Paula Larrain: S skal finde sig noget andet end bederum at gå op i

KLUMME: S og DF fejrer deres forlovelse med et fælles kvælertag på uddannelsesinstitutionernes frihed. Bederum er åbenbart blevet en kende for farlige, hvis man er socialdemokrat. Så nu skal de forbydes, skriver Paula Larrain.

Ingen sag er for lille til at blive pustet op. Især ikke, hvis man kan putte ordet "muslimer" ind i fortællingen. Selv som halvsløv følger af politik gennem de seneste 15 år, må man have stødt på dette mantra. Det er opskriften på opmærksomhed og dermed annoncekroner og valgbarhed. Socialdemokraterne har for længe siden regnet den ud. Og nu går de all in. DF-Style.

Man identificerer et problem. Så skal der pustes op, og siden skal der lovgives. Vel at mærke i et land, hvor det vrimler med love for snart sagt alt. Intet skal kunne overlades til befolkningen selv at finde ud af.

Læs også: S vil forbyde bederum på uddannelsessteder

Det er politikere og medier meget ofte enige om. Hvorfor politikere også hele tiden bliver spurgt af journalister, om ikke der "skal handling til". Motivet bag dette spørgsmål er som oftest blot at få fyldt de uendelige flader samt sikre hurtig udskiftning på ens site. Hvis en bebudet handling er rigtig vild, kan den endda blive viral! Så vinder både politikere og medier, mens vi andre bliver efterladt med dårlige følelser og virkelighedens virkelige problemer.

I denne uge gælder det så bederum. Burkaerne har fået sig et velfortjent hvil fra spotligthet, men nogen på et ikke specificeret antal gymnasier er blevet tvunget til at bede af nogle andre. Og det er også for galt, så nu må Folketinget træde til.

For havde bederummet ikke været der, så var der slet ikke mulighed for den slags social kontrol. Lidt ligesom hvis man forbyder handicapparkeringspladser for at undgå handicap, eller frækt undertøj for at undgå utroskab. Eller hvad med at forbyde gymnasier for at undgå dødsensfarlig druk?

Det er selvfølgelig forfærdeligt for den enkelte at blive udsat for social kontrol. Uanset kulturen bag. Om det er piger, der bliver tvunget til tørklæde og dydighed, eller drenge, der bliver tvunget til at bunde 10 genstande på 10 minutter for at blive socialt accepteret.

Jeg går i den grad ind for individuel frihed, faktisk så meget, at jeg også under andre mennesker deres frihed.

Derfor kan jeg ikke undlade at føle en vis irritation over, at vores folkevalgte igen vil til at forbyde sig ud af eventuelle problemer. Som om social kontrol ville stoppe, fordi man blander sig i rumfordelingen af et gymnasium!

Den type social kontrol, som børn af flygtninge og indvandrere bliver udsat for, er en naturlig del af en langvarig integrationsproces. En integration er personlig, den kan ikke fremtvinges, men kun fremelskes. Og det er her politikerne i Danmark kommer til kort.

Alt for mange medlemmer af Folketinget har vænnet sig til at piske sig frem på det her område. På trods af, at de lever i en tid, hvor vi andre har lært det modsatte. Børn bliver ikke bedre mennesker af at blive skældt ud og straffet, ligesom ledere ikke kommer ret langt ved at sparke deres medarbejdere til produktivitet. Alligevel har politikere en forventning om, at man kan forbyde og straffe sig ud af alle menneskers udfordringer.

Når det handler om integration, kæmper børn af indvandrere med at balancere mellem to verdener. De lytter naturligt nok meget til deres familier, for det er trods alt her, de er elsket og beskyttet. Springet i frigørelsesprocessen gøres kun større, hvis det omkringliggende samfund vedvarende møder disse børns familier med hån, spot og mistillid.

Hvis man omvendt udviser tålmodighed og tolerance, mindskes mistilliden, og de unge kan springe lettere ud som de blandingsidentiteter, de er. Ganske langsomt, over en generation eller to, vil man føle sig mere dansk, og en dag er man måske helt assimileret. Det har jeg personlige erfaringer med.

Jeg har også personlig erfaring med at være forælder i Danmark, og her har jeg ingen problemer med at forstå de forældre fra for eksempels afholdskulturer, der er skræmt over at skulle sende deres børn i et dansk gymnasium, hvor overdreven druk er så fremherskende og fører alverdens ulykker med sig. Så gerne vælge et sted med bederum, for så er der da lidt håb om, at løjerne forbliver på afstand. Dem om det. Det er deres valg.

Som forælder har jeg i flere uger været martret af en tragedie i mit eget lokalområde. En 17-årig dreng var plakatstiv gået ud i skjorteærmer og fundet død dagen efter. En syg drukkultur havde kostet et menneskeliv - og ingen politikere så anledning til at stramme op på noget som helst. Her blev det naturligt nok efterladt til forældre og gymnasier at regulere de unge, så de ikke er til fare for sig selv.

Hvad har det med bederum at gøre? Hvis du ikke allerede har forbundet tanken, så skal jeg forklare dig det.

Socialdemokraterne mener seriøst, at man skal overveje lovgivning omkring bederum. Rum, hvor unge mennesker går ind for at finde ro og bede til deres gud. Det ser for eksempel Mathias Tesfaye (S) en fare ved.

Som kristen kan jeg vælge at skraldgrine af denne religionsforskrækkelse. Som om det var under bøn, at folk blev radikaliseret og valgte at slå andre ihjel. Jeg laver jo ikke en Breivik, alene fordi jeg har for vane at sige et Fadervor fra tid til anden. Således bliver muslimer eller jøder eller buddhister heller ikke fanatikere af at bede rettet mod Mekka eller med kalot, eller via meditation.

Til gengæld er det påvist, at alkohol er dræbende. Det er almindeligt, at unge mennesker bliver presset af deres jævnaldrende til overdreven druk eller stoffer. Og der er børn, som dør af det. Fem procent af alle dødsfald i Danmark skyldes alkohol.

Det svarer til 3.000 dødsfald årligt - omtrent et 9/11 om året. Det er et virkeligt problem.

Men det er så bederummene, der skal forbydes?

.......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

 

 

Forrige artikel Bertel Haarder: Til kamp mod akademikersnobberiet Bertel Haarder: Til kamp mod akademikersnobberiet Næste artikel Cordua: Slagteren fra Herning spidder Projekt Løkke Cordua: Slagteren fra Herning spidder Projekt Løkke