Paula Larrain: Fjern mediestøtten, nu!

Politikerne skal ikke styre frie medier. Så kort kan det siges. Så når politikere nu i højere grad vil til at blande sig i, hvilket indhold medierne skal udbyde, kan man ikke længere garantere en fri og uafhængig presse i Danmark. Derfor bør medierne selv kræve produktionsstøtten væk.

Britt Bager fra Venstre sagde det fuldkommen direkte og ublu i Debatten på DR2 torsdag aften:

"Vi skal diskutere, hvad Ekstra Bladet og andre, der modtager mediestøtte, skal leve op til frem mod næste medieforlig, og der kan jeg ikke afskære mig fra at sige, at der kommer andre krav."

Mindre respekt for frie, uafhængige medier kan man næsten ikke udtrykke.

Ja, så vil der være stor efterspørgsel på "pik og patter". Det har der altid været, ligesom det åbenbart er en folkesag at følge med i detaljerne omkring sensationelle drabssager.

Paula Larrain

Men inden alle blot vrænger "hvad pokker bilder du dig ind", så lad os takke Britt Bager for at gøre det ganske klart: At statsstøtte til medierne ingen steder hører hjemme, hvis mediemarkedet skal udvikle sig frit og være 100 procent uafhængigt af det politiske system.

Jeg har ikke altid haft den holdning. For få år siden skrev jeg om, hvordan markedet havde skævvredet de journalistisk kriterier, så der nu var alt for meget kriminalstof i omløb.

Ind kom Marianne Jelved, der ganske enkelt ikke forstod at holde sig fra en personlig indblanding i mediernes redigering.

Paula Larrain

Fascinationsstoffet og sensationskriteriet er blevet pustet op af kommercielle grunde, og det har med urette givet folk det indtryk, at vi lever i farlige tider. Det gør vi ikke. Tværtom er volden faldet over alt i verden, inklusiv Danmark.

Medierne har her ikke været deres ansvar bevidst og har for indtjeningens eller opmærksomhedens skyld med vilje givet et skævt billede af virkeligheden. I gamle dage var dette stof isoleret i de klassiske tabloidaviser. Men over en periode på cirka 20 år, har selv public service medier som DR og TV 2 taget brødet ud af munden på BT og Ekstra Bladet ved selv at knalde uhæmmet til krimistoffet.

Troværdigheden er dermed samlet faldet for hele branchens evne til at vælge ud fra væsentlighed, og dette er altså sket på trods af statsstøtte og licens. For få år siden havde jeg så meget tillid til vores politikeres evne til at håndtere armslængdeprincippet, at jeg troede dette kunne reguleres centralt. Det kan det ikke. Problemet er indbygget hos det netværk i branchen, der lige nu styrer redaktionerne og politikernes indblanding gør kun ondt værre.

De journalistiske kompetencer på chefniveau kan politikerne ikke gøre noget ved, og hvis man skal vælge mellem at lade politikerne detailregulere inde i selve redaktionslokalerne og så lade journalister meritere sig til at redigere, også selvom dette i vidt omfang er netværksbaseret, så foretrækker jeg trods alt det sidste. For i et frit marked kan man da håbe på, at ord som journalistisk ansvarlighed kommer på mode igen. Alene fordi markedet efterspørger det. Fedtet ind i den politiske magt bliver informationsstrømmene ikke bedre.

Produktionsstøtten blev for nylig lavet om fra at have været en distributionsstøtte. Det vil sige, at aviserne fik denne støtte for at kunne nå længere ud i landdistrikterne, hvor det krævede lidt mere af et avisbud end i en by med masser af læsere i opgangene.

I takt med digitaliseringen har den fysiske distribution gjort sig selv overflødig, og derfor blev den under SR-regeringen lavet om til en støtte for selve produktionen og altså ikke længere en indirekte støtte til dem, der boede på landet og gerne ville holde avis til en rimelig penge.

