Peter Skov-Jakobsen: Allehelgen er tid til at kalde mennesker i erindring

KOMMENTAR: Allehelgen er blevet en stor fest igen. Selvom vemodet, savnet, sorgen præger disse dage, tillader jeg mig alligevel at kalde det for en fest. Der er nemlig så mange med – også dem, vi bærer i savnet, skriver Peter Skov-Jakobsen.

Allehelgen. De gyldne blade falder nu.

Der er noget smukt ved løvfaldet, og nu mindes vi også et andet løvfald, nemlig at mennesker dør fra os, og vi må leve med dem i erindringen.

Vi husker dem ikke bare. Deres historie skal også fremover være en del af vores historie, og derfor skriver jeg erindring. De lærte os noget om livet. Både godt og noget, vi kunne have undværet, men i erindringen former vi livet – også med dem i sindet.

Jeg har ikke tid til at forarges over halloween-festlighederne. Jeg kan jo se, at børnene og de voksne er henrykte over legen med det uhyggelige, legen med døden, forskrækkelsen og gyset. Alvor har aldrig sat sig igennem uden leg, det gælder også julefest, karneval og fastelavn.

Allehelgen er blevet en stor fest igen. Selvom vemodet, savnet, sorgen præger disse dage, tillader jeg mig alligevel at kalde det for en fest. Der er nemlig så mange med – også dem, vi bærer i savnet. Deres løbebane var kort eller lang, men de gav os noget, som vi mærker, at ingen andre kunne have givet os.

En romersk-katolsk præst skriver i sine erindringer om, hvordan han lavede sin egen kalender, hvor han indførte de menneskers dødsdage, som han ikke ville glemme. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det samme, for de kommer alle sammen hulter til bulter på det her tidspunkt i efteråret og igen ved juletid og i påsken. For andre mennesker sker det måske på andre tidspunkter af året.

Som tiden går, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvad de mennesker betød, som lærte mig så meget, og jeg vil gerne bruge tid på at mindes dem og hvirvle dem op i mit sind og i min sjæl igen.

Jamen, gælder det ikke bare om at komme videre? At lægge dem til rette på historiens hylde, glemme og koncentrere sig om fremtiden? Er det ikke sundt at komme væk fra sorgen og vemodet?

Hvis man har det sådan, snyder man sig selv for en vigtig del af livet. Min taknemmelighed over bestemte liv, rummer selvfølgelig også en tristhed; men venskabet og kærligheden, der blev formidlet, er stadig ikke død. Det, de tænkte og sagde; det, de spillede eller sang, giver stadig ekkoer fra sig, og min sorg overdøves stadig af det håb og det aftryk, de efterlod på jorden og i mit liv.

I mange kirker ser man gravmæler fra 1600-tallet med portrætter af små blege børn. Det var de børn, der døde, inden de blev voksne. Vores forfædre glemte aldrig de børn. De var kommet med håb, de var kommet med en fremtid, de var kommet med udsigt til liv og glæde, og man havde måttet bære dem hele livet med sorg og savn, for man hørte aldrig deres stemme, eller deres vej blev meget kort. Men de kom med håb, og da familien skulle fremstilles til evig tid i sin herlighed, glemte man naturligvis ikke de børn, som man havde i himlen. De havde efterladt megen forfærdelse og gråd, men den glæde, menneskene havde haft udsigt til, var ikke til at glemme.

Jeg har ikke selv nemt ved at tænde lys. Måske er det bare reminiscenser af en kold nordboer, der har andre vaner. Det glæder mig alligevel at se alle de mennesker, der tænder et lys. Der er noget smukt ved vores kirkegårde, når der står levende lys.

For nogle år siden oplevede jeg, hvordan en mand, der bestemt ikke var en mand af mange ord, gik op til en lysglobe i kirken, tændte et lys, sagde sin afdøde datters og hustrus navn og nævnte, at datteren var død af en overdosis. Ved den lejlighed mærkede jeg, at man først rigtig bliver menneske, når man mærker, hvordan de andres historier ikke kan holdes væk. Vi er fælles om glæden, og vi er fælles om tragedien – altså hvis vi ikke er ved at gå til i selvbeskuelse og selvretfærdighed.

At kalde mennesker i erindring, som man aldrig har kendt, ville nogen måske synes er mærkeligt. Jeg synes det ikke. Det sker hele tiden på mange niveauer og hjælper den nødvendige medfølelse frem.

For nogle år siden var jeg på Utøya. Jeg havde det på samme måde, som jeg har det, hver gang jeg besøger en kz-lejr. Jeg tør nærmest ikke træde på jorden. Al den lidelse, meningsløshed og ondskab. Man kradser efter ord og toner, og man mærker, at man er ved vejs ende. Man er ved en grænse, og alligevel kigger man hen over grænsen for at finde noget og spørger fortvivlet, hvor var Gud, og hvor var mennesket?

På Utøya gik jeg hen til mindesmærket og ville i det mindste læse alle navnene. Det var det mindste. Men jeg kunne ikke! Jeg blev overvældet og måtte sænke blikket. I det samme kom jeg i tanker om, at Stortingets formand havde læst alle navnene højt i salen. Selvfølgelig.

Da de i sidste uge i London kørte en container væk med 39 døde flygtninge, lagde jeg mærke til, at enhver betjent, der stod langs ruten, helt naturligt bøjede hovedet. At være vidne til sådan en tragedie kalder på en reaktion. Betjentene viste menneskelighed i en umenneskelig hændelse.

I min erindring hen under Allehelgen er også alle dem, jeg føler, at jeg kender, fordi de lod mig læse deres tanker, digte, overvejelser, i de bøger de skrev.

Jeg har lagt blomster på grave, hvor jeg ikke kendte de mennesker, som gravene rummede. Enten havde jeg hørt om deres indsats, eller også var de forældre til nære venner og elskede mennesker. Der er grave, man ikke kan vende ryggen til.

Heldigvis er der mange mennesker at kalde i erindring. Men hver Allehelgen mindes jeg også om, at der er mennesker, som først gav verden fred, da de lå i deres grav. Vi må i vores glæde over det sande, kærlige og smukke aldrig glemme, at det også er en menneskelig mulighed, at forældre forsømmer deres børn og opfører sig modbydeligt.

Der er mennesker, der lemlæster sind og krop, og hvor livet først begynder med deres død. De, som har været udsat for sådanne mennesker, skal ikke føle nogen sorg over døden som ren befrielse. Man kan have sine gode grunde til at føle døden som en lettelse.

Den tyske forfatter Heinrich Bölls krigsdagbog, som blev udgivet for et par år siden, er gribende læsning. Han udbryder ofte på skrift: ANNA MARIA! Det er hustruens navn. Han skriver det skiftevis med store og små bogstaver. Hvor mange har ikke prøvet at skrige den elskedes navn, når tilværelsen ikke gav mening, men skulle have mening?

Da Böll hører om Hitlers død, er reaktionen: Herr, erbarme Dich! Herre, forbarm dig. Det udråb fra en soldat, som er snavset, træt og forkommen, står så meget stærkere end nogen forbandelse.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Forrige artikel Harun Demirtas: Tre ud af fire mener, at muslimer er velkomne i Danmark Harun Demirtas: Tre ud af fire mener, at muslimer er velkomne i Danmark Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Man kan ikke lovgive sig til inklusion Jens Chr. Grøndahl: Man kan ikke lovgive sig til inklusion
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.