Professor emeritus: Danner Open Access basis for en postfaktuel verden?

Af Jens Christian Djurhuus
Professor emeritus, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, tidl. formand for Det Frie Forskningsråds bestyrelse (nu Danmarks Frie Forskningsfond)

Alle forskningsresultater skal tages med et gran salt, eller man bør i det mindste vente til næste uge for at se, om der ikke skulle dukke anden forskning op.

Sådan kan det synes, at befolkning og politikere efterhånden ser på den viden, som forskere og eksperter står for.

I en postfaktuel virkelighed kan man vælge de budskaber, som passer bedst i eget kram, frem for de, der er evidens for.

En stor del skyldes manglende kildekritik i medierne samt jagt på klik – men måske har vi som forskere også skyld i dette.

Open Access udsprang af idealisme
I slutningen af 2010'erne ratificerede vi i Det Frie Forskningsråd (nu Danmarks Frie Forskningsfond) ”Berliner-deklarationen” om såkaldt Open Access (OA). Altså at man skulle tilstræbe at gøre sine forskningspublikationer frit tilgængelige og gratis for offentligheden.

Hvis bivirkningen af OA er, at der opstår alle mulige afarter af videnskabelige tidsskrifter inden for snævre områder, hvor resultatet er, at alt slipper igennem, blot der er betalt, er det videnskaben, der lider skade.

Jens Christian Djurhuus
Professor emeritus, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, tidl. formand for Det Frie Forskningsråds bestyrelse (nu Danmarks Frie Forskningsfond)

Ud over idealisme betød det også noget, at der forelå en analyse, som viste, at Danmark ville få en stor økonomisk gevinst ved, at erhvervslivet fik fri adgang til forskningen.

Samtidig blev det hævdet, at dansk forskning ville få endnu større international gennemslagskraft.
Vi gik i rådet så langt som til at overveje at gøre det til en klausul for bevilling, at modtagere forpligtede sig til at publicere i Open Access tidsskrifter.

At vi var med til at åbne Pandoras Æske, vidste vi ikke.

Mængden af tidsskrifter stiger
Men siden OA er blevet spredt ud over det ganske videnskabelige landskab, er det myldret frem med tidsskrifter, således at der i dag, i det organ, der søger at holde orden på tidsskrifter, antal og kvalitet, Directory of Open Access Journals (DOAJ), er registreret 11.969 videnskabelige tidsskrifter, publikationer (16.8 2018), som udkommer på faste tidspunkter med fagfællebedømmelse, og som indeholder originale videnskabelige resultater. Alene fra 1.-16. august i år kom der 100 nye til.

Hvor mange, der på samme tid er forsvundet, ved jeg ikke, men det forekommer nu også ret hyppigt.

Det siger sig selv, at der dermed er et tidsskrift for selv den mindste niche.

Alt sammen under dække af at være videnskabelige publikationer.

Penge og ikke kvalitet bliver formålet
Det forklarer også de talrige henvendelser, mange forskere får på mail hver uge med anmodning om at indsende artikler – ret ofte slet ikke inden for ens forskningsfelt, og i den mest groteske form angives, at der går 10 dage fra indsendelse over fagfællebedømmelse til publikation.

Der er altså tale om aktivitet, der har det ene formål; at et forlag skal tjene penge, og det uanset emne, kvalitet og lødighed.

Der er samtidig tale om et for fristende tilbud for mange forskere, da disse tidsskrifter alt andet lige får artikler tilsendt.

Open Access forekommer i to principielt forskellige versioner. Den gyldne, hvor forfatterne betaler ganske store beløb for publikationen, der derefter er tilgængelig med det samme, og den grønne, hvor der er en latenstid, inden publikationen frigives til Open Access.

Økonomiske sanktioner overvejes
I juli kom en opdatering af Danmarks Nationale Strategi for Open Access, hvor Uddannelses- og Forskningsministeriet satte det mål, at fra 2025 skal alle danske, fagfællebedømte forskningsresultater være frit tilgængelige inden for 12 måneder.

Dermed understøtter man også de bestræbelser, man har inden for EU for eksempel i forbindelse med Horizon 2020-programmet, hvor der overvejes økonomiske sanktioner, hvis man ikke publicerer i OA.

Dog viser der sig også i EU en bekymring for, hvorledes OA har udviklet sig, og de etiske aspekter heraf var blandt andet et emne ved en workshop i februar.

Hvis betaling kan give publikation forsvinder tilliden
Princippet i OA er uden tvivl godt. Men hvis bivirkningen er, at der opstår alle mulige afarter af videnskabelige tidsskrifter inden for snævre områder, hvor resultatet er, at alt slipper igennem, blot der er betalt, er det videnskaben, der lider skade – både konkret og i omdømme.

Derfor bør et så markant mål, som det, der er sat i den nationale strategi, følges af en nøje opfølgning af effekten på publikationsprofilen.

Der vil altid være et incitament til, at man søger sine resultater publiceret i anerkendte tidsskrifter, men hvis barren sænkes, så man altid kan finde et sted, der mod betaling vil publicere ens resultater, forsvinder tilliden til forskning og forskere.

Internationalt er der initiativer for eksempel som nævnt DOAJ, der prøver at skabe overblik over myriaden af tidsskrifter, så man kan få vejledning i, hvilke der er seriøse og til at stole på, og hvilke der ikke er det, men det er et enormt arbejde.

Èn ting er sikkert. Løsningen til at lukke Pandoras Æske igen er ikke ukritisk at forlange, at forskere publicerer i OA – hverken på nationalt eller europæisk plan.