Paula Larrain: Skal vi virkelig tilbage til den stærkes ret?

Hvis jeg hævder, at vi hidtil og siden Anden Verdenskrig har haft en verdensorden, der tilgodeser den lille og beskytter denne mod den store, vil du både kunne nikke genkendende og skraldgrine.

I virkelighedens verden ved vi godt, at der stadig findes massiv undertrykkelse af de små, og at de rige lande med magt og vælde har fastholdt deres position i forhold til de mindre bemidlede, for eksempel Afrika, som ikke har nydt særlig godt af en handelsorden, der er påstået liberal, men bestemt ikke er det fuldt ud.

Men når man ser bort fra disse åbenlyse uretfærdigheder, har vi i det store hele haft en intention om at undgå en verden, hvor den stærkestes magt udelukkende skal styre verdens gang. Deraf FN og andre institutioner.

Vi har accepteret, at USA til tider har misbrugt sin de facto førende position – i Mellemøsten og i Latinamerika – fordi vi trods alt stadig skulle det samme sted hen, og fordi USA var garanten for vores egen sikkerhed i Europa.

Logikken svarer til den, man finder i en hvilken som helst high school, hvor Trump er muskelmanden med hang til at mobbe de små, one of the jocks, og Trudeau er den pæne, intellektuelle med de høje karakterer på vej mod et scholarship i Ivy League.

Paula Larrain

Den garanti ser nu ud til at vakle. Umiddelbart kan du måske ikke lige se det ud fra weekendens opsigtsvækkende opførsel fra Donald Trumps side.

Han kom senere end de andre til G7-møde og tog afsted tidligere efter mere eller mindre anstrengte samtaler. Undervejs derfra i Air Force One blev han gjort bekendt med den canadiske premierministers udlægning af mødet, hvorefter han straks via Twitter sendte en byge af fornærmelser ud til USA’s nærmeste allierede og nægtede at tiltræde den aftale, som kom ud af mødet.

Lande, der handler sammen går ikke i krig med hinanden. Gensidige økonomiske interesser er, hvad der har holdt os i fred. 

Paula Larrain

Heldigvis har premierminister Justin Trudeau reageret overbærende. Formentlig fordi han heller ikke har andet valg. Opbakningen fra de øvrige lande har været nok til, at han ikke behøver at sige mere.

Da vi jo ved, at Trumps fornemmelser er styrende for hans handlinger, kan vi godt gætte på, at hans fornemmelse her var, at det er ganske gratis at slå på den pæne dreng i klassen. Canada er en stærk magt, men ikke så stærk som USA. Og derfor føler præsidenten, at han kan tillade sig at gå over stregen og endda lyve om de to landes indbyrdes handelsbalance.

Logikken svarer til den, man finder i en hvilken som helst high school, hvor Trump er muskelmanden med hang til at mobbe de små, 'one of the jocks', og Trudeau er den pæne, intellektuelle med de høje karakterer på vej mod et scholarship i Ivy League. En fornærmelse fører ikke til åben krig. Men alle tænker deres, og det er: I sidste ende kan en jock altid banke klassens dengse på plads.

Hvad fører det så til i udenrigspolitikken? Mistillid som minimum. Distance? I tilfældet med G7 kan man måske hævde, at det ikke lige gør noget, at den rigeste blandt de rigeste fornærmer en fra klubben. Men hvad betyder det i de klubber, der virkeligt tæller, som for eksempel Nato?

Ja, foreløbig har Trump udvidet sin anklage mod europæerne ved at koble sin utilfredshed fra G7 til, hvor lidt europæerne bidrager økonomisk til den hårde sikkerhed. Hvilket han dybest set har ret i.

Som noget ganske usædvanligt fik G7-mødet Angela Merkel til at gå på tysk tv søndag aften for at understrege, at der er brug for at drage konsekvenser:

”Første loyalitet vil stadig være med ens eget land. Men vores næste loyalitet bør nødvendigvis være med Europa og vores europæiske partnere, og det gælder også i udenrigspolitikken.”

Klar tale fra Merkel. USA regner hun ikke med som tætteste partner. Nu gælder det Europa frem for det transatlantiske.

Hvad kommer det til at betyde for Europas forhold til Rusland? Hvad kommer det til at betyde for dansk sikkerhedspolitik og vores tradition for at fokusere på det transatlantiske i den forbindelse frem for det europæiske?

Handel er sikkerhed. Det har vi lært gennem verdenshistorien. Lande, der handler sammen, går ikke i krig med hinanden. Gensidige økonomiske interesser er, hvad der har holdt os i fred. Det europæiske samarbejde er bygget op omkring denne logik.

Og det er ikke kun Hitler, der viste os vejen. I det her tilfælde kan vi lige så godt trække Kejser Wilhelm-kortet. Eller Djengis Khan-kortet. Eller Julius Cæsar-kortet. I en verdensorden, hvor vi tillader den stærkestes ret, har små lande som Danmark kun én mulighed, nemlig at makke ret. Eller at søge beskyttelse hos nærmeste store naboer.

Det gælder for den fysisk svagere dreng i high school, og det gælder for små nationer over for store nationer. Danmarks bedste interesse er derfor at bidrage til en verden, hvor den stærke hjælper den svage, og hvor de små står sammen.

Man skal ikke tro, at vores velstand er automatisk forbundet til vores geopolitiske position eller befolkningens blåøjede kristenhed. Den er bundet til den frie handel og den liberale verdensorden, vi har været en del af. Uden den er vi blot en småstat, der kun kan noget i kraft af vores samarbejde med andre.

Det skal man tænke over i både stort som småt. Vi har kun en interesse i at kæmpe for menneskers og staters ligeværd. Og det gælder nu også i den hårde sikkerhed. Samarbejdet i EU har gjort os rigere og tryggere på den bløde sikkerhed.

Men er vi dér nu, hvor vi skal tænke i udenrigspolitik og forsvarspolitik sammen med resten af Europa?

Er det med andre ord på tide at fjerne forbeholdene?

-------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.