Professor emeritus: Minkkommissionen var et teater, der skulle holde liv i affæren frem til et valg

Departementschef svigtede

Den reelt ansvarlige, ministerens højre hånd, departementschefen, hvis eksistensberettigelse blandt andet er at sikre, at ministeren ikke kommer i fedtefadet, svigtede i det afgørende øjeblik, hvor den politiske beslutning blev truffet, men hvor spørgsmålet om hjemmel ikke var "top of mind".

At han bliver indstillet til disciplinærforfølgning, er derfor heller ikke overraskende. For de ni andre embedsmænd, som lider samme skæbne, var resultatet derimod mindre oplagt og kunne måske også være faldet anderledes ud, hvis kommissionen havde besindet sig på at sætte barren for disciplinærforfølgning af kritisabel embedsmandsadfærd noget højere, blandt andet henset til, at omstændighederne i denne sag notorisk var specielle med en forceret beslutningsproces på et delvist uafklaret regelgrundlag og med inddragelse af en flerhed af aktører.

Det er det, der blandt andet ligger i det forsigtighedsprincip, som undersøgelseskommissioner efter loven skal anlægge, og det har Minkkommissionen efter min opfattelse ikke gjort i tilstrækkelig grad.

Intet galt med en styrende statsminister

En særlig omstændighed, som kommissionen tilsyneladende ser bort fra, er den notoriske usikkerhed, der herskede ministerierne imellem om selve lovgrundlaget.

Fødevareministeriet mente nok, at en fuldstændig afvikling af minkerhvervet krævede særskilt lovhjemmel, mens Justitsministeriet til det sidste fastholdt, at der var fornøden hjemmel i den gældende lov.

Først – så at sige på dagen – affandt man sig med ressortministeriets vurdering. En så grundlæggende usikkerhed burde i sig selv mane til forsigtighed i ansvarsvurderingerne.

En anden omstændighed er det forhold, at flere myndigheder har skullet inddrages i beslutningen – Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, foruden Fødevareministeriet – og en sådan tværsektoriel indsats kræver både koordinering og beslutningskraft (styring).

Magtcentrering kan afføde fejl

Det er her, Statsministeriet kommer ind i billedet, selv om den operative koordination var overladt til Justitsministeriet. Det gør imidlertid hverken Statsministeriet eller de øvrige fagministerier til medansvarlige for Fødevareministeriets – juridiske – håndtering af sagen.  

Der er heller intet galt i, at statsministeren i en krisesituation gør sig selv til den samlende figur

Carsten Henrichsen
Professor emeritus og doktor i jura

Rent bortset fra, at statsministeren altid sidder for bordenden, når vigtige beslutninger skal træffes, er der heller intet galt i, at statsministeren i en krisesituation gør sig selv til den samlende figur. Det er tværtimod både helt naturligt og nødvendigt.

At en sådan magtcentrering kan afføde fejl, er indlysende, men uden styring og koordination ville der slet ikke kunne træffes beslutninger af mere vidtrækkende karakter, således som det havde vist sig med Fødevareministeriets svigtende indsats over for pandemiens hærgen blandt landets minkbesætninger tidligere på året.  

Under de omstændigheder giver det ikke nogen mening at straffe fejl i håndteringen af pandemibekæmpelsen med en veritabel vendetta mod embedsmandskorpset, hvor der er udsigt til at eliminere dele af den administrative topledelse. Strengt taget burde kommissionsberetningen have affødt en omgående suspension af de indklagede embedsmænd, hvilket regeringen forståeligt nok ikke har følt trang til.

Rent bortset fra, at regeringen er den nærmeste til at vide besked om den krise, som havde ramt minkerhvervet, og den administrative belastning, som krisen havde affødt.

Hvor er forsigtighedsprincippet?

Minkkommissionen har som nævnt været forpligtet til at underlægge sine ansvarsvurderinger et forsigtighedsprincip, således at ansvar ikke gøres gældende, uden at der er en høj grad af sandsynlighed for, at det kan udløse en disciplinærstraf.

