Pelle Dragsted: Er Socialdemokratiet ved at løbe fra sine klimaløfter?

I de seneste uger har først Mette Frederiksen (S) og siden flere topministre været ude med opsigtsvækkende udtalelser om de danske klimamål og vejen til at nå dem. En ambitiøs klimapolitik vil ifølge regeringen være dyr, og derfor koste i velfærden og ramme socialt skævt. Derfor skal vi i stedet sætte vores lid til fremtidens tekniske løsninger.

Til sammen tegner udtalelserne et billede af en regering, der er ved at løbe fra sine løfter. Det er stærkt bekymrende – ikke mindst fordi regeringens spin-kampagne bygger på myter og falske modsætninger. Lad os tage dem én af gangen.

Myte 1: Teknologi er bedre end afgifter
I en meget omtalt tale på Dansk Erhvervs årsmøde udtalte Mette Frederiksen, at vi kun kan nå klimamålene, "hvis vi tør tro på, at teknologien er med til at finde svarene for os. Gør vi ikke det, bliver det kun højere afgifter. Og det er ikke svaret. Det er ikke svaret i dag, og det er ikke svaret om fem år eller om ti år. Det er ny teknologi, og det er innovation."

Mette Frederiksen stiller altså en modsætning op mellem afgifter på den ene side og teknologi på den anden. Men enhver med økonomisk indsigt ved, at det er en falsk modsætning, fordi netop afgifter er helt afgørende for at drive de teknologiske løsninger frem.

Lad mig give et eksempel: Per Hansen har en stor virksomhed, der udleder betydelige mængder CO2. Det er helt gratis for ham. Men når det er gratis at udlede, hvorfor skulle han så investere i teknologi, der kan nedbringe virksomhedens udledninger – for eksempel ved at opfange klimagasserne, før de ryger op af skorstenen? En afgift på CO2 ville omvendt med et slag gøre det til en god forretning for ham at investere i at nedbringe sine udledninger.

Netop denne incitamentsmekanisme er også baggrunden for, at alle økonomer – på tværs af sædvanlige skel – er tilhængere af en afgift på CO2, der tvinger virksomhederne til selv at betale for deres udledninger og dermed giver dem et stærkt økonomisk incitament til at investere i grønne teknologier.

Afgifter står ikke i modsætning til teknologi. Afgifter er forudsætningen for at skabe et marked for udvikling og salg af nye teknologier.

Hvis regeringen vil fastholde støttepartiernes tillid gennem valgperioden, så skal aftalen om at levere på klimamålet selvfølgelig honoreres.

Pelle Dragsted

Selvfølgelig skal afgifter indfases på en måde, der gør det muligt for virksomhederne at nå at investere i de grønne løsninger, ligesom stærkt konkurrenceudsatte virksomheder kan få et bundfradrag, som blandt andet Kraka og Klimarådet har foreslået. Men at stille en generel modsætning op mellem teknologi og afgifter er simpelthen i modstrid med alt, hvad vi ved om økonomiske incitamenters rolle for den teknologiske udvikling.

Myte 2: Ambitiøse klimamål vil ramme dem med lave indkomster
Mette Frederiksens tale var desværre ikke en enlig svale. Blot et par dage efter var det klimaminister Dan Jørgensen (S), der i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advarede mod, at en alt for ambitiøs klimapolitik ville koste arbejdspladser og skabe ulighed – og igen slog til lyd for at sætte sin lid til teknologiske fix.  

"Vi skal gøre produktionen af koteletten grøn frem for at lægge så store afgifter på koteletten, at hr. og fru Jensen ikke har råd til at købe den."

Men igen er der tale om falske modsætninger. For det at øge afgifterne på klimaskadelige varer, behøver på ingen måde at øge uligheden eller ramme dem med lave indtægter. Som Enhedslisten viste i sin klimaplan, så kommer det fuldstændig an på, hvordan man anvender provenuet fra afgifterne. 

