Analyse af 
Rikke Albrechtsen

Polens kollisionskurs med EU er endt i frontalt sammenstød efter kontroversiel dom

Den polske forfatningsdomstol har torsdag dømt mod et grundlæggende princip i EU-samarbejdet, nemlig at EU-retten har forrang for national ret. Det er en dramatisk krigserklæring.

Der var protester uden for den polske forfatningsdomstol, da den kontroversielle dom blev afsagt.
Der var protester uden for den polske forfatningsdomstol, da den kontroversielle dom blev afsagt.Foto: Jacek Marczewski/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Den polske forfatningsdomstol satte torsdag et stort fedt spørgsmålstegn ved Unionens mest hellige principper, nemlig at EU-retten trumfer national lov, og at det er EU-Domstolen, der har det sidste ord, når EU-reglerne skal fortolkes.

Hele det europæiske fællesskab er bygget op omkring ideen. Pointen er, at der ikke ville være meget lovfællesskab tilbage, hvis de 27 lande selv kunne vælge, om de ville leve op til de regler, de selv er med til at beslutte i Bruxelles og Strasbourg, eller kunne have en anden udlægning af EU-retten end den, der bliver leveret af dommerne i Luxembourg.

Men ifølge et flertal af de polske dommere ved landets stærkt politiserede øverste domstol, er det de polske regler, der trumfer i sidste ende, hvis der er en konflikt med landets grundlov, og det kan EU-Domstolen ikke gøre noget ved.

”Forsøget fra EU-Domstolen på at blande sig i det polske retssystem forbryder sig mod retsstatsprincipperne, princippet om den polske forfatnings forrang så vel som princippet om at bibeholde suverænitet i den europæiske integrationsproces,” lød det i udtalelsen fra dommerne.

Selv om dommerne ikke konkluderer, at det er al EU-lov, som ligger under de polske regler i lovhierarkiet, er det hul, der er skudt i grundprincipperne, så stort, at det ikke er til at ignorere. 

Dermed når flere år med kontroverser mellem Polen og EU-systemet til en foreløbig kulmination, som det bliver meget svært at komme videre fra.

EU-Kommissionen har løbende anklaget den siddende konservative regering for at udhule det polske retssystem og politisere dommerstanden. Det er landets premierminister selv, Mateusz Morawiecki, der har bragt sagen for forfatningsdomstolen. En domstol, som af juraeksperter anses for at være en forlænget arm for regeringen efter udnævnelsen af en række regeringstro medlemmer under stærkt kritiserede former gennem de seneste år.

Derfor er udtalelsen på den ene side ikke voldsomt overraskende. På den anden side åbner den for en verden af problemer.

For hvad stiller man i EU-kredsen op med et medlem, der ikke vil efterleve klubbens regler, og som nu har sit lands højeste domstols ord for, at det er okay?

0:000:00