Debat

PlanBørneFonden: Vi har et særligt ansvar for verdens piger

DEBAT: Piger og unge kvinder rammes hårdest under covid-19. Vi risikerer at tabe en hel generation af piger og årtiers indsatser på gulvet, hvis vi ikke handler nu, skriver Anne Smith Petersen.

Mange piger kom aldrig tilbage i skole efter ebola-krisen i Vestafrika, og vi frygter, at historien gentager sig på tværs af det afrikanske kontinent efter covid-19, skriver Anne Smith Petersen.
Mange piger kom aldrig tilbage i skole efter ebola-krisen i Vestafrika, og vi frygter, at historien gentager sig på tværs af det afrikanske kontinent efter covid-19, skriver Anne Smith Petersen.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Smith Petersen
International og politisk direktør, PlanBørnefonden

Covid-19 spreder frygt globalt, og befolkninger overalt i verden mærker de økonomiske konsekvenser af pandemien. Men for millioner af piger og unge kvinder har pandemien helt andre voldsomme følgevirkninger.

Plan Internationals nye rapport: ”Living under Lockdown – girls and covid-19” viser, at piger i udviklingslande i særlig grad er udsatte, når sundhedssystemer presses og skoler lukkes for at forebygge spredningen af covid-19.

Nedlukningen har kæmpe konsekvenser
I mange lav- og mellemindkomstlande, ser vi, at pigernes trivsel bliver ramt hårdest, når kriser som covid-19 indtræffer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Plan International's nye rapport viser, at myndighedernes tiltag og nedlukning af samfund vil få alarmerende konsekvenser for piger og unge kvinders liv og rettigheder.

I slutningen af marts måned var 743 millioner piger ikke i skole på verdensplan. Og mange af dem risikerer aldrig at vende tilbage.

Der er akut behov for nye måder at give information og støtte til pigerne under sundhedskriser, hvor sundhedssystemerne er lagt ned.

Anne Smith Petersen
International og politisk direktør, PlanBørnefonden

Det var den sørgelige konsekvens efter ebola-krisen i Vestafrika i 2014-2015, og vi frygter, at historien gentager sig på tværs af det afrikanske kontinent efter covid-19.

Drengene kommer i skole, pigerne bliver hjemme
I flere lavindkomstindlande, ser vi, at pigerne i højere grad ikke vender tilbage til skolen, når vi sammenligner med jævnaldrende drenge.

Pigerne sættes til at skaffe mad til hjemmet, passe søskende og holde styr på husholdningen. Det forventningspres stiger under kriser som covid-19.

Og når skolerne åbner igen, er familierne økonomi stadig under stort pres, og pigernes hjælp i husholdningen prioriteres fremfor udgiften til skolegang.

Udover tabet af uddannelse og læring, betyder skolelukninger også et, midlertidigt, tab af et vigtigt sikkerhedsnet i pigernes liv.

Det er i skolen, at mange af dem får deres primære daglige måltid, og det er her, de lærer om deres rettigheder til sundhed, ret til egen krop, ret til uddannelse og demokratisk deltagelse.

Millioner af overgreb og uønskede graviditeter
Når pigerne ikke længere kommer i skole og når forældre ikke har mulighed for at gå på arbejde og tjene penge til føden, er piger og unge kvinder i særlig risiko for fysisk og psykisk vold.

Og fordi kriser som covid-19 ofte fører til fødevarekriser, stiger antallet af unge piger, der giftes bort markant. Så er der en mund mindre at brødføde i familien.

Når piger tvangsgiftes bort, stiger risikoen for, at de bliver gravide i en tidlig alder. FN’s Befolkningsfond, UNFPA, forventer, som konsekvens af covid-19, op mod syv millioner flere uønskede graviditeter og 13 millioner flere tvangsægteskaber i de kommende ti år.

Bekymrende tal, der understøttes af vores erfaringer fra ebolakrisen.

Rettighederne skal sikres 
Som en af de største pigerettighedsorganisationer i Danmark, er vi i den grad trukket i arbejdstøjet for at sikre pigernes rettigheder og adgang til vand, hygiejne, mad, beskyttelse, uddannelse, information med videre.

Vi er i tæt dialog med pigerne og gennem lokale partnere støtter vi dem i, at anmelde overgreb. Covid-19’s afledte konsekvenser kan blive katastrofale for udsatte pigers liv og fremtid, og slå årtiers kamp for piger og kvinders rettigheder i udviklingslandene markant tilbage.

Det er derfor afgørende, at vi ikke glemmer pigerne i kampen mod covid-19. Men vi kan ikke gøre det alene.

Pigerne kan ikke vente
Vi presser på for at udbrede fokus på pigers rettigheder og særlige udfordringer i covid-19. Og Danmark har mulighed for at påtage sig en særlig rolle som det foregangsland, vi bryster os af at være.

Det vil få alvorlige konsekvenser for pigerne, hvis lokale regeringer og myndigheder fortsat overser, at covid-19 påvirker piger og drenge, kvinder og mænd forskelligt.

Vores erfaring fra tidligere kriser viser, at vi kan komme rigtig langt i kampen for pigers rettigheder under og efter krisen, hvis vi fokuserer på tre kerneprioriteter for pigerne: Sundhed, uddannelse og deltagelse.

Piger og kvinders sundhed skal prioriteres, finansieres og anerkendes som livreddende og skal omfatte: Adgang til moderne prævention, menstruationssundhed og hygiejnehåndtering, fødsels- og efterfødselspleje og klare retningslinjer for klinisk håndtering af voldtægt.

Der er akut behov for nye måder at give information og støtte til pigerne under sundhedskriser, hvor sundhedssystemerne er lagt ned.

De unge piger skal høres  
Samtidig skal lokale regeringer og myndigheder arbejde tæt sammen med lærere og lokalsamfund for at sikre, at alle har adgang til læring, når skolerne er lukket ned og de skal sikre, at pigerne vender tilbage til skolerne, når de åbner op igen.

Her er det afgørende, at pigernes stemmer bliver hørt, så der bliver taget højde for deres udfordringer og behov, når samfund skal genopbygges efter pandemien.

Derfor arbejder vi, som pigerettighedsorganisation, særligt for at understøtte unge pigers egne indsatser i deres kamp mod covid-19.

Og det håber vi, at det danske politiske system vil bakke op om. Akut og på længere sigt.

Derfor sender vi en bøn til det udviklingspolitiske Danmark om at have særligt fokus på pigerne i verdens udviklingslande i kampen mod pandemien.

De har aldrig haft mere brug for vores hjælp. Vi risikerer at tabe en hel generation af piger og årtiers udviklingsindsatser på gulvet, hvis vi ikke gør noget nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Smith Petersen

Vicedirektør, PlanBørnefonden
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1991)

0:000:00