Pelle Dragsted: Lejerne taber, Blackstone vinder, og Radikale bærer ansvaret

KOMMENTAR: Radikale svigter den aftale, de indgik med de andre partier bag det såkaldte forståelsespapir, hvor det fremgår, at der skal gøres op med "udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger", skriver Pelle Dragsted.

Champagnepropperne er nok sprunget ude i Nordhavn, hvor Blackstone (nu Kereby) holder til, ved nyheden om, at forhandlingerne om et spekulant-indgreb var brudt sammen. Det betyder, at de sammen med andre ejendomsinvestorer kan fortsætte med deres gyldne forrentningsmodel.

Taberne er lejerne, der ikke får den tryghed, som de ønskede. Men først og fremmest er taberne alle os, som ønsker, at København (og andre store byer) fortsat skal være blandede og mangfoldige og ikke ende som mange europæiske og amerikanske storbyer, hvor mennesker med almindelige indkomster presses ud af stigende huslejer.

Højrefløjen, som i det her tilfælde omfatter Radikale, forhandler nu om en aftale uden om regeringen. Den indeholder nogle mindre forbedringer for lejerne. Men den vil ikke på nogen måde løse det problem, som var grundlaget for forhandlingerne: nemlig at sikre, at der også i fremtiden skal være private lejeboliger, som sosu'en eller butiksassistenten kan betale for.

Blackstone og andre investorer vil nu kunne fortsætte med at gennemføre de såkaldte paragraf 5.2-renoveringer og herefter sætte huslejen op til det dobbelte – ja, i nogle tilfælde til det tredobbelte.

Ifølge boligøkonom Curt Liliegreen vil det betyde, at spekulanterne om mellem 10 og 20 år vil have støvsuget København for billige lejeboliger. Der vil ganske enkelt ikke være flere. Det vil gøre København mere opdelt og mindre mangfoldig.

Ansvaret for den udvikling er nem at placere. Den ligger i første omgang hos Radikale, som svigter den aftale, de indgik med de andre partier, da man forhandlede det såkaldte forståelsespapir. Her fremgår det, at der skal gøres op med "udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger".

Boligministeren havde allerede sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet bøjet sig langt mod Radikale – herunder opgivet hovedkravet om en fuld afskaffelse af den berygtede paragraf 5.2. Men Radikale ville ikke være med til nogen form for virksomme løsninger, og derfor måtte ministeren til sidst erkende, at forhandlingerne var brudt sammen.

Men også Dansk Folkeparti bør have røde ører. I foråret gik den daværende boligordfører i offensiven og krævede et straks-indgreb mod Blackstone. Siden har DF fået en ny boligordfører og tilsyneladende også en ny politik end den, de før valget havde stillet vælgerne og specifikt lejerne i udsigt.

Hvis man skal se én positiv ting ved dette triste forløb, så er det, at boligpolitikken er kommet tilbage som et højpolitisk felt. I mange år har boligområdet været underprioriteret. Et af de "billige" ordførerskaber i partierne, som der ikke var stor konkurrence om. Når det gælder boligejernes vilkår, er bølgerne fra tid til anden gået højt. Men lejerne – dem har stort set ingen partier taget alvorligt.

Blackstones indtog og de mange groteske historier fra skræmte lejere har sammen med en ny og offensiv boligminister fået boligpolitikken og lejernes vilkår tilbage på dagsordenen. Og her bør den blive. For boligen er noget af det vigtigste. Både for os hver især og for udviklingen i vores byer.

Det sidste ord er næppe sagt i slaget mod Blackstone og co. Men lige så vigtigt kan der, hvis der er politisk vilje, sættes gang i en ny bølge af alment boligbyggeri, som kan kompensere for de billige lejeboliger, som nu vil forsvinde, og som kan sikre billige lejeboliger "både i Bredgade og på Strandvejen", som boligminister Kaare Dybvad (S) skrev på Twitter forleden. Men det kræver også, at lejerne selv kommer i offensiven.

Lejerne har en god sag. De udgør en betydelig befolkningsgruppe – omkring hver femte dansker bor i privat lejebolig. De har uden tvivl et flertal af danskerne bag sig, når det for eksempel gælder kampen mod kapitalfondene. Og lige nu har de en minister, som er på deres side.

Men lejerne og deres organisation er desværre alt for svage i forhold til det presse- og lobbyarbejde, som desværre er en uomgængelig del af effektiv interessevaretagelse. De har for få ressourcer og er desværre splittet i flere organisationer på grund af gamle stridigheder.

Den største – Lejernes Landsorgansation – gør et godt stykke arbejde i forhold til rådgivning og har dygtige medarbejdere. Men de mangler muskler, når det gælder kampen om offentlighed og politikere.

I de seneste måneder har kapitalfonde, pensionskassser og ejendomsbranchen gennemført en effektiv skræmmekampagne, som i høj grad er medvirkende til, at forhandlingerne endte uden resultat.

Så min opfordring til alle de lejere, der bor i privat udlejningsbyggeri: Meld jer ind i Lejernes Landsorganisation. Bliv aktive. Gør op med de interne stridigheder organisationerne imellem.

Øg kontingentet, så organisationen kan mande (M/K) op og blive en lige så stærk stemme som ejendomsbranchen og kapitalfondene. Vi har måske tabt et slag. Men vi kan godt vinde krigen.

-----

Pelle Dragsted (f. 1975) er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og før det presseansvarlig og politisk rådgiver, også i Enhedslisten. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel David Trads: Kampen mod Kina er vor tids frihedskamp David Trads: Kampen mod Kina er vor tids frihedskamp Næste artikel Johanne Dalgaard: Kinas reaktion på avistegning er mere strategi end sårede følelser Johanne Dalgaard: Kinas reaktion på avistegning er mere strategi end sårede følelser
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.