Politisk jubilæum: Miraklet, myterne, stemmerne og stuebirken

FV98: I denne måned er det 20 år siden, politikere, vælgere og journalister skulle igennem en af de mest nervepirrende valgaftner i nyere tid. Konsekvenserne af 1998-valget var ikke bare store i timerne efter, men skulle komme til at trække spor helt frem til i dag. Altinget: magasin er søgt tilbage i arkiverne og har talt med hovedaktørerne fra dengang.

Foto: Bent Midstrup / Jens Nørgaard / Mogens Flindt / Jan Grarup / Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Morten Okkels

Pludselig sker det, at det abstrakte må vige for det konkrete. Prognoserne på tv-skærmene må vige for mængden af kaffe indtaget undervejs. Eller for nu at sige det helt præcist: Venstres formand skal lade vandet.

Det er mildest talt en udfordring, for der er ikke noget toilet knyttet til kontoret, og ude på gangen risikerer han at løbe ind i de nysgerrige journalister, der strejfer rundt på Christiansborgs anden sal. Dem skal Uffe Ellemann-Jensen for alt i verden undgå, for mod forventning er folketingsvalget 1998 slet ikke afgjort endnu.

Da falder Ellemann-Jensens øjne på kontorets stuebirk. Politik er som bekendt det muliges kunst, og en potte nu engang en potte. Derefter så tilbage til valget. Til kontorets to tv-skærme og deres forskellige resultater, der tikker ind, mens balancen vipper frem og tilbage mellem triumf og fiasko. Hvis ikke det rækker nu i aften, hvis ikke han bliver statsminister, så vil han gå af. Men det ved hans venner i Venstre ikke endnu.

Midt under en tvekamp
Heldigvis for journalisterne er der andre politikere derude. Med 73,9 procent af stemmerne talt op, mens udfaldet stadig svæver i vinden, er tv-folkene udenfor nået til Mimi Jakobsen. Journalisterne har fokus på blokpolitik, og mange kalder valget for et præsidentvalg. Det huer ikke denne partileder:

Pludselig ser vi hinanden i øjnene, på en måde vi ikke havde gjort længe. Jeg kan se på Svend, at det er ægte, at han er ægte glad. Det tager mig meget stærkt. Jeg behøver ikke sige meget mere end tak.

Poul Nyrup Rasmussen
Statsminister 1993-2001 og partiformand 1992-2002
Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

”Hele det der præsidentvalg, som vi siger … Hvad skal vi med præsidenter? Vi har dronning Margrethe,” siger Mimi Jakobsen med en dampende cerut i hånden til Danmarks Radios kamera.

Mere end den indendørs rygning afslører, at valget 11. marts 1998 foregår i en anden tid. Det samme kan man sige om Mimi Jakobsens politiske forventninger. Nemlig at en kommende borgerlig regering vil indfri krav, som er utænkelige blot få år senere.

Foto: Jens Nørgaard/Ritzau Scanpix
Ellemann
Ellemann Foto: Jan Grarup/Ritzau Scanpix

”Der er flere måder at være borgerlig på. Derfor har det også været en betingelse for os, for at vi kan støtte den borgerlige regering, at de holder fingrene væk fra de indrejseregler til flygtninge og indvandrere. Det mener vi stadig, og det giver vi os ikke på,” siger Mimi Jakobsen trodsigt.

Hendes parti, Centrum-Demokraterne, er trådt ud af Nyrups regering to år forinden. Nu peger hun i stedet på Uffe Ellemann-Jensen som regeringsleder. I aften vil hun fejre en pæn fremgang, men hvad hun og partiet ikke ved, er, at det er sidste gang, CD kommer ind i Folketinget. Under Mimi Jakobsen og resten af det politiske landskab er tektonikpladerne ved at forskubbe sig.

