Peter Skov-Jakobsen: Hverdagens erindringstegn minder os om vores fælles historie

KOMMENTAR: Læren af det 20. århundredes historie er, at mørket kan sænke sig over et demokrati. Det må blive en del af vores og vores efterkommeres erindring, skriver Peter Skov-Jakobsen.

Hovedet bliver fyldt med oplysninger. De hober sig op. Medierne føjer hele tiden nyt til.

De sætninger, som jeg hører i løbet af dagen, flytter mine holdninger, mine indtryk. Nogle af dem bliver til erindring. Hvad er det for noget? Er det ikke det samme som oplysninger? Jeg tror det ikke.

Erindringer er de oplysninger, som vi bringer i anvendelse. Det stof, som vi føjer vores egen historie sammen med. De er altid spændende, for de er det filter, som vores fortællinger og vores informationer skal igennem, inden de kommer ud som vores indsigt i tilværelsen og vores forståelse af vores egen historie midt i nationens historie, midt i Europas og verdens historie.

Denne erindring tager også ophold i vores hverdag og minder os om noget, som vi ikke må glemme. Det minder om tendenser og tilstand i vores samfund og om svagheder og styrker.

På en tur gennem gader og hen over pladser møder vi erindringen i fysisk form:

Genforeningsmonumentet ved Fælledparkens indgang er et billede på frihed. Datteren finder ind i sin mors arme. Det er følelsesfuldt, og længslen er udtrykt tydeligt, og enhver fornemmer den frie mor og datter – et fremmed åg har sluppet grebet.

Går vi forbi Lurblæserne på Rådhuspladsen, viser det en sagnomspunden fortid, der stadig efterlader drengede håb og tidligere tiders eventyrlyst, krigslyst og åbenhed ud mod verden.

Engang bød vi over nogle, og de skreg på strandene i England, når de så vores forfædre, skjulte deres ædelstene og gemte deres kvinder og børn.

Engang i 793 plyndrede vi Lindisfarne Kloster i den nordøstlige del af landet. Vi fik ved den lejlighed dårlig presse. At plyndre et kloster og kaste sig over den kristelige civilisation går ikke uden videre i glemmebogen.

Den nye stensætning foran Christiansborg, synes jeg, er smuk. Den slanger sig hen over pladsen og optager ens blik med de mange runde og rullende former.

Frederik 7. sidder stadig folkekært på sin hest. Folkets ven, Grundlovens giver og sympatisk for det dér med grevinde Danner, der havde hjerte for nødlidende.

Hvor længe vil vi mon huske, at stensætningen, de smukke former, er en praktisk del af beskyttelsen af vores demokrati? Alle større pladser kalder nu på sådanne stensætninger, fordi den politiske realitet er sådan, at terror er blevet en del af et demokratisk samfund, og vi må beskytte os.

Hvis det en dag bliver glemt, vil jeg ikke være trist ved det – altså glemt, fordi det er en politisk fortid.

Indtil da vil stensætningen trods sin skønhed også være en mindelse om en tendens i tiden, som man måtte beskytte sig imod.

Sommetider er det enklere at se disse erindringstegn, når man er i byer, hvor man ikke selv har hjemme.

Da jeg for nylig kom ud fra stationen Friedrichstraße i Berlin, så jeg det monument, hvor børn står med bagage på togskinner. Monumentet hedder 'Tog ind i livet, Tog ind i døden' og minder om den politiske katastrofe, der i al sin vulgaritet og umenneskelighed brød ud efter Første Verdenskrig og lagde sig som en pest over landet i løbet af 1920'erne og 1930'erne og kulminerede i en ny verdenskrig og flere folkemord.

Det er et smukt monument. Forventningsfulde børn. Smukke og levende ser de ud. Klar til at tage fat på fremtiden.

