Pia Olsen Dyhr kræver finansskat og skat på tech-giganter

SF-LANDSMØDE: Pia Olsen Dyhr tog de sikre stik med minimumsnormeringer og grøn omstilling i sin første tale til SF-landsmøde efter valgsejren. På udvalgte områder var der små stikpiller til regeringen, men talen understregede også indtrykket af SF som det loyale støtteparti.

SF-formand Pia Olsen Dyhr holder tale ved SF's landsmøde 2020 i Kolding.
SF-formand Pia Olsen Dyhr holder tale ved SF's landsmøde 2020 i Kolding.Foto: Michael Drost-Hansen
Hjalte T. H. KragesteenErik Holstein

SF-formand Pia Olsen Dyhr fik de ventede bragende klapsalver, da hun lørdag formiddag talte for SF's landsmøde i Kolding.

Landsmødet var i fare for aflysning, men kunne trods corona gennemføres, fordi der var under 1.000 deltagere.

Efter fem-seks magre år for SF er det aktuelle landsmøde det første efter partiets comeback ved først europaparlamentsvalget og siden folketingsvalget. Det prægede Pia Olsen Dyhrs tale, der var bygget op som en klassisk sejrstale med indlagte pauser til bifald.

Et af de store bifald kom, da formanden udtrykte ønsker om at beskatte de store tech-giganter hårdere for at bruge pengene på velfærd.

Vær parat til gå i breaking-mode derude: Min plan er ikke at vælte regeringen.

Pia Olsen Dyhr (SF)
Formand

"Vi kunne indføre bare en lille skat på handler med aktier og værdipapirer i Europa og kræve, at Google, Facebook og Amazon er med til at finansiere velfærden for de borgere, som de tjener styrtende på. Blandt andet ved at bruge dine og mine data helt kvit og frit," sagde Pia Olsen Dyhr.

Når det gælder finansskat, er der tale om et lille hint til regeringen, der har været tøvende I sagen. 

Mærkesagen over dem alle
Minimumsnormeringer har været SF's centrale krav gennem det seneste år, og SF-formanden indledte som forventet sin tale her:

"Ved vores landsmøde for et år siden gjorde vi minimumsnormeringer til vores absolutte hovedkrav. For trekvart år siden fik vi overbevist de andre partier om, at minimumsnormeringer skulle med i regeringsgrundlaget."

"For tre måneder siden indgik vi en finanslovsaftale med minimumsnormeringer. For tre uger siden blev den første pose penge fordelt mellem kommunerne. BUM," sagde Pia Olsen Dyhr.

Klapsalverne var næsten skåret ud i pap, men SF-formanden sørgede klogeligt for at tage forbehold for kritikken af, at aftalen ikke er ambitiøs nok:

"Er aftalen perfekt? Nej, SF har ikke 90 mandater. Men vi stopper 20 års nedskæringer på de mindste børn."

Grønne for 30 år siden
Pia Olsen Dyhr brugte også en stor del af sin tale på den grønne omstilling. For selv om hun er glad for efterårets aftale om klimaloven, så kritiserer hun regeringen for at arbejde for langsomt på klima- og naturområdet.

"Desværre har vi tre grønne ministre, som slentrer afsted, som havde de al tid i verden. Måske er de engagerede i en spændende snak om Stauning. Jeg ved det ikke helt. Men helt ærligt: Vi skal op i tempo," sagde Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden mindede behændigt om, at SF havde været fremme på klimadagsordenen allerede for 30 år siden:

"Tilbage I 90'erne skrev Margrete Auken (mangeårigt medlem af SF, red.), at partierne skulle se at komme ud af drivhuset og ind i klimakampen, 'ellers er der ingen klode tilbage til de kommende generationer'," sagde Pia Olsen Dyhr og konkluderede:

"Damen havde jo ret."

Breaking: "Min plan er ikke at vælte regeringen"
Enhedslisten og Radikale har for nylig været ude med hårde trusler om at vælte ministre eller regeringen, hvis der ikke snart kommer gang i forhandlingerne om en klimahandlingsplan. Men selvom SF er enig i, at tempoet skal op, så tyer man ikke til den slags trusler:

"Vær parat til gå i breaking-mode derude: Min plan er ikke at vælte regeringen," sagde Pia Olsen Dyhr.

Radikales Jens Rohde har på det seneste kritiseret SF for at være for alt for bovlam over for regeringen, men SF-formanden lovede at give regeringen kamp til stregen.

"Til dem, der er bange for, at SF kommer til at sælge sig for billigt: I kan jo blot kigge på mit navn. Pia Olsen Dyhr," sagde hun til sit SF-bagland, der udviste stor begejstring for formandens vandede humor.

SF’s landsmøde slutter søndag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00