Folketingsvalget i 1998 på én gang lukker porten til fortiden i og bærer kimen til den efterfølgende epoke, vi stadig befinder os i. 1998-valget var – foreløbig – sidste gang, hvor Socialdemokratiet kom over 30 procent af stemmerne. Det var sidste gang, hvor Fremskridtspartiet kom på tinge. Sidste gang Folketingets to største partier tilsammen landede over 100 mandater. Det blev Uffe Ellemann-Jensens sidste valg og markerede hans exit fra dansk politik, det blev afslutningen på Per Stig Møllers kortvarige karriere som konservativ partileder, og det blev sidste fordelingspolitiske valg i mere end ti år frem.

Sådan kan man fra i dag også se de små varsler om den heftige værdipolitiske fremtid, der lå og ventede, og som ikke var synlige for aktørerne dengang, og som skulle omdefinere de politiske naturlove i Danmark. For eksempel var 1998 Dansk Folkepartis første valg, og med 7,4 procent af stemmerne begyndte DF sin sidenhen nærmest ustoppelige rejse mod toppen af dansk politik.

Afgjort var den ikke hjemme
Det lå ellers ikke i kortene nogle uger forinden, at det ville blive så dramatisk på Christiansborg og ude foran skærmene, efter at statsministeren havde udskrevet valget. Der var modvind for Nyrup og SR-regeringen. Helt ind i hans egen folketingsgruppe kunne man spore en resignation. Nogle var begyndt at forberede sig på perioden i opposition.

Omvendt havde Venstres formand gennem halvandet årti ændret det gamle bondeparti. Nu var det blevet en moderne liberal forsamling mere anlagt til bymennesker. Seks partier havde Ellemann-Jensen i ryggen, og meningsmålingerne pegede samlet set deres vej. Scenen var sat til borgerligt forår 1998. Alligevel blev det ikke til noget, og siden har forklaringerne stået i kø. Især myten om en vis forside:

To dage før valget har Venstres formand stået uden kørelejlighed efter partiledermøde på Holmen i København. Derfor tager han mod et lift fra ‘Nille’ – Ekstra Bladets journalist Nils-Christian Nilson. Det fører til whiskysjusser i privaten, og dagen før valget udkommer avisen med Ellemann-Jensen på forsiden og rubrikken “DEN ER HJEMME”.

Hverken politikeren eller journalisten mener, at disse ord er faldet just sådan. Pure opspind, siger Ellemann-Jensen faktisk. Men på redaktionen har de vurderet, der var belæg for forsiden. Siden har historien været, at Venstre-formanden havde begået hybris og med valgnederlaget betalt prisen for sit overmod. Det er en efterrationalisering, tror de adspurgte kilder:

”Meget kan man beskylde Ekstra Bladet for, men deres forside dagen før et valg kan altså ikke nå at få en sådan gennemslagskraft, at den går hen og afgør valget,” siger Claus Hjort Frederiksen.

”Den forside er bare sådan noget, man husker, når man ser tilbage på tingene bagefter,” supplerer Mimi Jakobsen.

Hvis anekdoten rummer en anden sandhed, handler den om et tæt, næsten kammeratligt forhold mellem journalister og politikere, der siden 1998 har været på retur. Det vender vi tilbage til.

Ingen helt tilfældig Jensen
Derimod har boligpolitik spillet en rolle for udfaldet ved 1998-valget. Især vakte det opsigt, at de boligpolitiske aktører Lejernes Landsorganisation og Boligselskabernes Landsforening to dage før valget indrykkede en meget omtalt annonce, som refererer til de borgerliges ønske om, at det skal blive billigere at være husejer. Den gik dog længere endnu med det retoriske spørgsmål ”Er det lejerne, der skal betale for Jensens skattelettelse?” Det blev ekstra personligt med et billede af huset i Gentofte, hvor Venstres formand bor.

