Paula Larrain: Kvinder, lad os slippe kampen. Bare lidt

Min generation har haft så travlt og er blevet så meget skilt, at det er gået ud over børnenes mentale helbred. Vi har fået flere penge mellem hænderne, vi taler mere med vores børn, men vi kommer stadig til kort, fordi målet hele tiden har egoet i centrum.

Er det blevet meningen med livet? At kunne klare sig selv? Er meningen med fællesskabet blevet til, at vi skal producere afkom, der hurtigst muligt skal puttes ind i samfundets trædemølle og trampe igennem?

Følgende er karikeret, men måske kan du finde meningen i det:

Kan du ikke trampe igennem i trædemøllen, så er det din egen skyld. Dit personlige ansvar. Det får børnene at vide allerede, når de som små glade individer kommer i skole og har svært ved at sidde stille i et klasseværelse. Under ledelse af skiftende vikarer og skiftende pædagogiske retninger.

Det er lettere for alle, hvis mor lige binder snørebånd, mor lige rydder op, mor lige husker idrætstøj. For mor har travlt, og det er stadig mest hendes skyld, hvis børnene ikke er rettet ordentligt af. 

Paula Larrain

Pigerne retter ind først. Lynhurtigt lærer de, at sådan gør piger. De tager ansvar. De er mere seriøse end drengene. Sidder stille og tager imod beskeder fra de voksne. Selv når beskederne ikke giver mening.

Hjemme er de også velafrettede. Pigerne. Deres mødre har travlt, så det er bedst at være artig. Så mor ikke bliver endnu mere stresset. Hun skal nå så meget. Og det hele skal falde på klokkeslættet. Kommer hun fem minutter for sent, bare til en fritidsaktivitet, så falder hammeren. Man skal holde tiden! Ellers er det manglende respekt for dem, der var så artige at køre i god tid. Skam være på hende, der ikke kørte i god tid!

Er det blevet meningen med livet? At kunne klare sig selv? Er meningen med fællesskabet blevet til, at vi skal producere afkom, der hurtigst muligt skal puttes ind i samfundets trædemølle og trampe igennem?

Paula Larrain

Vi har kæmpet for at opnå ligestilling, og i den kamp har vi været dobbelt udfordret. Nu skal vi ikke bare være karrierekvinder for at opnå succes og have noget at fortælle om ved middagsselskaber, nu skal vi samtidig være de perfekte mødre og klare både 50 timers job og have velafrettede børn, der kommer præcist til fodbold, og som præsterer gode karakterer.

Jeg siger med vilje ”velafrettede”, for det lader til, at opdragelse i dag mest handler om, at man ikke må forstyrre de andre. Man skal komme på slaget. Og man skal sidde stille!

Lidt ligesom i gamle dage. Bortset fra at i gamle dage blev børn slået, ydmyget og truet på plads. Frygten gjorde dem føjelige. I dag må man ikke slå, men skyld kan man da altid give videre.

”Nu er læreren sur, fordi du ikke pakkede legetøjet ned, da hun bad dig om det.”

Fy skamme, mor, at du ikke har afrettet dit barn, så læreren kan få ro og få sine ressourcer til at række dagen ud.

For i skolen skal børnene følge en plan. Politikernes plan. De skal præstere allerede fra børnehaven. Er barnet sprogparat? Er barnet skoleparat? Ingen spørger, om skolen er børneparat. Parat til at tage sig af børn, som nok er materielt velstillede, men som har travle forældre, der ikke har tid til at lade dem blive selvkørende på den der pædagogiske facon. Det kræver masser af tid og tålmodighed.

Det er lettere for alle, hvis mor lige binder snørebånd, mor lige rydder op, mor lige husker idrætstøj. For mor har travlt, og det er stadig mest hendes skyld, hvis børnene ikke er rettet ordentligt af. Hun får mindre i løn end sine mandlige kolleger, for efter barselsorlov er hun blevet mindre værd.

Hun var der ikke, da det sneede på jobbet. Og så var det drengene, der fyldte hullet ud. Hun er bagud. På løn, på pension og med næste dags madpakker. I gamle dage havde hun også travlt. Med hus, madlavning og tøjvask – uden vaskemaskine. I en søskendeflok blev den førstefødte opdraget ved mors skørter. De næste fulgte bare med og blev opdraget af de store.

I dag kræver børn nærvær. Man skal tale med sine børn. Men helst ikke for meget. Ingen forklaringer, bare klare beskeder. Du skal være pilot for dit barn. Du skal spille komedien, selvom du er ved at skrige indeni. Og så skal alt være hjemmelavet. Det gør de andre.

Bager du da ikke selv?

På sociale medier kan vi følge med i, hvordan alle andre mødre bager. Fra bunden. De har syet børnenes fastelavnstøj selv.

”Hvorfor nåede jeg ikke det? Hvorfor kan jeg kun overskue Amos drømmekagemix? Jeg må være forkert.” Mor er forkert.

