Peter Skov-Jacobsen: Skamløshed er en trussel mod demokratiet

KOMMENTAR: Europa har virkelig noget at byde på i opgøret med det totalitære og det autoritære. Derfor skal vi ikke tale om menneskerettigheder og konventioner som "fine franske principper" eller som noget, man vil "gå til kanten af", skriver Peter Skov-Jakobsen.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om Isis' forbrydelser mod menneskeheden. Ikke alene er det rædselsvækkende at være vidne til deres videoer og høre beretningerne fra de områder, som de besatte, og de mord, de i den hellige sags navn begik dagligt.

Lige så frygteligt er det at høre den fanatisme, der gør sig gældende blandt tilhængere. De gør en vrede og en hævnlyst gældende, som gør det helt klart, at ondskaben er på spil.

Det er et politisk, religiøst og kulturelt mareridt, der er brudt ud over menneskeheden. Vi, der er troende – og det gælder jøder, kristne eller muslimer – må også have en fornemmelse af, at Gud må have hovedpine over den hadefuldhed, der lanceres i Guds navn. Vi andre står der med bestemthed og hævder, at alt det had til medmennesket IKKE er i Guds navn.

Som europæer er jeg i de seneste par uger blevet mindet om min egen historie. Befrielsen af Auschwitz er med rette blevet markeret i anledning af 75-året for dødslejrens befrielse af Den Røde Hær.

Holocaust er i særdeleshed et tysk problem; men det er også en generel europæisk gru. Antisemitisme er vokset både i vores for- og baghave. Kirken har sin særlige andel i at lægge det jødiske folk for had, og derfor har vi også en særlig grund til at være med til at udsone skylden over for det jødiske folk.

Man skulle tro, at folkemordet i sin tid også havde udryddet antisemitismen. Men sådan gik det ikke. Den trivedes såmænd meget hurtigt igen, om end mere beskedent i mange sammenhænge, både i Øst og Vest.

De seneste år har vi oplevet, at antisemitismen vokser. Det sker, samtidig med at dem, som kan huske grufuldhederne i 30'erne og 40'erne, dør bort – og dermed også deres erindring om ondskaben. Der synes at sætte en demens ind over erindringen af den politiske, religiøse og kulturelle ondskab, som vi som europæere allerede skulle have lagret.

Man skulle tro, at det 20. århundrede havde lært os en lektie om politisk fanatisme. Nazismen, fascismen og kommunismen lærte os, at menneskers fuldstændigt enøjede politiske ekstremisme kunne gøre mennesker aldeles blinde.

De blev så opsatte på en ide, at ideen med et besatte dem, blev dominerende, og de mistede agtelsen for deres medmennesker. Uden at betvivle lederne af de fanatiske partier gik de blindt fanatismens veje.

En af de mest bevægende beretninger er Ole Sohns bog om den danske kommunist Arne Munch Pedersen, der i 30'erne blev sendt til Moskva for at repræsentere Danmarks Kommunistiske Parti ved Komintern.

Sohn gengiver forhørene, som Munch Pedersen bliver underkastet. Han var loyal over for partiet. Der var ikke noget at laste ham for. Han var bestemt ikke trotskist (den største forbrydelse i Stalins Sovjetunionen). Han gør alt, hvad han kan for at bedyre sin loyalitet. Han glemmer bare én ting.

Det totalitære system kan ikke tage fejl. Det tillader ikke kritik og naturligvis hverken sarkasme eller humor endsige en sjov tegning. Den totalitære og den autoritære kan håne og nedgøre sin modstander; men magten må man aldrig trække på smilebåndet over, og selvkritik luftes aldrig i offentlighed.

Munch Pedersen døde i 1940 i fængslet, efter at man er vidne til hans desperate kamp i forhørene. Et par af de ledende kommunister i Danmark vidste det, men turde aldrig sige det offentligt. Elna Hjort Lorentsen, hans hustru, blev først underrettet om hans død i begyndelsen af 90'erne. Trofast havde hun i alle årene båret på en kærlighed, der ventede ham og håbede på ham.

I årene efter Anden Verdenskrig var det, som om der sænkede sig en besindelse over, hvad det var for frygtelige hændelser, nationerne og menneskene havde været igennem.

Man oprettede FN. Nogle vesteuropæiske stater gik sammen i en kul- og stålunion, der udviklede sig til EF og siden til den Europæiske Union. I den østlige del var der også et Comecon-samarbejde, der blev oprettet af Stalin; men ordet var ikke frit i denne sammenhæng.

Vigtigt var det først og fremmest, at mange mennesker begyndte at interessere sig for menneskerettigheder og dermed også for de forbrydelser, der allerede var begået mod menneskeheden.

De frygtelige erfaringer, vi havde gjort som europæere, sænkede en vilje til at ville skabe en international orden. Der blev arbejdet på, at konventioner og menneskerettighederne kom i centrum.

Mareridtet havde efterladt et ønske om, at politiske, nationale og kulturelle uoverensstemmelser skulle finde en retlig måde at blive løst på. Man havde oplevet, hvordan hævntørsten og vreden havde kastet Europa og verden ud i fanatiske hævntogter. Man skulle lære af historien.

Europa har virkelig noget at byde på, når der skal gøres op med det totalitære og det autoritære. Derfor ønsker jeg mig, at man ikke taler om menneskerettigheder og konventioner som "fine franske principper" eller som noget, man vil "gå til kanten af".

Vi har bidraget med en hjælpens og medmenneskelighedens kultur, som hviler i religionerne og i mange borgerlige og socialistiske partiers grundtanker. Det er klart, at den politiske situation er anderledes; men vores styrke er ikke at vige fra principperne i konventioner og menneskerettigheder, for vi lever i et demokrati, der sagtens kan bære et opgør med fanatismen og den politiske vold. Jeg har tillid til, at vores retssystem kan tage opgøret med Isis-krigere.

Der er en trussel i vores demokratiske system. Vi har lært den at kende af Trumps måde at regere på. Pludselig kan man sige om den politiske modstander, at vedkommende er et fjols, en "Pocahontas", en søvngænger, og man kan tale nedladende om andre nationer og folk – alt det, som tidligere ville blive standset af skammen.

Skamløsheden hærger. Der er nogle frihedsrettigheder, som Europa kan bidrage med i verdenssamfundet. Der er ytringsfriheden, religionsfriheden, friheden fra nød.

Hvordan ville du selv have det, hvis nogen forgreb sig på dine nærmeste? Det er nemt nok at svare på. Jeg ville blive rasende, sige forfærdelige ting og blive grebet af hævntørst. Det er just derfor, man ikke skal være i sine følelsers vold, men stædigt holde fast i, at følelserne, der vil lede til skamløshed, skal tøjles af barmhjertighed, medfølelse og en vilje til retfærdighed og liv.

Når skamløsheden vil løbe af med os, er det kun at håbe, at der er en retsstat, der holder åndsfriheden højt og skamløsheden fra døren og udtaler ret, der hvor vreden ellers får let spil.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Stemmer fra det stille land Jens Chr. Grøndahl: Stemmer fra det stille land Næste artikel Jonas Herby til boligejere i byen: Send en god flaske rødvin til Kaare Dybvad Jonas Herby til boligejere i byen: Send en god flaske rødvin til Kaare Dybvad
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.