”Jeg var bekymret over den stinker, der blev fyret af med mit hus og Venstres boligpolitik fra Lejernes Landsorganisation. Jeg var faktisk forberedt på, at Nyrup ville følge op på tv. Nogle venner havde forberedt mig på, at det ville ske. De foreslog, jeg skulle svare med at spørge, hvor meget betaler Nyrup for sin egen pamperbolig. Sådan noget ville jeg ikke, og det fortrød jeg heller ikke, for så lavt skal man ikke bevæge sig,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Hos Lejernes Landsorganisation nedspiller man i dag annoncens betydning. Jesper Larsen er både dengang og nu cheføkonom i LLO:

”Jeg tror slet ikke, annoncen i sig selv virkede så voldsomt på vælgerne, som den fik ry for. Det er rigtigt, at boligpolitik generelt bliver et tema i valgkampens sidste dage. At Nyrup pludselig tager emnet op i tv-debatterne, og han tør sige: Jamen Ellemann, du vil jo have huslejestigninger, sætte huslejen fri, lade lejerne betale. Jeg finder nogle ordførercitater frem, der peger i den retning – og så bliver boligpolitik et tema. Men det var ikke huslejestigninger, som annoncen handlede om,” fortæller han.

Jesper Larsen ønsker ikke at uddybe, hvor idéen til annoncen nærmere kom fra.

Annoncen var kraftigt medvirkende til, at 1998-valget også i bredere forstand var et valg med fokus på fordelingspolitik. Det var mildest talt ikke til fordel for Venstre under omstændighederne, tilføjer Uffe Ellemann-Jensen.

”Et væsentligt tema for de andre i valgkampen var jo at fyre ting af, som ikke kunne holde,” siger han.

“Det var især hele diskussionen om efterløn. Jeg var gået åbent ud og havde sagt, at vi har ikke råd til at have den nuværende efterlønsordning. Nyrup havde udstedt sin efterlønsgaranti, som folk troede på. Det gjorde en forskel i valgkampen. Det understøtter i det mindste min tro på retfærdigheden i det politiske system, at det kom til at koste ham ved næste valg.”

Og koste gjorde det. Da Nyrup Rasmussens SR-regering et halvt år efter valget lavede en ny aftale med Venstre om efterlønnen, blev den ganske vist sikret i årene fremover, men Nyrup ændrede på reglerne for, hvornår man kunne få del i den. Det gav – fortjent eller ej – Socialdemokratiet det image af løftebrydere, som partiet skulle komme til at slås med de næste 12-14 år, og blev det perfekte afsæt for Anders Fogh Rasmussens i 00’erne berømte kontraktpolitik. Poul Nyrup Rasmussen genkender ikke den udlægning, at han har bundet befolkningen noget på ærmet.

”Nej, det kan jeg ikke. Jeg synes, Uffe skulle vedstå sit ansvar for, at efterlønnen kom så hårdt under pres,” siger Nyrup.

”Mit dilemma var, at jo flere gange de sagde, vi skulle af med efterlønnen, jo flere besluttede, de hellere måtte bruge den. Derfor måtte jeg gå ud og sige til folk, at de af jer, som har optjent efterlønnen, I får den også – inden efterlønnen endte med at kvæle sig selv.”

Ballet åbnes på Borgen
En hård valgkamp slutter 11. marts 1998 klokken 20.00, da valgstyreformænd landet over ringer med klokkerne for at få de sidste af knap fire millioner stemmer i hus. Nu kan Danmarks Radio offentliggøre sin Gallup-måling. Exitpolls viser spinkelt flertal til Nyrups SR-regering sammen med venstrefløjen, og socialdemokraterne i Christiansborgs gamle Landstingssal bryder spontant ud i partisangen ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Men oppositionen står stærkere i de første rigtige stemmetal, som i de kommende timer løber gennem EDB-apparaterne. Alle kilder husker, hvordan de to nationale tv-kanaler viser forskellige tal aftenen igennem: DR melder mest i de rødes favør, mens TV 2 hælder mod de blå. Socialdemokraterne i Landstingssalen fanger tendensen og beslutter at holde sig til DR’s transmission. Hvis ikke der bliver meget behov for festlig sang alligevel, kan sosserne i det mindste falde tilbage på coverbandet Tina Turner Jam.