Mor er også lidt for tyk. Så hun skal lige nå at løbe 10 kilometer i aften. Hun skal fra en størrelse 40 ned i en 38, for hvad sker der, hvis hun bliver gammel og slasket? Løber hendes succesfulde mand så med en yngre model? Hun skal i hvert fald kunne løbe fra ham.

Hun må holde sig ved lige. Måske blive opereret? Holde til lidt mere. Gå til yoga og meditation. For det er hendes eget personlige ansvar at have det godt med sig selv. Både udenpå og indeni.

”Nej, lille skat, jeg har ikke tid til at spille Matador. Jeg er lige nødt til at løbe, og så skal jeg lige nå at koordinere med far.”

”Hvis du henter og kører til fodbold onsdag, så henter jeg fredag.”

Der skal forhandles. Benhårdt. Opgaver skal fordeles. Fredag kan vi koble af til rødvin. Vi skal også have snakket sammen. Måske skal det skemalægges? Så kommer fredag, og det ender med en pizza. Og alt for meget iPad.

Hvad er der sket i løbet af ugen? Åh, ikke værd at snakke om. Arbejde, du ved. Børnene? De gør ikke vrøvl. Så er alt vel ok? Det bliver ikke dybere. Hvem orker dybere? Hvornår havde du sidst tid til at læse en bog. Og gad din mand høre om den?

Pludseligt midt i livet vågner du så op og tænker. Var det det? Var det, hvad vi ville opnå? At sidde i et flot hus, hvor alting står snorlige? Med hver sin skærm? At leve i en konstant klokkestreng, hvor der er skældud fra de andre voksne, hvis man bare kommer det mindste for sent? Hvor alle andre end dig bager de vildeste kager? Helt fra bunden.

Så kommer tomheden. Der mangler ligesom noget. Tomhed gør ondt. Når man er tom, mærker man i desperation efter noget. ”Av, er jeg egentlig lykkelig? Er der tid til mig? Er der nogen, der ser mig? Så mine forældre overhovedet lille mig?"

Damebladene har svarene. Sådan skal du se ud. Sådan dyrker du rigtig sex. Sådan spiser du dig lækker. Sådan sætter du grænser. Sådan lærer du at sige nej. Sådan bliver du lykkeligt skilt.

Var det meningen? Vi finder en, vi får børn med, og når tomheden rammer, så bliver vi skilt?

Så får man jo lettelsen. Børnene er væk hver anden uge. En hel uge uden madpakker og skældud for at komme for sent til fodbold. Ingen hjemmebagte kager.

Nu skal den fyres af. Så skal der løbes 15 kilometer. For nu skal jeg være tynd. Nu skal jeg konkurrere med dem på 25.

Din datter er vidne til det hele. Hun hører: ”Lille skat, du skal gøre som mig. Du skal have travlt, du skal være tynd, du skal være en succes. Og når du falder og slår dig, rejser du dig og holder op med at græde. For det er dit personlige ansvar at holde op med at græde. Ellers er du syg. Så må vi finde noget medicin. En psykolog, en psykiater. Vi løser det. Vi løser dig. Der er ikke plads til, at du går ned med flaget.”

Eller: ”Det er også min skyld. Jeg har ikke gjort dig robust nok. Jeg fik ikke hærdet dig. Det siger de kloge. Jeg var en curlingmor. Jeg bandt dine snørebånd, og nu kan du ikke stå op af sengen og klare din uddannelse. Jeg har fejlet. Gør ikke som mig. Gør som jeg siger. Tænk på dig selv. Det er min skyld. Og det skal nok blive din skyld en dag.”

Kan vi gøre det lidt bedre? 

Det spurgte en statsminister om engang. Han talte om en mor på cykel med barnet bagpå og indkøbsposerne på styret. Det var i 90'erne. Den travle mor på den store damecykel. Sådan en var jeg. Og jeg blev rørt af statsministerens omsorg. Men fik vi gjort det bedre?

Nu er fælles ansvar konverteret til din egen skyld. Nye generationer skal bære de gamle. Og politikernes svar er kun pres, krav og straf. Til gengæld ødelægger vi den jord, de skal arve. Og for hvad? For at de skal tjene nok til en lejlighed, der koster 10 millioner?

Var det meningen med det hele?

Jeg forstår godt, at unge piger kigger ind i fremtiden og tænker: ”Det kan jeg ikke, det dér.”

Det er jo meningsløst. Skal vi ikke skabe en ny mening for kvinder? Ikke noget med kamp, ikke mere gøren, bare mere væren?

Væren i sin egen uperfektion. Erkende, at vi er mere end bare produktionsenheder. Meningen er, at vi skal elske og blive elsket. Og det begynder med, at vi giver slip på egoismen, nærer individet. Med kærlighed, ikke med krav.

Så skal det nok gå alt sammen. Lad os bruge kampdagen på at give lidt mere slip på os selv. Og rumme hinandens uperfekthed. Happy 8. marts!

-----------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.