Recepten er faktisk ret enkel. På den ene side indføres høje afgifter på klimabelastende varer, som for eksempel benzin og diesel. Men samtidig sørger man for, at provenuet fra afgifterne føres krone for krone tilbage i lommerne på lav- og mellemindkomstgrupperne. På den måde skabes et stærkt incitament til at ændre sin adfærd. Men bor man på landet og er nødt til at køre videre i sin brugte diesel-hakker, så får man ikke forringet sin købekraft. Afgifter behøver ikke at ramme skævt.

Når det gælder påstanden om, at en ambitiøs grøn omstilling vil koste job i eksempelvis industrien, er Dan Jørgensen også på vildspor. Ingeniørforeningen IDA har i en analyse vist, at en målrettet klimaomstilling vil skabe næsten en halv million nye jobs de næste ti år. 128.000 i industrien og 181.000 i bygge og anlægsbranchen.

Myte 3: Det bliver for dyrt og koster på velfærden
Det sidste skud i regeringens spin-offensiv kom fra finansminister Nikolaj Wammen (S). I Berlingske advarede han om, at forslag om for eksempel en hurtig omstilling af transportsektoren ville blive alt for dyr og koste på velfærden: "Bruger vi pengene ufornuftigt, vil vi mangle dem på andre områder – bl.a. når det kommer til velfærd og erhvervsliv", lød det. 

Denne modstilling mellem investeringer i den grønne omstilling og driften og udviklingen af vores velfærd er imidlertid et selvskabt problem, der skyldes en ekstremt ortodoks tilgang til, hvordan den grønne omstilling kan og skal finansiere. Når finansministeren sætter klima op mod velfærd, bygger det nemlig på det udgangspunkt, at den grønne omstilling skal betales af det økonomiske råderum og indregnes i den såkaldt strukturelle saldo. Det er altså i denne forståelse samme pengekasse, som pengene skal tages fra. 

Men sådan behøver det ikke at være. En betydelig del af udgifterne til den grønne omstilling er éngangsudgifter, og som vi så med corona-hjælpepakkerne i foråret, tillader EU's økonomiske regler faktisk, at exceptionelle éngangsudgifter afholdes uden for den strukturelle saldo. 

Regeringen kunne for eksempel gøre, som Holland har gjort og oprette en klimafond på 750 milliarder kroner, finansieret af særligt udstedte grønne statsobligationer, som kunne finansiere en betydelig del af udgifterne til omstillingen.

Når det eksempelvis gælder udtagning af landbrugsjord, som i sig selv kan reducere udledninger med flere millioner tons CO2, har tidligere klimarådsformand Peter Birch Sørensen peget på, at statslige jordopkøb ikke bør ses om en offentlig udgift, idet man jo får et aktiv, der svarer til den gæld, man optager. 

Der er ingen som helst grund til, at de éngangsudgifter, der over de kommende ti år skal finansiere den grønne omstilling, skal koste på de varige driftsudgifter til velfærden. Der er rum både i EU-reglerne og i den danske økonomi til at finansiere klimaomstillingen ved hjælp af låntagning, som vi kan afdrage over en længere årrække.

Det er stærkt problematisk, at regeringen spreder misinformation. Ikke mindst, fordi de med deres myter og falske modsætninger mellem klima, velfærd og social retfærdighed risikerer at undergrave den folkelige opbakning til den grønne omstilling.

Men det er ikke kun den folkelige opbakning, som regeringen risikerer at undergrave. Det er også deres eget regeringsprojekt. For hvis regeringen vil fastholde støttepartiernes tillid gennem valgperioden, så skal aftalen om at levere på klimamålet selvfølgelig honoreres, som Pernille Skipper senest har gentaget. 

Regeringen skal med andre ord tænke sig godt om,  før den fortsætter med at undergrave opbakningen til den ambitiøse omstilling, som den selv har forpligtet sig på, og som dens magt i sidste ende hviler på.   

-----

Pelle Dragsted (født 1975) er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og før det presseansvarlig og politisk rådgiver, også i Enhedslisten. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.