Flaget blafrer rødt og hvidt
Helt anderledes ubekymret er stemningen inde hos Dansk Folkeparti. Fra første færd hersker liv og glade dage hos DF’erne. De har medtaget et lager af bordflag til en lille gimmick: Et dannebrogsflag skal markere hver af partiets folketingsmandater. De første, som helt og holdent er partiets egne:

”Det var en helt fantastisk aften, det var det virkelig. For os betød resultatet jo, at vi kunne lægge Fremskridtspartiet bag sig og for alvor være Dansk Folkeparti,” erindrer Pia Kjærsgaard.

Med henvisning til Pia Kjærsgaards og andre DF’eres partipolitiske fortid har deres modstandere yndet at bruge den fælles betegnelse ”de to Fremskridtspartier”. Nu kan Pia Kjærsgaard få det begreb hældt ned ad brættet. 13 gange Dannebrog ender det med, at hun og partifæller kan stille frem på de rød- og hvidternede duge.

”Det var et vældigt spring fra at være os fire, der var trådt ud af Fremskridtspartiet, og så til at være 13 mandater. Det synes jeg, var et passende antal. Jeg husker, da Fremskridtspartiet var kommet ind med 28 mandater i første omgang i 1973. Det havde heller ikke været godt for os at gentage. Jeg kan godt lide, det går pænt fremad, uden at man sidder og tænker på, hvordan man dog skal administrere alt det,” siger den senere formand for Folketinget.

Ved en halvtitiden på valgaftenen gør Pia Kjærsgaard noget meget uvant for sine mange valgaftener som partileder før som siden. Hun lader sig hylde tidligt på aftenen. Det samlede regnskab er hende mindre vigtigt at vente på. Siden valget dengang har Pia Kjærsgaard da også sagt, at det var en fordel for Dansk Folkeparti, at den blå blok og hendes officielle statsministerkandidat led nederlag i 1998. I dag tilføjer hun, at det mente hun i grunden også dengang:

”Mig passede det udmærket, at vi i en periode kunne stabilisere os selv uden at indgå i vanskelige politiske forhandlinger. Det var også min holdning i 1998, for vi havde brug for tid. Jeg siger også åbent, at Uffe Ellemanns og min personlige kemi ikke var god. Han er for elitær for min smag, og det havde været svært for os to at sidde og forhandle med hinanden i Statsministeriet.”

På sin side bekræfter Uffe Ellemann-Jensen, at det havde været svært for de to at forhandle med hinanden i Statsministeriet.

Færøerne og den gode historie
Efterhånden som klokken krydser halv elleve, har de to tv-stationers forskellige målinger udjævnet sig. De viser nu et mandats føring til henholdsvis den ene og den anden blok. Sagen er den, at DR viser fordelingen af mandater i Danmark, hvor der er et enkelt mandats føring til de røde. TV 2 medregner derimod de nordatlantiske mandater, som ved sidste valg faldt 3-1. Dermed står de borgerlige til at vinde hele kongeriget. For så vidt stillingen deroppe holder.

Nu forlyder det fra Thorshavn, at den præmis kan være forkert. Noget tyder på, at en socialdemokrat i Javnaðarflokkurin måske er ved at slå den ene af de to borgerlige af pinden deroppe. Dermed samlet 2-2 i Nordatlanten. Måske. Stadig tælles der stemmer fra København til Klaksvig, mens det politiske Danmark holder vejret. Prognosen skifter frem og så tilbage igen og gør ventetiden lang, inden udfaldet er klart.

Mange husker de nervepirrende meldinger fra Færøerne, og at ganske få stemmer skulle skifte for et andet udfald. Det har givet næring til en populær myte om, at Færøerne reddede Nyrup. Rettelig faldt de nordatlantiske mandater dog ligeligt til hver side, mens Nyrup og rød blok vandt i Danmark.