Den ene halvdel blev kørt til udryddelseslejre, hvor de blev myrdet sammen med deres folk. De andre børn havde livet foran sig som den store dreng, Paul Kuttner, som kom med et af de sidste tog fra Berlin i 1938, et såkaldt børnetog.

16 år gammel blev han sendt til England. Hans mor, Margarete Kuttner, var som det sidste kommet i tanke om, at drengen ikke havde fået et håndklæde med. Hun skyndte sig at lægge et i kufferten.

At afskeden må have været beklemmende, siger sig selv. Gad vide, hvad han tænkte? Margarete Kuttner holdt sig vel oppe på, at han var i sikkerhed og havde fremtiden foran sig. Selv blev hun blev deporteret i 1943 til Auschwitz, hvor hun blev myrdet.

På det jødiske museum har de stadig Pauls håndklæde. Han foldede det aldrig ud. Han bevarede det hele livet igennem som det sidste, som han havde fået af sin mor.

Hendes omsorgsfulde og kærlige hænder var gledet hen over det, fordi det skulle foldes sammen, og det føltes vel, som om hun var til stede. De havde myrdet hende, men de fik hende ikke, for der var en søn, der til sine dages ende bare skulle lade øjnene falde på håndklædet eller lade hånden glide forsigtigt hen over det, og så erindrede han sin mor, hendes kærlighed, hendes opmuntring, og han fik kræfter til liv, kamp og protest.

Hvis man går ned ad boulevarden Unter den Linden i den samme by, flytter masser af statuer ens blik tilbage i tiden – og statuerne gør det, fordi de skal være en del af en anvendt hukommelse, en erindring og en tankerække, som vil omsætte sig i liv og være med til at opbygge samfund.

For mig er den tidligere Rigsdag og den nuværende Forbundsdag en bygning med erindringskraft. Det er en formanende bygning. Den krones af en glaskuppel, udtænkt af den britiske arkitekt Norman Foster.

Jeg bevæges altid over synet af den. Den minder mig om, at vores politikere sidder under himlen og i lyset, hvor de træffer beslutninger. De gør det med en høj bevidsthed om, at alt skal kunne tåle dagens lys, og at deres beslutninger skal være gennemskuelige.

Det har de totalitære regimer lært os. Politisk set holder jeg af, at tankernes højeste grænse må være himlen.

Mest bevæget bliver jeg, når jeg kommer forbi Forbundsdagen, når mørket er faldet på. Nu er det ikke længere lyset, der falder ind i parlamentet, men nu er det Forbundsdagen, der lyser op i mørket.

Er der noget, som man ved efter det 20. århundredes historie, er det, at mørket kan sænke sig over et demokrati. Dette må blive en del af vores erindring. Dette må vores efterkommere også leve med som en del af deres erindring.

De må ikke glemme, at angst og forbandelse kan lægge sig ned over et demokrati og ødelægge det fælles hus, som vi bor i.

Hvordan man end indretter sin måde at håndtere magten på – altså om det skal være ministre, der udtrykker politikken, eller om man lader en lige linje af kommunikatører bestemme, hvilke temaer der skal tages op, og hvad der må tales om, håber jeg altid, at man kommer med erindringen om, at demokratier kan udvikle sig mod det totalitære eller det autoritære.

Vi er et andet sted i vores samfund, der i høj grad er båret af tillid og fortrolighed og agtelsen for menneskerettigheder og forståelse for lidende.

Håbet om, at en international orden kan opretholdes og udvides, må være centrum i en politisk drøftelse.

En drøftelse, der naturligvis tager sit udgangspunkt i glæden ved eget land og erindringen om, hvad vi kom af – mejslet i sten eller foldet i et håndklæde.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: De puniske krige mellem V og K er blusset op igen, igen Benny Damsgaard: De puniske krige mellem V og K er blusset op igen, igen Næste artikel Johanne Dalgaard: Næste gang skal vi være mindre magelige Johanne Dalgaard: Næste gang skal vi være mindre magelige