger af Danmarks egoisme ramme præcis dem, der er bange for at blive tabt i globaliseringen. Danmark lever af vores globalt tænkende erhvervsliv. International goodwill er skam også good sense, og derfor er internationale relationer lig med godt købmandskab.

I dansk erhvervsliv handler det lige nu om at tænke stort, række ud og være mangfoldig. I dansk politik handler det mest om at lukke ned og indbilde sig selv magtesløs. Det hænger jo ikke sammen. Fortællingen er skæv, fordi det politiske Danmark – herunder medierne – taler mennesker og muligheder ned i stedet for op.

Kan man ikke blive enige om at have hjerterum, så kan man i det mindste tænke bare en smule fremad. Pusterum i forhold til flygtninge er sådan noget, Libanon har brug for, ikke Danmark. Hvis vi har brug for et pusterum, så er det i forhold til de vanvittige immigrationsregler, der straffer forskere og udviser hårdt arbejdende udlændinge.

I 1970'erne kæmpede venstremanden Poul Hartling i UNHCR for at finde både hjem og hjerterum til det daværende årtis mange flygtninge. Jeg var en af dem og er ham for evigt taknemmelig. Poul Hartlings store, etisk funderede arbejde landede ham og UNHCR Nobels Fredspris.

Lad mig i stilhed konstatere, at Venstres nuværende leder bestemt ikke står i kø til sådan en. Internationalisme handler ikke blot om at sende krigsfly til tvivlsomme missioner. Det handler også om at kæmpe for principper, der rækker ud over ens egen næsetip.

Denne etiske fordring havde Poul Hartling med sig som teolog. Han blev måske aldrig benævnt som en dygtig politisk håndværker som Løkke, men nogle gange er der behov for at tænke lidt større end hvem der lige har skruetrækkeren til at stramme møtrikkerne under sin egen taburet.

Et lille land som Danmark har altid brug for en regering, der kan tænke internationalt og kæmpe på linje med statsmænd fra store lande. Hvor placerer man Lars Løkke Rasmussen i den liga? Som en, der har brug for et "pusterum" fra verdens allermest forfulgte. Det er for svagt.

--------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig journalist, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.