90’ernes powerpar
Ligesom sin rival vil statsministeren heller ikke vise sig offentligt, før resultatet er sikkert. Han er nervøs undervejs, men finder fortrøstning i, at Socialdemokratiet vil holde skansen som parti. De vil ikke få stryg mandatmæssigt, måske endda gå lidt frem? Kammerater har rapporteret, at de har mærket et ryk foregå her i de sidste dage. Det får Nyrup bekræftet, allerede før valgstederne er lukket. Om aftenen har han så talt med Radioavisen. De har ringet for en kort snak om exitpolls.

 ”Så lægger jeg røret og siger til min nærmeste, ‘Lone, vi har overlevet. Så må vi se med regeringsmagten’,” erindrer Poul Nyrup Rasmussen.

Statsministerens kone, Lone Dybkjær, er på dette tidspunkt Radikale Venstres medlem af Europa-Parlamentet. Ægteparret kører fra hjemmet på Frederiksberg og ankommer til Statsministeriet før klokken 22.00. Ministeriet råder over flere fjernsyn, men de befinder sig i hvert sit rum. Observatører går frem og tilbage med meldinger til Nyrups kontor, hvor han møder flere i S-toppen i aftenens løb, og optimismen stiger løbende. De tager et glas, mens de følger fremtiden på tv-skærmene. Auken og Lykketoft går i forvejen til Christiansborg, Nyrup venter. Det samme gør Dybkjær, men denne aften skal hun også til valgfest med de andre radikale.

Tid til forløsning
Længe har journalister og kamerafolk flokkedes om trappen på Christiansborg, som Nyrup skal stige op ad for at komme ind til socialdemokraternes valgfest. Landsresultatet kommer et stykke efter midnat mellem 11. og 12. marts 1998. Nu skulle den være god nok: Der foreligger intet flertal mod regeringen, og dermed fortsætter den. Nu kommer han! Sejrherren bestiger trappen badet i blitzlys. På vej til kammeraterne i Landstingssalen for enden af trappen. Han stopper et øjeblik, og så sker det, at han rækker armen og fire fingre i vejret. Det ikoniske billede af fire år til.

”Ja, det skete faktisk impulsivt,” erindrer Nyrup.

“Hvis det var forberedt, så havde jeg da ikke skullet fumle så meget for at få det til at se rigtigt ud. Det var inspireret af, at DSU’erne sang ’Four more years’, at de råbte det på min vej op ad trappen. Det var så igen inspireret af Bill Clinton, som vi alle sammen havde en god relation til. Det var det, som lå bag.”

Også andre ting giver festen et vist præg af politisk stjernedrys. Nyrup gør entré til tonerne af Tina Turner Jams covermusik, og de har selvfølgelig det passende Tina-hit i baghånden til statsmandens entré: Simply the Best. Han nærmest fægter sig vej gennem kammerater og journalister og kamerafolk til alle sider.

”Du er enormt koncentreret i sådan en situation, også selvom du lige har vundet. Det kan lyde kynisk, men det er realiteten. Her gælder det om, at du får sagt tingene på en sådan måde, at du dels er ordentlig i forhold til dig selv, men også kan favne det håb, som alle bærer i den sal,” fortæller Nyrup.

 Pludselig griber nogen fat i hans arm. Det er Svend Auken. I 1980’erne havde de to haft et personligt venskab og sammen været et socialdemokratisk formandskab. Men som det blev tydeligt, at Auken ikke kunne levere statsministerposten – ikke mindst på grund af de Radikales mistillid til ham – blev de i 1992 rivaler, der kæmpede en hård kamp om formandsposten i partiet. Nyrup vandt i et opgør, der skulle komme til at trække sit spor af kaffeklubber og intern strid mange år ud i fremtiden. Lige nu, i menneskehavet i Landstingssalen, slår Auken og Nyrup armene omkring hinanden.

