Professor: Adgangskrav til universiteterne bør ændres af hensyn til fremtidens genier

Af Jacob Rosenberg (LA)
Professor, Københavns Universitet, overlæge, Herlev/Gentofte Hospital, regionsrådsmedlem og folketingskandidat

Uddannelse er en ret for den enkelte og bør være tilgængelig for alle.

De nuværende adgangskrav udelukker imidlertid en masse studerende, hvor nøglen til Danmarks fremtid kan gemme sig.

Vi må derfor se på hele systemet med nye briller og uden fordomme.  

International konkurrence
Jeg har stor international berøringsflade, og når jeg fortæller om det danske system til mine internationale kollegaer, er den første reaktion, at vores system med gratis undervisning på universiteterne er fantastisk. Og det er det også!

Imidlertid er der også en bagside af medaljen i et system, som kun tillader offentligt finansierede universiteter, og hvor adgangskravet til de forjættede universiteter helt overvejende er et eksamensgennemsnit fra gymnasiet eller HF.

Vi skal give meget bedre og lige adgang til universiteterne, så der også bliver plads til vore dages Niels Bohr, det vil sige en genial person trods et lavt gennemsnit fra gymnasiet eller HF.

Jacob Rosenberg (LA)
Professor, Københavns Universitet, overlæge, Herlev/Gentofte Hospital, regionsrådsmedlem og folketingskandidat

Danmark kan kun overleve i den internationale konkurrence, hvis vi satser markant på uddannelse og forskning, og det kommer ikke af sig selv.

Vi skal have fat i de bedste og få dem gennem de rigtige uddannelser og bagefter give dem arbejdsforhold, som muliggør, at Danmark kan vokse.

Adgangssystemet skaber ulighed
I et system, som styres af rammebevillinger finansieret over skatten, vil der være et forud defineret antal studiepladser. Man har så valgt at styre adgangen til studiepladserne ved at se på karaktergennemsnit fra gymnasiet eller HF.

Flere uddannelser har nu et så højt karakterkrav, at vi fremdyrker en speciel type studerende, nemlig dem, der arbejder meget intenst med nøjagtig de aktiviteter, som kan give en høj karakter, og fravælger aktiviteter, som kan udvide horisonten og give personlig modenhed.

Man taler om de såkaldte ”12-talspiger” som eksempel på denne type studerende. Det er selvfølgelig strengt og uretfærdigt og mange gange helt forkert, men der kommer sjældent røg, hvis der ikke er en brand. Så der er nok noget om snakken.

Dette er specielt i gymnasiet et problem, idet gennemsnittet også influeres af de såkaldte årskarakterer og ikke kun af præstationen ved eksamen.

HF har ikke årskarakterer, og karakteren her afspejler derfor nok mere den reelle viden og færdighed fremfor på gymnasiet, hvor en række psykologiske faktorer også kan spille ind, når gymnasieeleven skal opnå en høj årskarakter.

Det er velkendt, at man kan opnå en højere årskarakter, hvis man for eksempel er meget aktiv i timerne fremfor at være den stille type, selvom begge kan være lige dygtige.

Der er selvfølgelig massevis af undtagelser fra en sådan generalisering, men det generelle indtryk er, at vores adgangssystem til universiteterne fremelsker en speciel type studerende, og det er nok ikke i samfundets interesse at ensrette mennesketypen så meget til de videregående uddannelser.

Vi går måske glip af genierne
Der er på gymnasier og HF også elever, som af forskellige grunde ikke præsterer optimalt i eksamenssituationen, og derved forsvinder dømmestudiet også.

Man starter måske så på et studie, som man ikke rigtig brænder for, og samfundet går derved glip af en genial læge, en genial jurist eller en genial hvad som helst, blot fordi vores adgangskrav til universitetet ikke formår at indfange de bedste studerende til det pågældende studie.

Og ”bedst” betyder ikke nødvendigvis den bedste karakter.

Jeg har en hel del professorkollegaer, som samstemmende indrømmer, at de aldrig var blevet optaget på lægestudiet, hvis der dengang var adgangskrav som i dag. Vi bliver derfor nødt til at nytænke hele området, så vi giver mulighed for langt flere at komme ind på deres drømmestudie.