Pernille Vermund: Velfærdsydelser skal kun være for danske statsborgere

Af Pernille Vermund
Formand, Nye Borgerlige

Regeringen foreslår at indføre og skærpe optjeningsprincipperne til sociale ydelser.

Forslaget er rettet mod udlændinge, som ifølge regeringen ikke skal have fuld adgang til det danske generøse velfærdssystem fra første dag, de ankommer til landet.

Det er sympatisk, at regeringen er opmærksom på det indlysende urimelige i, at udlændinge, som ikke er en del af det danske samfund, blot ved at krydse grænsen i Kruså bliver omfattet af alle de velfærdsordninger, som danskere har valgt at betale til og give til hinanden.

Men som i andre spørgsmål, der omhandler udlændingepolitikken, kan regeringen heller ikke her tage sig sammen og gøre det rigtige og nødvendige fuldt ud.

Udlandsdanskerne bliver omfattet af skærpede regler. Flygtninge bliver ikke. EU-borgere og nordiske statsborgere har særlige rettigheder. Konventioner og fremmede systemer, der støder sammen med vores, gør regeringens forslag til noget misk-mask, der måske kan øge statens indtægter en smule, men i hovedsagen hører til i skuffen med symbol-forslag.

Hvis tilrejsende med et snuptag kan få adgang til frugterne af den nationale solidaritet, som eksisterer danskere imellem, bliver det nationale sammenhold sat under pres.

Pernille Vermund
Formand, Nye Borgerlige

Det rigtige ville være at knytte retten til offentlig forsørgelse til det danske statsborgerskab og begrænse den offentlige forsørgelse til udelukkende at omfatte danske statsborgere. Det ville være et rent snit, som både kan forklares og forsvares med logik og holdning.

Udlændinge ville kunne forsikre sig mod tab af indtægt og arbejdsevne mod at få et skattefradrag for forsikringspræmien, og den udenlandske arbejdskraft ville i praksis ikke mærke forskel på vilkårene.

De udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv, ville derimod ikke ønske at bo i Danmark. Og dermed ville en stor del af de problemer, vi slås med i udlændingepolitikken, blive meget mindre.

Det nationale fællesskab
Det danske velfærdssamfund med høje skatter, stor omfordeling og et fintmasket socialt sikkerhedsnet bygger på et solidarisk, nationalt værdifællesskab.

Selvom vi ikke taler så højtravende om det til daglig, så er det de nationale bånd mellem os som et folk, der gør, at vi er villige til at betale til fællesskabet og forsørge andre mennesker, som vi ikke kender af navn, men kun fra en statistik.

Hvis tilrejsende med et snuptag kan få adgang til frugterne af den nationale solidaritet, som eksisterer danskere imellem, bliver det nationale sammenhold sat under pres.

For respekterer de tilrejsende præmissen for den generøse omfordeling? Kan jeg stole på, at de er solidariske og dermed også vil betale til mig og mine, når vi har behov for hjælp, eller forsøger de bare at få andel i det, der er vores, uden at ville give igen?

Det er spørgsmål, som man naturligt stiller. Og svarene kan vi finde i statistikkerne over især de mellemøstlige og nordafrikanske indvandreres ringe deltagelse på arbejdsmarkedet, store træk på sociale ydelser, overrepræsentation blandt førtidspensionister og i det hele taget lave engagement i samfundslivet både i foreninger, klubber og det politiske liv.

Det ville være langt bedre for alle parter, at udlændingene forsikrede sig privat og danskerne havde deres nationale solidaritet i fred. Den dag en indvandrer søger om indfødsret og ved lov optages i det danske nationale fællesskab, vil han eller hun samtidig blive omfattet af den solidariske omfordeling. Ikke før.

EU presser det nationale fællesskab
At bo i en nationalstat, hvor der er overensstemmelse mellem folket og landet, er ikke alle folkeslag forundt. Faktisk er det ikke tilfældet i så mange lande, men sådan er det i Danmark.

Vores nationale solidaritet er speciel ved, at den ikke retter sig alene mod staten, men snarere imod folket. Det danske fællesskab er et folkefællesskab snarere end et statsfællesskab.

Velfærdssamfundet er bygget på den præmis. Når landet i stigende grad bliver befolket af udlændinge, der ikke respekterer fundamentet for fællesskabet, så bliver den præmis udfordret og udvandet.

Og når EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed giver alle EU-borgere samme rettigheder som danske, så svækkes det nationale i sammenholdet.

Det nationale værdifællesskab bliver til et økonomisk fællesskab, hvor egennytten træder i forgrunden. Hvor solidariteten ikke længere tager udgangspunkt i folket, men i EU’s institutioner, legale rettigheder, konventioner og regler.

Det kommer så vidt, at danske statsborgere, der vender hjem efter mange år i udlandet, stilles ringere end en tyrker, der har arbejdet nogle år på et slagteri i Tyskland og vælger at flytte til Danmark.

Danmark er åbent – men det er vores
For mig handler det ikke om at lukke Danmark af udlændinge. Tværtimod mener jeg, at det er vigtigt, at Danmark er et attraktivt land for udlændinge at bo og arbejde i.

Men Danmark er vores. Det er os danskere, der suverænt skal bestemme, hvordan vi indretter os. Det ansvar skal vi hverken aflevere til EU eller internationale konventioner.

Danmark er dansk og skal baseres på danske værdier. Det vil i sig selv være en kvalitet, som værdiskabende udlændinge bliver tiltrukket af. At de så skal forsikre sig privat, mens de er her, klarer de nok.