”Det er dér, jeg faktisk ryger ud af dagsordenen. For pludselig ser vi hinanden i øjnene, på en måde vi ikke havde gjort længe. Jeg kan se på Svend, at det er ægte, at han er ægte glad. Det tager mig meget stærkt. Jeg behøver ikke sige meget mere end tak, for hele vores fælles historie går igennem hovederne på os i det øjeblik. Dertil kom selvfølgelig, at når vi nu havde vundet, skyldtes det også, at Svend havde gjort en formidabel indsats,” siger Nyrup.

Det er ikke falsk beskedenhed fra Nyrups side. Svend Auken har været Ellemann-Jensens direkte modstander i den store Århus Amtskreds, hvor S er gået frem. Slaget om Aarhus mellem Auken og Ellemann har ved flere valg været en kamp i kampen og et decideret tilløbsstykke, når de tørnede sammen til debatmøder. Auken har vundet, hvad der skulle blive den sidste omgang mellem de to. Med 61.321 personlige stemmer overtager han danmarksrekorden fra netop Uffe Ellemann-Jensen. Vælgerne er på fornavn med Svend og Uffe, som med længder kan distancere andre store politikeres stemmetal. Det er bare ikke nok for nogen af dem til at tage scenen som statsminister. Det er stadig en anden, der er på vej på podiet:

Poul Nyrup Rasmussen får mikrofonen overrakt af ‘Tina Turner’ og starter sin tale:

”Jeg troede i morges, at mirakler ikke fandtes i Danmark. Jeg troede en overgang i morges, at fællesskabet – og det, at vi alle sammen har et ansvar for hinanden – måske var kommet i mindretal. Jeg har oplevet i aften, at der fortsat i Danmark er et flertal for, at vi skal holde sammen,” siger han til det jublende publikum.

Et livsvigtigt nederlag
Jubel er der ikke noget af på Christiansborgs anden sal, hvor trekløveret i Venstre-toppen er samlet, efter Ellemann-Jensen endelig har fået mødt pressen og de andre partiledere til de obligatoriske udvekslinger af ord. Nu er der ikke noget, man gider se i fjernsynet længere.

”Jeg husker udmærket hele nachspielet, efter vi havde druknet sorgerne, og jeg sad der igen med Anders Fogh og Claus Hjort og sagde til dem, at nu ville jeg gå som formand. Tænk dig om, sagde de. Det har jeg allerede gjort, svarede jeg. Og nu måtte Anders Fogh tage fat, også uden betænkningstid,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen bekræfter forløbet; ingen kendte til Uffes planer i nederlagets stund. Det vil sige ingen i Venstre. Beslutningen har han truffet i samråd med sin kone, Alice Vestergaard. De var enige om, at det var nu eller aldrig, uanset hvad Venstre mente om den sag.

Uffe Ellemann-Jensen har aldrig fortrudt afgangen i sin tid, og ikke nok med det: Han fortryder ikke engang, at han tabte valget.

”For jeg har efterfølgende kunnet se, at det nederlag i 1998 reddede mit liv. Hvis jeg var blevet statsminister dengang eller senere, skulle jeg have siddet måske to perioder, og jeg havde ikke haft helbredet til det. Alle de problemer, jeg har fået senere, med hjertet og kræft og alt det dér – hvis det var kommet væltende lidt tidligere under de omstændigheder, så var jeg sgu død af det. Så nej, jeg er ikke bitter i dag, ikke det mindste. Jeg er helt taknemmelig for, at færingerne var blevet sure på Sambandspartiet,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

 Det er ikke kun en af de to store, der skal tabe denne hektiske marts måned i dansk politik. Det Konservative Folkepartis Per Stig Møller bukker også under som leder af et parti, der er gået op i limningen efter personlige kampe. Stærke borgerlige alternativer gør det heller ikke nemmere, og partiet decimeres fra 27 til 16 mandater.

