Paula Larrain: Støjberg giver den som Orban og Erdogan

I Europarådet er man bekymret over Danmarks udvikling i forhold til racisme og diskrimination. Forleden udgav rådets racismekomite, ECRI, sin femte landerapport om Danmark, og den rummer 24 henstillinger om at stramme op for at bremse racismens udvikling.

Især går bekymringen på manglende beskyttelse i straffeloven mod diskrimination, og så beder ECRI direkte Danmark om at ændre sine familiesammenføringsregler og genoverveje integrationsydelsen.

Begge sæt regler gør det sværere for flygtninge at integrere sig og undgå diskrimination, mener komiteen.

I samme forbindelse har Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, beklaget Danmarks udvikling. Han frygter konkret, at børn kan blive adskilt fra deres forældre permanent, når nu de skal vente op til tre år med at blive familiesammenført til Danmark.

Heldigvis har vi her, tænker du, et kontrolsystem, der skal holde flertallet på måtten. Men det er altså samme kontrolsystem, der ligger over Ungarn og Tyrkiet.

Mest opmærksomhed har appellen om at droppe den famøse smykkelov fået. Her beder ECRI slet og ret Danmark om at droppe denne praksis, da den ikke har nogen økonomisk betydning for staten, men til gengæld kan give flygtninge en skidt start på livet i deres nye land.

Regeringens reaktion på rapporten minder om, hvad Ungarns Orbán eller Tyrkiets Erdogan kunne finde på at sige:

Man kan godt få den mistanke, at regeringen spekulerer dels i opdagelsesrisikoen eller blot i procesrisikoen.

Paula Larrain

"Vi kommer ikke til at ændre så meget som et komma," proklamerede udlændingeminister Inger Støjberg (V) og tilføjede, at hun var "lodret uenig" i komiteens budskab. Sådan. Bang.

Det må vække nogen forundring i Europarådet, at regeringen ikke blot tager kritikken til efterretning. Danmark er en af de stolte stiftere bag organisationen og anerkender derfor, skulle man tro, komiteerne under og deres autoritet.

Europarådet er ikke en del af EU, men er det råd, der står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), der igen danner grundlaget for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Reglerne herunder er vi som medunderskrivere underlagt. Det vil sige, at EMRK har forrang i forhold til danske love.  

Når en komite under Europarådet kommer med "henstillinger" af den nævnte type, er der god grund til at antage, at ikke alle de nye stramninger, som Støjberg spiser kage til, vil kunne passere direkte igennem EMD. Det er populært sagt et vink med en vognstang.

Derfor burde regeringen som minimum tage rapporten alvorligt. Om ikke andet så for at undgå det morads, der er skabt, efter at EMD fandt 26-årsreglen diskriminerende.

Når juristerne i Støjbergs ministerier forbereder en ny lov sker det med en klar politisk dagsorden bag. Derfor er de ikke nødvendigvis gyldige i forhold til EMRK, selvom man godt kan have gjort sig en overvejelse om, hvor menneskerettighedsskoen eventuelt kan komme til at blive for lille.

Man kan godt få den mistanke, at regeringen spekulerer dels i opdagelsesrisikoen eller blot i procesrisikoen. Når formålet primært er at stramme mest muligt, er det næppe mindretalsrettigheder, man har forrest i tankerne.

Et sundt demokrati kendetegnes ellers ved samfundets evne til at beskytte mindretal. Hvis demokrati blot var et flertalsvælde, ville det være ingen sag for et flertal at tromle over alle mindretal og dem, der er uenige. Det er, hvad der sker lige nu i Ungarn og i Tyrkiet.

Der er valghandlinger, men mindretallet undertrykkes, og de uenige holdes ude i strakt arm.

Heldigvis har vi her, tænker du, et kontrolsystem, der skal holde flertallet på måtten. Men det er altså samme kontrolsystem, der ligger over Ungarn og Tyrkiet, og hvad sker der, når kontrolsystemet ikke bare er tungt og langsomt, men direkte bliver undermineret i den første spæde proces?

Det tager måske flere år for en flygtningefamilie at føre en sag mod den danske stat om ulovlig forskelsbehandling, og hvor mange af dem har lige overskud eller mod på det?

Procesrisikoen er dermed ret lille, opdagelsesrisikoen endnu mindre, da pressens kontrolfunktion ser ud til at være sat ud af kraft, så længe mindretalsrettigheder ikke genererer klik.

Hvis ikke det danske demokrati skal udvikle sig til et flertalstyranni, skal man have hurtigt virkende instanser, der beskytter individer og mindretal. Eller endnu bedre, lettere og billigere: Et flertal, der kærer sig om mindretallets rettigheder.

Sjovt nok er der altid opmærksomhed omkring ethvert tiltag til begrænsning af ytringsfriheden eller kønsopdelt svømning.

Men når det kommer til udsatte, fremmede børns menneskerettigheder, er reaktionen kold. Iskold.

.......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.