Læser man Minkkommissionens beretning, får man ikke noget klart indtryk af, hvordan dette princip konkret har fundet anvendelse ved vurderingen af ansvarsforholdene i de enkelte tilfælde. Kommissionen fastslår blot mekanisk, at ansvarsbetingelserne er opfyldt, og at der således er grundlag for disciplinærforfølgning.

Særligt i forhold til Koordinationsudvalgsmødet 3. november 2020, hvor beslutningen om aflivning af minkene blev truffet, fastslår kommissionen, at der var tid til at kvalitetssikre beslutningen, selv om det måtte ske med kortest mulige frist.

Men det forudsatte jo, at der var nogen, som overhovedet fik tanken, at der kunne være et problem, og det var her, fagministeriets departementschef svigtede. Han og han alene er den egentlig ansvarlige i minksagen, og det var han også selv pinligt bevidst om, da han tog afsked med sin minister med beklagelse af, at ministeriet havde svigtet ham. Så – igen – hvor er det, at forsigtighedsprincippet har spillet ind i kommissionens historisk skarpe kritik af embedsværket?

Departementschefen skal ikke fremhæves som jurist

Tværtimod anvender kommissionen et skærpet ansvarsgrundlag ved at lægge til grund, at embedsmænd på alle niveauer må have opmærksomheden henledt på, om der nu er fornødent lovgrundlag for en regeringsbeslutning og selv aktivt sikre sig, at det er tilfældet, uagtet at man ikke selv befatter sig med lovområdet.

På det grundlag rammes ikke mindst Statsministeriets departementschef, som, man også mener, kunne have afsat tid til en "læsepause" og efterfølgende kvalitetssikring i fagministeriet.

Det, mener jeg, er at rette smed for bager i betragtning af, at den øverste embedsmand fra ressortministeriet sad med ved bordet, da beslutningen blev truffet uden at tage nogen forbehold.

Granskningskommissionen, der blev opfundet til lejligheden, var et stykke teater, der skulle holde liv i affæren, efter at den for længst var afhandlet parlamentarisk

Carsten Henrichsen
Professor emeritus og doktor i jura

Helt galt er det at fremhæve, at departementschefen selv er jurist, og derfor nok burde vide besked om betydningen af legalitetskravet til offentlige beslutninger. En departementschef skal vurderes på sine ledelsesmæssige kvaliteter og ikke på snævert fagkyndige meritter, medmindre de har særlig betydning for stillingen.

Det er en selvfølge, at en administrativ topleder – uanset uddannelsesmæssig baggrund – kender betydningen af dette helt elementære krav til forvaltningen. Men det er bestemt ingen selvfølge, at en topleder kan gennemskue lovgivningen på områder, som hun ikke selv til daglig beskæftiger sig med.

En teatertorden

Der var som ventet flertal i Folketinget for aflivning af minkene – resten er teatertorden ligesom granskningskommissionen selv, der blev opfundet til lejligheden, var et stykke teater, der skulle holde liv i affæren, efter at den for længst var afhandlet parlamentarisk, og præcis så længe at resultatet ville kunne inddrages i den kommende valgkamp.

Og som var det bestilt, lød konklusionen herfra i overskriftsform, at "skandalen" dybest set var resultatet af en forceret, centralstyret proces. Med andre ord endnu en illustration af regeringens påståede magtfuldkommenhed og et enkelt credo, som vil gøre sig godt i en valgkamp.

Men sagen er ikke slut endnu, der forestår et juridisk efterspil med tjenestemandsundersøgelser, og det er langt fra sikkert, at det går her, som "præsten prædiker," heller ikke selv om der rejses sag mod alle de indklagede embedsmænd. Til sammenligning endte tre ud af fire sager med frifindelse i tamilsagen. Under alle omstændigheder bør forløbet føre til selvransagelse.

Den nye undersøgelsesform med granskningskommissioner, som blev opfundet til lejligheden, er forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Det gælder ikke mindst med henblik på kommissionens – politisk bestemte – sammensætning og den stadig kortere tidsmæssige ramme for kommissionens arbejde.