Populismen i Europa lever i bedste velgående

Rygterne om populismens død er stærkt overdrevne. Sådan kan vi opsummere resultatet af Frankrigs valg til Nationalforsamlingen for nyligt, hvor Macrons parti, Le République En Marche, måtte indkassere et forsmædeligt nederlag.

Før valget havde En Marche absolut flertal. Det er nu væk, og partiet mistede næsten halvdelen af sine mandater.

Valget blev et gennembrud for højrepopulisten Marine Le Pens parti, Rassemblement National (RN). Det gik fra seks til 89 mandater. Nu er det det næststørste i parlamentet.

Godt nok fik venstrefløjskoalitionen Nupes 142 mandater, men det er netop ikke et parti, men en koalition af forskellige partier, fra det gamle systembærende Socialistparti til Jean Luc Melenchons venstrepopulistiske LFI.

RN har allerede erklæret sig som oppositionens leder. De gamle systempolitikeres reaktion er langt fra begejstrede, for med positionen som største oppositionsparti kan RN besætte centrale poster, såsom formandskabet for det mægtige finansudvalg.

"Det her er et mareridt," udtalte den forhenværende justitsminister Rachida Dati fra det konservative parti Les Républicains.

I det hele taget er Frankrigs politiske elite noget groggy. Macron skulle have været centrumpolitikkens kur mod populismen. Jupiter! Hans sejr ved præsidentvalget gav oprejsning til håbet. Nu har konen tabt æggene i vejkanten.

Avisen Le Figaro udkom mandag med en forside, hvor de havde fundet de helt store typer frem: "France ingouvernable". Man behøver ikke være kyndig udi kulturnationens sproglige skat for at kunne afkode, hvad det drejede sig om. Frankrig er nu umuligt at regere. 

De klassiske folkepartier, som i deres velmagtsdage var i stand til at skabe koalitioner mellem høj og lav og centrum og periferi, er i krise

Christian Egander Skov

I Le Monde udfoldede en længere analyse på lederplads et andet fransk begreb: "dégagisme". Begrebet dækker over, at vælgerne gør oprør mod den siddende politiske elite.

Dégagisme er, forklarer Le Monde, en næsten ustoppelig kraft i et valg. Det var den, der i sin tid bragte Macron til magten, da han med sin kække ungdommelighed satte de gamle, trætte systempartier stolen for døren. Og nu vil de rastløse vælgere så videre. Dégagisme.

I lederen angriber Le Monde også de franske medier, der har givet taletid til højrepopulismen og dermed trivialiseret den, ligesom Macron angribes for at have fokuseret for meget på truslen fra Melenchon.

Alt dette er en ikke-forklaring; en vred stampen i jorden over, at det urimelige er sket, og at det valgsystem, som havde til formål at holde yderfløjene ude, nu har fejlet den franske elite.

Affejningen af højre- og venstrepopulismens fremgang som et udslag af ledvogternes svigt og vælgernes irrationelle, spasmodiske dégagisme dækker over en politisk elite, som har vanskeligt ved at acceptere det korrektiv, som udgår fra populismen mod deres politik.

På Twitter har politologen Matthew Goodwin, som har beskæftiget sig indgående med europæisk populisme, opsummeret sin analyse af det, han beskriver som "polarisering på steroider" i et besk tweet.

"Macron-effekten er nu glasklar. Laveste valgdeltagelse i den 5. Republiks historie. Højeste antal mandater til det populistiske højre siden Anden Verdenskrig. Rekordresultat for det populistiske Venstre. Le Pen og Melenchon er nu mainstream. De gamle partier er imploderet."

Macrons nederlags skriver sig ind i en større forfaldsfortælling om centrumhøjre i Europa. Måske har vi alle sammen dégagisme?