Paula Larrain: Julegudstjenesten er ikke de kulturkristnes aflad

Julegudstjenesten er super hyggelig og meget børnevenlig. For mange er det en tradition, og i de senere år har det været umuligt at få plads i vores lokale kirke, selvom der er masser af forestillinger på juleaftensdag. De hardcore kirkegængere kommer derfor hellere til midnatsgudstjenesten. Altså, bare for at kunne få en plads.

Det er således mange år siden, jeg har orket at stå i kø for alligevel kun at komme til porten og ikke opleve andet end præstens stemme fra en højtaler. Jeg springer simpelthen gudstjenesten over den 24. december og tager i stedet Disney's juleshow.

Første gang jeg måtte droppe denne tradition kunne jeg ikke undlade at føle en lille, men mærkbar irritation over, at jeg som kirkehaj – medlem af menighedsrådet – måtte vige pladsen for de sidste juledages hellige, men som min gode, daværende præst og ven sagde: Det er da bedre, at de kommer den ene gang end slet ikke. Og du kan jo bare komme en anden gang.

Og det har han utvivlsomt ret i. Det er så dejligt med stuvende fulde huse den ene dag om året.

Første gang jeg måtte droppe denne tradition kunne jeg ikke undlade at føle en lille, men mærkbar irritation over, at jeg som kirkehaj – medlem af menighedsrådet – måtte vige pladsen for de sidste juledages hellige.

Paula Larrain

Kirken er til for os alle. Man må komme der, præcis når man har lyst. Vores luthersk-evangeliske folkekirke blander sig ikke i, hvor mange gange man kommer til en gudstjeneste, eller om man kan "O, du Guds lam" udenad. Som den nævnte præst havde for vane at sige igen og igen fra prædikestolen: Man bliver ikke mere hellig af at gå i kirke.

Man bliver heller ikke nødvendigvis mere kristen af at holde jul. Tværtimod, kan man måske hævde. Hvis man er helt krakilsk, kunne man påpege, at gaveræset er alt andet end kristeligt, måske snarere et udtryk for ukristelig grådighed?

Lærerne giver reelt nye, ikke-kristne mindretal skylden for denne aflysning, og det er simpelthen så unfair. Kirken står åben for enhver, også for muslimer, hvis de gerne vil markere julen.

Paula Larrain

Det skal man ikke nødvendigvis gå rundt og skamme sig over, i hvert fald ikke med julen som baggrund. Vi fejrer den kristne jul som en fest, hvor vi markerer, at glæden kom til verden i form af et lille barn, som vi kristne tror på er Guds søn. Festen handler om både at modtage og om at give. Men især om at modtage, at inkludere – altså som i inklusion.

Er der noget, julen ikke handler om, så er det eksklusion eller pligt eller bør eller skam.

Tidligere på ugen løb Christiansborg amok-løb mod en skole i Græsted, som havde tilladt sig at aflyse børnenes julegudstjeneste med skolen.

Statsministeren mente, at det var "en ommer", og Mette Abildgaard fra Konservative Folkeparti svang sig helt op med et tweet, der lød sådan her: "Er også fuldstændig vanvittigt! Vi skal ikke droppe danske traditioner af den slags her!"

Tak spids, som man siger.

Hvorefter det meste af dansk Twitter kogte over med fortællinger om, at det overhovedet ikke er tradition for folkeskolen at tage i den lokale folkekirke til gudstjeneste op til jul. Det har altid været frivilligt. For både elever og skoler.

Jeg vil så tilføje, at julegudstjenesten slet ikke er en dansk tradition, men en begivenhed i verdens absolut mest multikulturelle religion, og ham den ene af de Hellige Tre Konger er ikke castet som sort, fordi det er politisk korrekt.

I stedet for at skabe samling hos majoriteten har politikernes indblanding blot medført højlydte krav om at fjerne den sidste rest af kristendom fra folkeskolen. Det var næppe det, de sigtede efter.

Problemet her er ikke folkekirken eller julegudstjenesten, men folkeskolen og politikerne. Den første har i årevis været skamredet af politikernes skiftende ideologiske aspirationer og er således blevet et miskmask, både kulturelt og pædagogisk, helt og aldeles afhængige af skoleledernes skiftende kvalitet.

At en enkelt skole ikke synes, den vil tage til julegudstjeneste, kan næppe vedrøre landspolitikerne, endsige resten af befolkningen. Det vedrører højst eleverne og deres forældre.

Skolens begrundelse er så tynd som den kan blive. Lærerne giver reelt nye, ikke-kristne mindretal skylden for denne aflysning, og det er simpelthen så unfair. Kirken står åben for enhver, også for muslimer, hvis de gerne vil markere julen. Hvis lærerne selv er blevet for sekulære til at gå til julegudstjeneste, eller ikke har ressourcer til det, bedes de da venligst ikke fedte det af på andre end sig selv.

Og kulturkristne politikere kan da omvendt ikke udnytte en fredelig højtid til at kræve kirkegang af andre. I øvrigt samme år, hvor de beslutter sig for at nægte verdens allermest forfulgte adgang til Danmark.

Er det her ved årets slutning, I lige kommer i tanke om det der næstekærlighed, som ham der Jesus snakker om, og så er det pludselig en dansk tradition? Eller er det bare for at markere, at mindretal, læs muslimer, ikke skal bestemme, om "vi" andre skal gå i kirke? Ja, jeg er altså lidt i tvivl om, hvad I såkaldte kulturkristne egentlig tror på?

Ingen skal bestemme, om nogen skal gå i kirke. Overhovedet. Julegudstjenesten er som sagt en kristen begivenhed, ikke en påtvungen kulturtradition. Vi fejrer Jesu fødsel, ikke danskhedens vedligeholdelse.

Der synges om Gud og Betlehem, sådan helt for alvor. Hvis det bare er for sjov, kan man ligeså godt vælge Disney's traditionelle juleshow. Det er mindst lige så dansk. Men man skal da overhovedet ikke skamme sig, hvis man bare kommer for sjov. Det er en glædesfest, ikke en skammens pligt, og der bliver ikke afkrævet en trosbekendelse eller nogen form for betaling. Ikke engang kirkeskat.

I den luthersk-evangeliske tro kan man slet ikke købe sig aflad ved at dukke op den ene gang om året. Man kan faktisk slet ikke købe sig til at være kristen. Eller tvinge andre til at være det. Man bliver ikke engang et bedre menneske af at gå i kirke juleaften.

Man bliver blot beriget af noget fællesskab og noget skønsang. Hvad du tror på eller ikke tror på, er en sag mellem dig og din gud. Eller dit univers. Jul bliver det alligevel.

Og må det for alle blive en glædelig en af slagsen.

-----------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig journalist, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.