Professor: Nu starter Støjberg-showet

Så starter Støjberg-showet endelig. Og show bliver det.

Støjberg har selv gjort klart, at hun vil bruge rigsretten som en politisk platform til at iscenesætte sig selv som forsvarer for det danske folk.

Danmark er delt i to: På den ene side folket, som Støjberg repræsenterer, og på den anden side kultureliten og det politiske parnas.

For Støjbergs kritikere er det ren populisme. For Støjberg selv handler rigsretssagen om demokrati.

Demokrati eller populisme?
Tag for eksempel Støjbergs forslag om at tillade, at der bliver transmitteret live fra retssagen. Hun retfærdiggjorde forslaget med, at "en rigsretssag er en historisk begivenhed. I dette tilfælde handler den om det arbejde, jeg har udført på vegne af den danske befolkning. Derfor er det på sin plads, at det bliver transmitteret på tv, så alle danskere har lige muligheder for at følge med."

Henvisningen til "den danske befolkning" og "alle danskere" er central her. Det handler netop for Støjberg om folket forstået som danskerne og forstået som almindelige folk – altså hverken udlændinge eller eliten. Og så handler det om afskærmningen af retssystemet fra folket: "Og jeg kan bare sige, at jeg har ikke noget at skjule, så hvorfor ikke give folk den mulighed?". At følge med i retssagen, forstås.

Er det demokrati eller populisme? Kritikerne af forslaget argumenterede for, at det fører til en tivolisering af rigsretten: "Det er ikke et tv-show, det her."

Og flere betegnede Støjberg og hendes forslag som populistiske. For eksempel skrev Stine Bosse: "Nej tak. Dette er alvor. ’Kedelig’ jura. Ikke en folkedomstol, men en rigtig domstol."

Retten er enten på folkets eller på elitens side.

Lasse Thomassen
Professor, University of London

Normalt vil folk ikke stilles for en folkedomstol, men Støjberg vil gerne, vel vidende at hun dermed kan bruge retssagen som en iscenesættelse af modsætningen mellem folk og elite, hvor det er eliten, der er anklaget for ikke at stå på folkets side, og hvor hun selv er folkets forsvarer.

Lov og ret er også politisk
Tag også Støjbergs andet forslag: At dommernes individuelle stemmer i domsafsigelsen skal være offentlige. Det svarer godt til, hvad man ville forvente fra en populist, nemlig en personificering af politik, hvor hver side af modsætningen mellem folk og elite kan personificeres. Det kender vi fra Donald Trump.

Dansk Folkeparti forsøgte noget lignende under Folketingsdebatten om rigsretten, da de foreslog afstemning ved navneopråb, så de enkelte folketingsmedlemmer fra særligt Venstre ikke kunne gemme sig bag upersonlige principper og afstemningsresultater.

Støjbergs populisme placerer det personlige foran det principelle i offentligheden. Effekten er at vise, at lov og ret også er politisk og dermed partisk. Retten er enten på folkets eller på elitens side.

Ifølge formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, var Støjbergs forslag en politisering af retssagen, og forslaget insinuerer, at dommerne vil stemme efter politisk overbevisning. Han underspiller det særlige ved en rigsretssag. Støjberg taler derimod det særlige ved rigsretssagen op: ”En helt særlig ting, som er meget politisk, fordi halvdelen af dommerne er politisk udpegede, og det er Folketinget, som agerer anklagemyndighed."

Fra et liberalt-demokratisk synspunkt ligner det en politisering af retssystemet. Fra Støjbergs populistiske synspunkt ligner beskyttelsen af retssystemet en afskærmning af eliten fra folket.

Beskytter vi bedst demokratiet mod populister som Støjberg ved at afskære dem fra at bruge retssystemet som en talerstol?

Lasse Thomassen
Professor, University of London

Næring til populister
For Støjberg handler hendes forslag om at bringe demokratisk lys ind i mørkets korridorer for at udstille eliten som folkets modsætning.

For medierne har det også handlet om lysets kamp mod mørket. I én version argumenterede Dansk Journalistforbund for livetransmission ud fra et offentlighedsprincip. I en anden version af kampen mellem lys og mørke argumenterede Ekstra Bladet for at "ægte demokrati" må gøre op med "magtens sparsomt oplyste korridorer." I en tredje version har Politikens Christian Jensen argumenteret for, at livetransmission af restsagen netop vil udstille Støjberg som en populistisk manipulator. Alt sammen temmelig forventeligt.

Spørgsmålet er, hvad der virker bedst: Beskytter vi bedst demokratiet mod populister som Støjberg ved at afskære dem fra at bruge retssystemet som en talerstol? Eller er det bedre at lade dem komme til orde dér for, at vi kan debattere med dem og vise, at deres argumenter ikke holder?

Uanset hvilken strategi vi vælger, vil den også give næring til populister som Støjberg. Uden livetransmission kan Støjberg sige, at eliterne prøver at skjule noget for folket; med livetransmission får hun en platform for hendes forsvar for det sande folk over for eliterne.