Peter Skov-Jakobsen: Tech-giganterne glemmer aldrig, hvad du sagde for to år siden

KOMMENTAR: Mange unge holder sig tilbage med at deltage i debatter på sociale medier. Det er forståeligt, når man risikerer at blive lagt for had og ikke kan skifte mening, uden at Facebook husker, hvad man sagde for to år siden i en anden kontekst, skriver Peter Skov-Jakobsen.

Det er ikke uden grund, at Dansk Ungdoms Fællesråd i disse uger kører en kampagne for at sætte fokus på den gode tone på de sociale medier og tager emnet op i Demokratikommissionen.

Det sker på baggrund af, at mange unge mennesker holder sig tilbage med at deltage i meningsudvekslinger på de sociale medier. Der er opstået et forbehold over for at blande sig i debatten, for de unge er bange for reaktionen.

Det værste er, at jeg godt forstår dem.

Da jeg gik i 8. klasse og skulle i erhvervspraktik, havde jeg fået lov til at følge et folketingsmedlem i en uge. Det var smadderspændende for en ung mand, og den lokale avis skrev en artikel om mine forhåbninger med denne tur til København.

En uges tid efter kom et brev. Dels var der et udklip af artiklen med streger på det foto, som man havde gjort af ham med pagehåret og de unge ambitioner. Dels var der et sirligt maskinskrevet brev, som skældte mig hæder og ære fra og beskyldte både mig og min familie for alt muligt.

Jeg fornemmer stadig ubehaget. For at sige det ligeud, tror jeg ikke, at jeg forstod, at jeg blev taget så højtideligt. At både min familie og jeg blev skrevet til på den måde, gav mig en fornemmelse af at blive overvåget og gjorde mig usikker.

Det er mere end 40 år siden, og i mellemtiden er der sket noget. Nu bliver der kommunikeret døgnet rundt og over hele kloden. Jeg havde dengang en idé om, at ham, der havde skrevet, var sådan en gråhåret, mopset 60-årig mand, der var fortrædelig og småsur på livet (altså en med samme alder og hårfarve, som jeg selv har i dag).

Det var et anonymt brev. Han skrev sit efternavn, men det var så tilpas almindeligt, at man aldrig ville finde ham. Følelsen af usikkerhed og ubehag kan jeg sagtens huske.

Nu er sagen en helt anden. Man får ikke et enkelt brev. Man risikerer at få en stribe så lang af rasende, intimiderende, vrede og hævngerrige betragtninger. Man risikerer at blive lagt for had. De tilsjoflinger, som man risikerer, bare fordi man kommer i nærheden af en holdning og forfægter den, er ubeskrivelige.

De sociale medier anså vi i begyndelsen for at være den store port ud mod verden, ud mod de ukendte meninger og indsigter. Vi syntes, at nu kunne hele verden da kommunikere direkte med hinanden.

For at sige det ligeud, så har jeg heller ikke lyst til at opgive denne drøm; men jeg bliver nødt til at erkende, at de sproglige modbydeligheder har sådan en karakter, at jeg finder det beundringsværdigt, at politikere og kulturpersonligheder tør stå frem med en mening.

De stiller sig til tider midt i et raseri, men det værste er, at meget ofte inddrages deres familie også i kampen, for de får også hadefuld snak kastet efter sig i de sociale medier.

Den samtale, som foregår i et demokrati, udspringer af en grundlæggende respekt for det andet menneske. Samtalen udspringer af en grundlæggende tillid til, at mennesker taler sandt.

Et demokrati lever af, at vi er opmærksomme over for hinanden, lytter og forsøger at forstå den anden. Et demokrati lever også af, at vi søger oplysninger, så vi kan danne os et indtryk af, hvad det gode samfund er. Vi bliver nødt til at lytte til mennesker, der ved besked, for at vi kan blive oplyste borgere, der kan vælge med hjerte og forstand på plads.

Og så er der lige én ting mere. Hvor længe skal mine ytringer huskes? Hvor længe hænger jeg på et udsagn?

Slår man op i ’Ordbog over det danske Sprog’ ser man, at ordet "miskundhed" betyder: barmhjertighed; medynk; mildhed; overbærenhed. Man har altid tillagt Gud miskundhed – altså en vis overbærenhed, en kærlighedens glemsel.

Hvis Gud er Gud og ikke bare en fanden, der med algoritmerne i orden husker alting, så vil Gud udslette det af sin erindring, som mennesker i kærligt slid i hverdagen har gjort godt igen ved at forbedre sig og ved at arbejde for, at det må gå medmennesket godt.

Helt enkelt: Hvis ikke Gud er fanden, vil han udøve en kærlig glemsel.

Jeg spørger mig selv, om miskundhed nogensinde vil blive en del af tech-giganternes paradis? Hvis det ikke er tilfældet, forstår jeg endnu bedre, at de unge er forbeholdne med deres meningstilkendegivelser.

Når jeg er ude at præsentere ansøgninger til præstestillinger, kan jeg mærke, at menighedsrådene har googlet. Sådan gør de fleste ansættende myndigheder formentlig i dag.

Spørgsmålet er så, om man virkelig skal hænge på noget, man sagde i en bestemt situation, i en bestemt kontekst, ud fra en bestemt oplysning og virkelighedsopfattelse to år efter, man sagde det. Verden forandrer sig med hast hele tiden. Men hænger vi på vores meninger til evig tid?

Vi skal virkelig til at tilegne os en meget selvkritisk omgang med alle de oplysninger, vi kan få om mennesker. Hvis vi ikke skal stigmatisere hinanden og gøre meningsskift umulige, får vi meget at tænke over. Den naturlige glemsomhed og den medmenneskelige glemsomhed vil forsvinde.

Vi bliver nødt til at tilstå hinanden mulighed for udvikling, indvikling og forvikling. Ellers bliver det knap så sjovt at være menneske.

-----

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Når ministerbilen ikke kommer længere Benny Damsgaard: Når ministerbilen ikke kommer længere Næste artikel Nikolaj Saadat: Regeringens strammer-kurs saboterer beskæftigelsespolitikken Nikolaj Saadat: Regeringens strammer-kurs saboterer beskæftigelsespolitikken
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.