Paula Larrain: Lykketofts kovending styrker DF og svækker S

Mogens Lykketoft giver Radikale Venstre skylden for, at Dansk Folkeparti har vokset sig så stort. Ud fra en skæv logik om, at den, der modsiger, giver grobund for den, der er ude på ballade. Som om Dansk Folkeparti var en uvorn unge, der skal manipuleres på plads ved at blive talt efter munden for at holde sig i ro.

Strategien er blevet gennemtærsket i et par årtier, og der er to klare ting at sige om den strategi:
1. Den virker ikke
2. Det er og bliver manipulation.

Altså medmindre man vitterligt er enige i den kurs, DF følger. Og det er her, man især har vanskeligt ved at følge Mogens Lykketofts logik.

I 2010 lagde Lykketoft klar afstand til Dansk Folkeparti og kaldte deres synspunkter for ”horrible”. I dag har hans formand, Mette Frederiksen, stort set kopieret både retorik og politik fra DF. Og det, skal vi altså forstå, er De Radikales skyld? Som om Socialdemokratiet hele tiden har taget fejl og nu har fået øjnene op for at se verden med helt andre briller?

I 2010 lagde Lykketoft klar afstand til Dansk Folkeparti og kaldte deres synspunkter for ”horrible”. I dag har hans formand stort set kopieret både retorik og politik.

Paula Larrain

Faktum er, at integrationen går godt i Danmark. Også på trods af årtiers klientgørelse af både danskere og udlændinge samt den rundbordspædagogik, som vi før var så stolte af.

Man kan se det tydeligt på graden af uddannelse og faldende kriminalitet. Vist er der fortsat sociale problemer, og nogle grupper af indvandrere har sværere ved at falde til end andre. Men deres efterkommere stryger derudad, tørklæde eller ej.

Mette Frederiksen har åbenbart brug for både at kunne regne med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre samt Alternativet for at vide sig sikker. Og det er her, logikken spinger i luften. 

Paula Larrain

Presset på de danske grænser var ekstraordinært i 2015, men er i dag nede på normale tilstande. Muslimer udgør ikke nogen særlig trussel og har ikke patent på konservativ livsstil – eller social kontrol for den sags skyld.

Hvis man vil, kan man godt se, at vi er et velfungerende samfund på trods af den udskældte indvandring. Og vi er på ingen måde så sølle, at vi ikke kan tage imod de 500 kvoteflygtninge, som FN beder os om.

Alligevel er det Socialdemokraterne magtpåliggende at føre en stram udlændingepolitik, nøjagtigt efter Dansk Folkepartis opskrift. Fordi det efter analyser af meningsmålinger og fokusgrupper er blevet mantraet for de to partier, hvis formænd ser sig selv som de naturlige statsministre.

Det er svært at gennemskue, om også Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister, virkelig mener, at den ikkevestlige indvandring er det største problem, Danmark har, eller om han af taktiske grunde vælger at gå ud og støtte sin formand i denne vildfarelse.

Godt nok maskeret som en appel til de tidligere loyale støttepartier om, at klimaet og velfærden er det vigtigste, og at Radikale og Alternativet derfor er tarvelige, hvis de ikke bare anerkender udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti mere eller mindre har dikteret den.

Mette Frederiksen har åbenbart brug for både at kunne regne med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre samt Alternativet for at vide sig sikker. Og det er her, logikken springer i luften. For den bro vil Socialdemokraterne aldrig kunne bygge. Og det er her strategien fejler fælt.

For de to nævnte socialliberale partier tror rent faktisk på, at Dansk Folkeparti tager fejl. Også selvom de øjensynligt er ude af trit med et stort flertal af vælgerne.

Vist er politik noget med at søge indflydelse og bøje sig selv bagover for at lave kompromiser, men når det kommer til at anse verdens borgere for ligeværdige uanset herkomst, er vi inde ved det liberale hjerte. Men uden denne hjertesag, har de knapt nok berettigelse til at fortsætte som særskilt parti og kan derfor heller ikke af taktiske grunde give slip.

Tilbage står et klart spørgsmål og blinker i den tidligere så kammeratlige røde blok: Hvad banker socialdemokraternes hjerte mon for?

------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.