”Det var sgu ikke godt,” konstaterer Per Stig Møller tørt i dag, selvom 16 konservative mandater måske ikke virker helt så galt set med 2018-øjne.

”Uroen i partiet kostede os. Uffe er en nobel herre, og han har været venlig aldrig at angive uro i Det Konservative Folkeparti som årsag til nederlaget. Men jo da, det kostede os med den uro. Havde vi bare holdt et mandat mere, så var Uffe blevet statsminister, og jeg var blevet udenrigsminister.”

Undervejs på valgaftenen ser det en overgang ud, som om partilederen selv er ved at miste sit eget sæde i Folketinget. Han kommer ind, dog på et tillægsmandat. Snart efter trækker han sig som partileder, hvad han ellers kun havde været siden året før. Efter eget udsagn kunne han være blevet siddende, men der var brug for et nyt lederskab. Udenrigsminister når han trods alt at blive alligevel.

Det sidste husmandsvalg
I 1998 er det stadig under en fjerdedel af danske hjem, der har adgang til internettet. Kun lidt mere en halvdelen har i det hele taget en computer i hjemmet. Mobiltelefoner er stadig en raritet, og verden må vente seks år endnu, før Mark Zuckerberg lancerer Facebook. Borgerne får deres oplysninger om samfundet fra aviser og nogle ganske få radio- og tv-kanaler. Politisk kommunikation foregik på helt andre vilkår. Som Per Stig Møller siger i dag:

”Havde vi haft nutidens medier dengang, kunne vi for eksempel have nået at bryde effekten af den forbandede reklame med Uffes hus. Skulle man slå tilbage dengang i 1998, måtte man vente på den næste avis, og der skulle købes annonceplads, og inden da ville valget være overstået. I dag kunne vi have brugt de sociale medier som et hurtigt modtræk.”

Det er relativt vigtigere i landspolitik anno 1998, at man kommer ud til folk og overbeviser dem en ad gangen eller i mindre forsamlinger. Det hører også med til en af de bedst kendte historier om Nyrups pragtpræstation i valget: At han var derude på gader, stræder og arbejdspladser, at han kæmpede til det sidste med roser i hænderne.

”1998-valget er en af de største sejre for en dansk politiker nogensinde. I 1998 var det Poul, der trak, mens andre allerede sad og forberedte tiden efter nederlaget. Det skal du også se i lyset af de modsætninger, han skulle kæmpe med internt. Socialdemokratiet i 90’erne bestod nærmest af tre partier hver for sig omkring Poul Nyrup, Svend Auken og Ritt Bjerregaard,” erindrer MF Morten Bødskov, der i 1998 var formand for de unge socialdemokrater i DSU.

Uffe Ellemann-Jensen har sin egen definition af tilstanden dengang. Han kalder 1998 for ”det sidste husmandsvalg”. Flere andre af datidens politikere kan godt følge den betegnelse, dog hver især på sin egen måde, for eksempel Poul Nyrup Rasmussen:

”Det var selvfølgelig ikke bare husmænd. Det var arbejdere og funktionærer, hele middelklassen, der engagerede sig. Alle dem, der bar for os! Det kan jeg godt savne lidt mere af i dag. Det er min erfaring, at når du står over for et andet menneske blik til blik – dér sker der noget. Noget, som man ikke rigtigt kan få med på noget socialt medie, om det så er nok så smart,” siger Nyrup, som ellers har lært Snapchat og Twitter af sit barnebarn.

Nye vinde i Venstre
Noget af det første, Anders Fogh Rasmussen får gjort som ny høvding i Venstre, er at få smidt Ellemann-Jensens stuebirk fra valgnatten ud. Han planlægger ikke at få brug for den. Journalister skal ikke komme til at diktere grænser for ham som Venstres formand. Den politiske kommunikation skal professionaliseres – erfaringerne fra 1998 initierer spindoktorens komme i dansk politik, en figur, der hele vejen igennem nullerne er omgærdet af mystificering og debat. Men stuebirken er faktisk ikke det eneste fra Ellemanns periode, der ryger ud.

