Paula Larrain: Lad os nu få et ægte borgerlig-liberalt Venstre

KOMMENTAR: Det er helt forståeligt, hvis Venstre vil have et formandskab, der favner bredt. Men det kan også blive så bredt, at projektet falder lige imellem to stole, skriver Paula Larrain.

Mens vi venter på et nyt formandskab i Venstre, har jeg et par borgerlige ønsker.

Lad os få et ægte borgerlig-liberalt parti, der sætter erhvervslivet højt og dermed den indtjening, vi har brug for til vores velfærdsstat.

Det tror jeg godt, at Jakob Ellemann-Jensen kan levere, hvis han da ellers er godt opdraget hjemmefra. Men det kan ikke nødvendigvis lade sig gøre med Inger Støjberg ved hans side. Medmindre hun bliver liberal.

Gennem VLAK-tiden råbte erhvervslivet fra tid til anden op om manglen på arbejdskraft og nødvendigheden af at få lempet udlændingereglerne, så virksomhederne kunne have hænder nok at vælge imellem.

Venstres daværende formand og statsminister, Lars Løkke Rasmussen, erklærede, at vi skulle have et Danmark for dem, der kan og vil. Men i virkeligheden skete noget andet. Under pres fra Dansk Folkeparti førte regeringen mindre og mindre liberal politik, og medierne blev fulde af historier om folk, der kunne og ville, men ikke måtte. Fordi de var udlændinge fra de forkerte lande – de såkaldt ikke-vestlige lande, der ifølge Danmarks Statistik er hele verden undtagen USA, EU og Australien.

Lars Løkke Rasmussen holdt en nytårstale, hvor han forsøgte at bygge bro, men hvor han i virkeligheden fik sagt, at de fleste danskere var rundet "af den samme muld", og at man skulle forstå, at vi havde fået det lidt farligt, fordi der nu pludselig var så mange "ikke-vestlige" i landet.

Broen, han byggede, var ikke mellem danskerne og de mange ikke-vestlige indvandrere samt efterkommere, der nu kalder sig danske, men mellem hans parti, hans støtteparti og dem, der er endnu mere fremmedangste.

Så en dag kom konsekvenserne af Venstres mangeårige samarbejde med Dansk Folkeparti og knæfaldet for fremmedangsten. Den stramme udlændingepolitik var nu blevet så stueren, at der blev plads til nye højreekstremister på yderfløjen, der kunne markedsføre sig på at være endnu vildere. Et af disse partier kom endda i Folketinget. Og erhvervslivet ytrede igen en bekymring, der trods de diplomatiske vendinger ikke var til at misforstå.

I sidste øjeblik inden valget vågnede Løkke endelig op og trak i håndbremsen. Det blev som bekendt ikke til en håndbremsevending, men til en hård opbremsning, der sendte både formand og næstformand ud gennem forruden.

Og hvad gør Venstre nu? Skal partiet frem eller tilbage? Skal vi frem til en mere fornuftig udlændingepolitik og herunder en tone, der ikke skræmmer "dem, der kan og vil"? Eller skal Venstre tilbage og ligge i ske med Dansk Folkeparti og siden i dialog med højreekstremisterne i Nye Borgerlige?

Spørgsmålet dukker naturligt op, når Venstres strammerdronning nævnes som mulig næstformand. Hun har ikke et liberalt, men et nationalkonservativt image, som tog kegler i det midt- og vestjyske, hvor hun høstede et kæmpe antal personlige stemmer. Jeg er oprigtigt i tvivl, om det er personen Inger Støjberg eller hendes politik, der her blev belønnet.

Og det er nok så væsentligt i forhold til næstformandsstolen. Inger Støjberg er populær, fordi hun virker oprigtigt skrap over for de der farlige udlændinge, som ikke skal komme her med deres krav og deres halløj. Når nu tilstrømningen af flygtninge har vist sig at være så uendeligt meget lavere end regeringen fik pisket en stemning op til, kan det være, at man selv i Midt- og Vestjylland kan slappe lidt af. Derved behøver Inger Støjberg ikke blive ved med at være en strammer.

Er det bare stilen, der tager kegler, hendes evne til at formidle helt nede på jorden og sige tingene, "som de er", kan hun måske overtales til at ændre holdning og lade Venstre være venlig ved erhvervslivet og udøve et liberalt menneskesyn.

Er hun til gengæld ægte i sit syn på udlændinge, kan Venstre få problemer med at skabe samling. Jakob Ellemann-Jensen kan charmere sig ud af rigtig mange situationer. Men bygge bro mellem det nationalt sindede og det internationalt sindede Venstre bliver mere end svært. Venstre er nødt til at træffe et valg, der er større end personlige likes. Danmarks liberale parti kan ikke kun være liberalt i en snæver national kontekst – ikke, hvis de vil undgå, at Danmark taber den globale konkurrence og velfærdsstaten dør af sig selv på grund af manglende vækst.

Venstres bagland sætter sig selv og det borgerlige Danmark i en umulig situation, hvis det vælger et formandskab med stor indbygget, politisk uenighed.

Venstre er ikke en virksomhed eller et land, der skal favne bredt. Det er et parti, og et parti har én grundlæggende linje. Den har før været erklæret liberal.

Men hvor har vi Venstre efter den 21. september?

-----

Paula Larrain (f. 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Jarl Cordua: Her står Venstre efter Brejning Jarl Cordua: Her står Venstre efter Brejning Næste artikel David Trads: Alle statsministre burde have en Rossen David Trads: Alle statsministre burde have en Rossen
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.