Samtidig fik man indført en innovationsstøtte til nye medier. Faderen til denne idé var Uffe Elbæk og det var helt rigtigt set af ham, at der på daværende tidspunkt var behov for at tænke nyt i et mediemarked, der var fanget under egen tyngde og ikke rigtigt kunne innovere sig ud af situationen. Idiotien bag gratisaviskrigen havde undermineret kassebeholdningen og et andet politikerskabt morads, nemlig momsfritagelsen, gjorde situationen sværere endnu. Kun printmedier er fritaget for moms, ikke netbaserede, og det har naturligvis lagt en dæmper på den nødvendige digitale omstilling.

Desværre skiftede SR-regering kulturminister, inden den nye mediestøtte blev designet. Ind kom Marianne Jelved, der ganske enkelt ikke forstod at holde sig fra en personlig indblanding i mediernes redigering. Hun sørgede for at få lagt krav ind om, hvad nye medier skulle indeholde for at få støtte, blandt andet kulturstof defineret som noget om "biblioteker" (det står der faktisk i regelsættet) og andet specifikt, snævert forstået kulturstof. Dermed blev den nye innovationsstøtte reelt til en støtte for nye omnibusmedier, selvom markedet allerede på daværende tidspunkt delte sig klart op i nicher.

Altså, brugerne efterspurgte og efterspørger stadig i stigende grad ekspertjournalister, der kan deres stofområde, men politikerne ville med innovationspuljen fastholde, at medier var sådan noget med kulturstof i sig, altså noget med lidt af hvert. Ligesom de etablerede medier, som jo allerede var i økonomisk krise på grund af faldende læsertal og brugere, der selv kunne designe deres valg af stofområder gennem sociale medier.

På grund af kravet om kulturstof døde i første ansøgningsrunde alle de specialmedier, der gryede i markedet og netop havde muligheder for at bygge nicher op med lav volumen og høj troværdighed på et specifikt område, mens andre medier måtte tilrettelægge deres indhold efter statens krav.

Disse nye innovationsstøttede medier er altså kommet ind på markedet under samme vilkår som etablerede og har derfor ikke en chance for at overleve. Dermed er innovationsstøtten ren spild af penge. Og hvorfor? Fordi en politiker skulle blande sig i, hvad medier skulle indeholde.

Man kan selvfølgelig bede politikerne om at holde sig langt væk fra at definere, hvad gode medier er. Og det gøres faktisk allerbedst ved at lade brugerne bestemme.

Ja, så vil der være stor efterspørgsel på "pik og patter". Det har der altid været, ligesom det åbenbart er en folkesag at følge med i detaljerne omkring sensationelle drabssager. Mennesker er mennesker. Men Danmark består også af en ret veluddannet og velfunderet befolkning. Dem, der gerne vil informeres og vide, hvad der sker i verden og ikke bare på Nørrebro.

Det kan sagtens være, at de ikke er nok numerisk set til at holde tre store landsdækkende morgenaviser i live. So be it. Det danske mediemarked er overmættet af alt for meget af det samme. Og det er på tide, at markedet selv får lov til at skille sig af med det, der ikke længere kan flyde på klassiske kriterier.

Fjern støtten nu, lad dermed det bedste bestå og hjælp dermed også læseren til at forhindre, at noget så sindssygt som reklamesponsoreret indhold skrevet af mediernes fastansatte journalister får fodfæste. Sæt danske medier fri, fjern mediestøtten. Og renover i øvrigt licenssystemet samtidigt.

Det kunne meget vel være sådan noget med en public service pulje, som alle medier med seriøse hensigter kunne søge støtte i. "Seriøst" defineret som "en målsætning om at oplyse på dansk i almenhedens interesse". Dermed kan man give direkte støtte til alle dem, der ikke tror fremtiden ligger i clickbait og ligegyldigheder, og som selvfølgelig står til ansvar i Pressenævnet.

------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.