Efter valgnederlaget begynder Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen over en frokost i Nyhavn at skifte Venstres kurs, hvad angår velfærds- og fordelingspolitik. Aldrig mere et 1998-valg. Sådan bliver fremtidens mantra i partiet.

”Allerede dagen efter valget begyndte vi på en ny politisk strategi for de næste år. Valget i 1998 var jo det valg, der mest tydeligt havde demonstreret, at valget afgøres på midten af dansk politik, ikke ude hos yderfløjene. Den erkendelse har sat sig hos rigtig mange af os, der arbejder med politik,” som den nuværende forsvarsminister udtrykker det.

Ud ryger også Uffe Ellemanns relativt blødere linje over for indvandring til Danmark. Dansk Folkepartis succes viser, at udlændingetemaet ikke længere kunne forbigås. Disse vilkår tager man bestik af hos Venstre, der frem mod valget små fire år senere gør udlændingepolitik til et helt centralt punkt i deres værdipolitiske appel til vælgerne.

Midten glider ud
Til valgkampen 1998 kom Mimi Jakobsen tilbage i huj og hast, endda uden rigtig at være kommet sig efter måneders sygdom forinden. Alligevel får hun tre mandaters fremgang på at insistere på en borgerlig regering uden stramninger af udlændingepolitik. På valgaftenen må hun oven i købet affeje journalisters spørgsmål, om hun mon var klar til at være forhandlingsleder og potentielt statsminister for et mudret flertal.

Allerede efter valget i 2001 er hun imidlertid politisk uvigtig. CD kommer nemlig slet ikke ind.

”Forskellen var, at tilbage i 90’erne var indvandrer- og flygtningepolitik stadig et politisk område på linje med andre. Senere blev det et nærmest altafgørende tema,” siger Mimi Jakobsen.

”Det kostede os på to flanker. For det første mistede vi også nogle af vores vælgere, da de blev mere indvandrerkritiske, og fred være med det. Det var værre, at de mere humanistisk indstillede begyndte at tvivle på os, fordi vi stadig støttede en borgerlig regering, der ville samarbejde med Dansk Folkeparti. Jeg har siden overvejet, om vi skulle have skiftet tilbage til Nyrup igen i slutningen af 90’erne. Han sagde jo rent ud, at de ikke var stuerene. Men håbet var også, at vores mandater netop kunne holde en borgerlig regering på anstændig kurs,” fortæller hun.

Udviklingen omkring årtusindeskiftet kom bag på Mimi Jakobsen. Muligvis er den kommet mindre bag på Uffe Ellemann-Jensen.

Dagen efter valget, mens de gamle kampfæller planlægger Venstres fremtid, tager den afgående V-formand til frokostmøde i Den Danske Publicistklub. Sådan som traditionen byder for partiledere dagen efter folketingsvalg.

Stemningen er dårlig ved mødet i Publicistklubben, beretter tidens presse. Undervejs advarer Uffe Ellemann-Jensen, at hvis ikke regeringen passer på, får Dansk Folkeparti dobbelt så mange stemmer i næste omgang. Faktisk lykkedes det ikke helt for Dansk Folkeparti med en fordobling i første forsøg. Men siden har partiet fået næsten tre gange flere. Uffe Ellemann-Jensen siger i dag, at han ikke erindrer den advarsel, som han har givet dengang. Pia Kjærsgaard siger, at hun aldrig har glemt den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mimi Jakobsen

Fhv. minister, MF og partiformand (CD), fhv. generalsekretær, Red Barnet og direktør for Scleroseforeningen
BA.mag. i tysk sprog og fonetik (Københavns Uni. 1979)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00