Populismen i Europa lever i bedste velgående

Macrons nylige nederlag i Frankrig og Støjbergs nye parti herhjemme er tegn på samme tendens: Rygterne om populismens død er stærkt overdrevne, skriver Christian Egander Skov.

Placeholder image
Frankrigs valg til Nationalforsamlingen blev et gennembrud for højrepopulisten Marine Le Pens parti, Rassemblement National (RN), der gik fra seks til 89 mandater. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rygterne om populismens død er stærkt overdrevne. Sådan kan vi opsummere resultatet af Frankrigs valg til Nationalforsamlingen for nyligt, hvor Macrons parti, Le République En Marche, måtte indkassere et forsmædeligt nederlag.

Før valget havde En Marche absolut flertal. Det er nu væk, og partiet mistede næsten halvdelen af sine mandater.

Valget blev et gennembrud for højrepopulisten Marine Le Pens parti, Rassemblement National (RN). Det gik fra seks til 89 mandater. Nu er det det næststørste i parlamentet.

Godt nok fik venstrefløjskoalitionen Nupes 142 mandater, men det er netop ikke et parti, men en koalition af forskellige partier, fra det gamle systembærende Socialistparti til Jean Luc Melenchons venstrepopulistiske LFI.

RN har allerede erklæret sig som oppositionens leder. De gamle systempolitikeres reaktion er langt fra begejstrede, for med positionen som største oppositionsparti kan RN besætte centrale poster, såsom formandskabet for det mægtige finansudvalg.

"Det her er et mareridt," udtalte den forhenværende justitsminister Rachida Dati fra det konservative parti Les Républicains.

I det hele taget er Frankrigs politiske elite noget groggy. Macron skulle have været centrumpolitikkens kur mod populismen. Jupiter! Hans sejr ved præsidentvalget gav oprejsning til håbet. Nu har konen tabt æggene i vejkanten.

Avisen Le Figaro udkom mandag med en forside, hvor de havde fundet de helt store typer frem: "France ingouvernable". Man behøver ikke være kyndig udi kulturnationens sproglige skat for at kunne afkode, hvad det drejede sig om. Frankrig er nu umuligt at regere. 

De klassiske folkepartier, som i deres velmagtsdage var i stand til at skabe koalitioner mellem høj og lav og centrum og periferi, er i krise

Christian Egander Skov

I Le Monde udfoldede en længere analyse på lederplads et andet fransk begreb: "dégagisme". Begrebet dækker over, at vælgerne gør oprør mod den siddende politiske elite.

Dégagisme er, forklarer Le Monde, en næsten ustoppelig kraft i et valg. Det var den, der i sin tid bragte Macron til magten, da han med sin kække ungdommelighed satte de gamle, trætte systempartier stolen for døren. Og nu vil de rastløse vælgere så videre. Dégagisme.

I lederen angriber Le Monde også de franske medier, der har givet taletid til højrepopulismen og dermed trivialiseret den, ligesom Macron angribes for at have fokuseret for meget på truslen fra Melenchon.

Alt dette er en ikke-forklaring; en vred stampen i jorden over, at det urimelige er sket, og at det valgsystem, som havde til formål at holde yderfløjene ude, nu har fejlet den franske elite.

Affejningen af højre- og venstrepopulismens fremgang som et udslag af ledvogternes svigt og vælgernes irrationelle, spasmodiske dégagisme dækker over en politisk elite, som har vanskeligt ved at acceptere det korrektiv, som udgår fra populismen mod deres politik.

På Twitter har politologen Matthew Goodwin, som har beskæftiget sig indgående med europæisk populisme, opsummeret sin analyse af det, han beskriver som "polarisering på steroider" i et besk tweet.

"Macron-effekten er nu glasklar. Laveste valgdeltagelse i den 5. Republiks historie. Højeste antal mandater til det populistiske højre siden Anden Verdenskrig. Rekordresultat for det populistiske Venstre. Le Pen og Melenchon er nu mainstream. De gamle partier er imploderet."

Macrons nederlags skriver sig ind i en større forfaldsfortælling om centrumhøjre i Europa. Måske har vi alle sammen dégagisme?

Læs også

I Weekendavisen har Christian Foldager optegnet de traditionelle konservative partiers krise rundt om i kontinentet.

I Holland er det traditionelle konservative parti, Kristendemokraterne, kollapset siden 2010. I Tyskland taler man nu om "konservatismens krise". I Spanien æder det højrepopulistiske Vox sig ind på Partido Popular.

I Italien har det dominerende borgerlige parti længe været det højrepopulistiske La Lega, der overtog faklen fra Forza Italia, som selv havde indtaget posten som det førende centrumhøjre-parti efter de italienske kristendemokrater, som gik i opløsning i 90’erne.

I Frankrig kan vi supplere billedet af Macrons vanskeligheder ved kort at erindre, at det traditionelle konservative parti, Les Républicains, helt blev slået af banen til præsidentvalget.

Centrumhøjre er i krise. Men det er centrumvenstre også.

Mere præcist er de klassiske folkepartier, som i deres velmagtsdage var i stand til at skabe koalitioner mellem høj og lav og centrum og periferi i krise.

Den norske forfatter og socialdemokrat Tarjei Skirbrekk har i bogen ’De moderate folkepartiers fald i Europavist, at der er blevet langt mellem de partier, som var i stand til rutinemæssigt at mønstre over 30 procent af stemmerne.

De moderate folkepartier var rygraden i det europæiske partisystem. Selvom der var forskel på socialdemokratiske og konservative folkepartier, konvergerede man stadig mere udtalt på rammerne for det politiske: "liberalt demokrati, en retsstat, en social markedsøkonomi og et universelt velfærdssystem."

De sidste årtiers sociale, kulturelle og økonomiske udvikling har ført til, at "det moderate hegemoni" er smuldret bort.

Neoliberal økonomi, postmoderne relativisme og siden en aggressiv identitetspolitik, der bestemt ikke er relativistisk, men retter kanonerne mod de livsformer, folk flest er tilknyttet. Alt dette har ifølge Skirbekk efterladt vælgerne præget af en dyb følelse af utryghed.

Herhjemme fik vi forleden et nyt politisk parti, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Partiet lander imidlertid i en dansk højrepopulisme midt i et vadested. Dansk Folkeparti er i terminal krise og Nye Borgerlige vakler i selvforståelsen mellem rollen som protestparti og normalt borgerligt parti. Men populismens potentiale er næppe udtømt.

Den totale fragmentering af blå blok i Danmark er i det perspektiv en dansk variation over det generelle europæiske tema.

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, Conservatism at the Crossroads - NTNU, kommentarskribent, Altinget
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser