Paula Larrain: Se på os! Vi elsker at stramme den

KLUMME: Danmark gør sig bemærket i udenlandske medier i disse år, men ikke for det gode. Vi er blevet det nye foregangsland på vej nedad. Er vi ikke længere et humanistisk land?

Når en dansk, tidligere profileret politiker siger om den franske præsident, at han ikke ville stemme på den “lille, pæne bøssedreng”, så rammer det udenlandske overskrifter. Naturligvis.

Ikke fordi nogen har sendt en pressemeddelelse eller lavet en kampagne a la den fra Muhammedkrisen, men fordi vi er kommet i søgelyset blandt udenlandske journalister. Og det er ikke for det gode.

Tværtimod bygger alle disse historier på konfliktkriteriet og på den grundlæggende præmis om, at Danmark ikke er, hvad det har været. En klassisk på trods-historie.

Danmark var engang et humanistisk, internationaltsindet foregangsland, der var god ved alle slags mennesker. Det er slut nu. Og derfor bliver Danmark til en historie.

Man kan føle, at Danmark bliver unfair behandlet, men spørger man det mindretal, der stadig mere grædende og pibende prøver at holde fast i det gamle, mere flippede og tolerante Danmark, er billedet korrekt gengivet.

Det her er nu landet, hvor man vil konfiskere smykker fra flygtninge, der allerede har mistet alt andet, hvor man laver dubiøse aftaler med “embedsmænd” i fejlslåede stater for at sende selv børn og syge tilbage til en usikker skæbne, hvor man lukker kommissioner, der skal få sandheden om en ulovlig krig på bordet, og hvor en nestor fra regeringens støtteparti kalder en nyvalgt, fransk præsident for “lille, pæne bøssedreng”.

Historierne bevæger sig mest på overfladen. Ganske som når vi selv skriver om andre lande, vi ikke kender til bunds. Men de udenlandske journalister har dog fat i kernen. Der er noget, ikke nødvendigvis råddent, men i gære, som stikker af i forhold til Danmarks gamle image.

Der har været et stort skifte, og det har bredt sig fra den yderste højrefløj ind til midten af dansk politik og selv ind i SF. Det er sket over flere år, men alligevel ret hurtigt. Og det er blevet bemærket udefra.

Og her spiller Søren Krarup ikke kun en birolle som Debattens klovn, der siger frække ting, men en ideologisk nøglerolle i forhold til den politiske udvikling i hele Danmark.

Det er mange år siden, at netop pastor Søren Krarup gennem Tidehverv gjorde den moderne humanisme til kristendommens modsætning. Han er en af de få danske politikere, der i årevis har erklæret sig selv anti-humanistisk og kaldt menneskerettighederne for djævelens værk. I hans egne ord: “Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord,” skrev Krarup i Tidehverv, 2000, 74. årgang, side 22.

I det lys skal man også se hans syn på homoseksuelle, der i hans øjne er “handicappede”. Ikke alle præster er enige med ham. Tværtimod lever den humanistiske kristendom i bedste velgående i den danske folkekirke. Vist har man gennem historien diskuteret modsætningen mellem kristendom og humanisme, men den definition, humanismen hyppigst bliver anvendt i herhjemme, ligger i slægt med Jesu bud om at elske sin næste - og sin fjende. Altså er den danske humanisme tæt beslægtet med næstekærligheden i kristendommen.

I ovenstående citat bruger Krarup sin udgave af kristendommen til at definere en politik, der er imod den verdslige, internationale aftale om menneskerettigheder.
Og man kan sige, at han er lykkedes ret godt med sin mission. I dag står han langt fra alene med synspunktet, omend nyere tilhængere af hans og DF’s mission ikke henviser til hverken Gud eller Djævelen, men blot til mammon.

DF’s politik er blevet så mainstream, at flere andre partier har taget deres mærkesag til sig. I dag konkurrerer Socialdemokratiet og Venstre med DF om at være mest strammerivrig i forhold til udlændingene.

Det har krævet et skifte i fortællingen om indvandrere. Fra at blive opfattet som mennesker med rettigheder og potentiale til at blive opfattet som problemer, hvis rettigheder bør stækkes i forhold til almenbefolkningen.

Socialdemokrater er også aktivt begyndt at tage afstand fra menneskerettighedernes universelle karakter, fordi den er upraktisk i forhold til velfærdsstaten. For at beskytte etniske danskere og deres velfærdsgoder vil man give afkald på den universelle ligestilling mellem mennesker.

I udlandet bliver Dansk Folkeparti benævnt som højrepopulister. Hvad skal man i dag så kalde Socialdemokratiet? Hvis DF og S har samme forhold til humanismen i dag, og flertallet sammen med Venstre er enige om, at menneskerettigheder kun skal gælde nogle og ikke alle, er Danmark så overhovedet humanistisk længere?

I hvert fald giver den klassiske højre- og venstreopdeling ikke længere mening i forhold til danske partier. Her er ikke længere tale om rød eller blå.

Bare sort. 

--
Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Søren J. Damm: Regningen, der gav mig lyst til at omstyrte staten Søren J. Damm: Regningen, der gav mig lyst til at omstyrte staten Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Sæt en smiley på alle landets udlejningsejendomme Flemming Chr. Nielsen: Sæt en smiley på alle landets udlejningsejendomme
Myndigheder overvejer massetest af danskerne 

Myndigheder overvejer massetest af danskerne 

TEST: Regeringen og myndighederne overvejer en langt bredere testning af befolkningen – også testning af borgere, der ikke føler sig syge. En testning, der både skal skabe mere tryghed, men også sikre en hurtigere genoplukning af samfundet.