Peter Loft om offentlig forvaltning: De gode græder, og de onde ler

Skal offentlige myndigheder handle retfærdigt?

Der hersker ingen tvivl om, at myndighedernes afgørelser og handlinger skal have hjemmel i lovgivningen.

Det er også et grundfæstet princip, at for eksempel personlige hensyn hos myndigheden ikke må øve indflydelse på afgørelsen, at borgerne skal behandles ensartet, og at myndigheden skal søge at træffe en objektiv rigtig afgørelse på grundlag af alle relevante oplysninger.

Disse grundregler skulle gerne sikre en rigtig og dermed også retfærdig beslutning fra den offentlige myndigheds side. Alligevel forekommer der med en vis hyppighed myndighedsbeslutninger, om hvilke man med rette kan stille det spørgsmål, om de virkelig afspejler den retfærdighed, de fleste mener at kunne forvente fra netop en offentlig myndighed.

I 2008 vedtog Folketinget at forkorte den frist, hvorefter almindelige pengekrav bliver forældet. Tidligere gjaldt der en almindelig frist på fem år, men den blev ved lovændringen forkortet til tre år. Ønsket bag denne ændring var at skabe større klarhed for borgerne og dermed at forbedre deres retssikkerhed.

Som bekendt har Skat problemer med inddrivelsen af gælden til det offentlige. Derfor måtte man sætte ekstra ressourcer ind for at sikre imod forældelse, da fristen blev forkortet. Imidlertid opstod samme problem nogle år senere, da man på ny nærmede sig de tre år, og denne gang løste man problemet med en særlov, så den forkortede forældelsesfrist ikke gjaldt for de krav, som Skat skulle inddrive.

Der er tale om en form for afgørelse, som man snarere skulle forvente på et kasino end fra en offentlig myndighed.

Peter Loft

Problemet er nu opstået for tredje gang, og løsningen er den samme som sidst: en særlov alene gældende for Skat, som forlænger forældelsesfristen.

Folketinget vedtager en generel lovændring angiveligt til gavn for borgerne. Skat kan ikke overholde denne lov. Derfor laver man en særlov, der beskytter statens krav mod borgerne. Spørgsmålet melder sig, om en anden kreditor, der ikke har rådighed over lovgivningen, kunne have opnået samme løsning? Svaret er formentlig et klart nej.

I en konkret sag om tilbagebetaling af registreringsafgift for leasede biler var det skattemyndighedernes opfattelse, at kravet om tilbagebetaling skulle fremsættes senest én arbejdsdag efter leasingaftalens ophør.

Denne temmelig korte frist havde ingen støtte i lovgivningen, og man spørger sig selv, hvordan man når til netop én dag? Hvorfor ikke nul dage – det ville både være administrativt enkelt og besparende for statskassen. Landsretten kom leasingselskabet til undsætning og fastslog, at fristen ingen hjemmel havde, og at tilbagebetalingen derfor ikke kunne nægtes.

Men i myndighedernes øjne er en så kort frist, som de altså selv havde indført, åbenbart anset for rimelig. De færreste vil formentlig efter gængs opfattelse være enig i dette synspunkt.

Under nogle sene natteforhandlinger i 2013 besluttede et stort flertal i Folketinget, at en række lån, som Arbejdsmarkedets Feriefond havde ydet tidligere, skulle tilbagebetales. Det er også det sædvanlige, at lån skal tilbagebetales, men lige netop i dette tilfælde herskede der hverken hos långiver eller hos låntagerne – blandt andet en række handicap- og kulturinstitutioner – tvivl om, at lånene var ydet uden nogen forventning om tilbagebetaling.

Der var altså reelt tale om et tilskud, som juridisk var udfærdiget som et lån.

Denne beslutning om at kræve tilbagebetaling viste sig efter kort tid at være mindre gennemtænkt, idet størsteparten af modtagerne af tilskuddene ikke var i stand til at tilbagebetale disse. Konsekvensen ville altså blive, at de pågældende institutioner ville gå konkurs. Men samtidig viste det sig, at det på grund af EU's regler om statsstøtte ikke var helt ligetil at omgøre beslutningen om at kræve beløbene tilbagebetalt.