Paula Larrain: Tanker om corona og om, hvorfor tvivl er en nådegave

Det kræver is i maven. Og vi kan have den på skift. Vores ledere har brug for den, at finde den, når der skal træffes beslutninger. De skal tvivle, lytte, tænke og fejle uden at gå i panik. Det kræver is i maven. De kommer til at blive trætte og pressede. Når de kommer hjem, håber jeg, at de får plads til at løsne ventilen og råbe ind i en pude.

Vores læger og sygeplejersker praktiserer det hele tiden. De ser de mest grufulde ting til hverdag og identificerer sig direkte med desperate læger i Italien og Spanien. De skal operere og handle, samtidigt med at de skal udvise empati, men blive i deres egne følelser.

Det er en sindssygt krævende disciplin, og under normale omstændigheder er der tid til supervision for at kunne holde til det i årevis. Det er der næppe tid til lige nu. Eller i de kommende uger. Måske måneder. Deres ventiler vil åbne og lukke mere vilkårligt, og jeg beder til, at de har gode mennesker omkring sig, der kan tage imod, når det sker.

Hvad gør vi andre, der sidder hjemme og venter på, at stormen skal rase færdig?

Mange vil bare have, at vi skal forholde os i ro. Ikke gå ud, holde mund og kun sende hjerteemojis.

Men det er faktisk det samme som at efterlade både ledere og sundhedspersonalet helt alene. Helt alene om det ansvar at komme helskindet igennem denne krise ikke bare som individer, men som samfund.

Vi skal netop ikke forlade vores politiske ledere og lade dem være helt alene om beslutningerne. De handler, vi reagerer, de handler igen, vi siger til og fra. På den måde mærker de, hvor vi er og de har nogen at spille bold med.

Vi er et samfund – ikke blot lederne og de ledede – og i en tid, hvor selv eksperterne er dybt uenige om, hvad der er bedst at gøre, er der brug for at tænke og tale mere sammen end nogensinde før. Det er hverken farligt eller forkert.

Magnus Heunicke viste forbilledligt, hvordan han både er et menneske og en del af vores fælles samtale. Han tvivlede, lyttede, handlede og meddelte sig. Hav barmhjertighed med hans situation, for kan et menneske gøre mere end det?

Jeg vil hellere have ledere, der tvivler, lytter, tænker og laver en kovending, end jeg vil have ledere, der stædigt holder fast i samme linje uanset reaktioner. Ingen ved, hvor vi havner. Ingen ved, om Sverige havde mere ret end Danmark, ingen ved, hvad næste skridt skal være.

Men når tvivles, tænkes der og der lyttes.

Det mest betryggende ved denne situation er mennesket selv. Lige nu arbejder hele verdens eksperter på at finde løsninger. Ikke blot epidemiologer, eller virologer, eller patologer. Men biologer, mikrobiologer, matematikere, farmakologer, logistikere, økonomer. For blot at nævne dem jeg lige kan komme i tanke om.

Med så mange hjerner i gang kan det kun ende godt. De arbejder med is i maven, for deres kroppe er akkurat lige så skrøbelige som alle andres, men de bruger deres fornuft og det er netop denne fornuft, der skal få os igennem.

Ikke frygt, ikke panik, ikke vrede og splid. Det fører kun til autoritære løsninger.

Vi skal være modige, åbne, tvivlende, lyttende, kærlige og ikke mindst barmhjertige over for hinanden.

Glem åndssvage diskussioner om offentligt og privatansatte, røde og blå, rige og fattige. De kan vente til senere. Vi er fælles om det grundlæggende, og vi er afhængige af hinanden. Jo flere der råber op i konstruktiv ånd, jo bedre. Det er nu, vi skal tænke og lære. Ikke kun føle og frygte.

-----

Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.