R: Regeringen malker den danske udviklingsbistand

Af Martin Lidegaard (R)
Udenrigsordfører

Hvad er rimeligt at dække over den danske udviklingsbistand? Spørgsmålet er sørgeligt aktuelt, efter regeringen har fremlagt sin 2025 plan og endnu engang har flyttet rammerne for dansk anstændighed. I forvejen har regeringen skruet gevaldigt op for anvendelsen af DAC-midler, også til udgifter i kommunerne langt efter asylfasen og klart på grænsen af, hvad DAC reglerne tillader.

SR-regeringen anvendte de samme kriterier for et begrænset antal flygtninge, men med regeringens nye praksis fjernes milliarder af kroner fra indsatsen i Syriens nærområder og andre steder. Nu strammer man så skruen endnu mere og indfører helt nye områder, som klart er på – og jeg tror over – grænsen for, hvad der følger af DAC reglerne, herunder sekretariatsbistand til Flygtningenævnet og repatriering.

400 millioner kroner om året kommer den enkelte øvelse til at koste verdens fattigste. Hvert år.

Umuligt at finde ud af regnemåden
Og hvorfor kommer OECD så ikke efter regeringen, når man nu går så meget på kanten af reglerne? Fordi OECD selv er i færd med at forhandle et nyt regelsæt. Fordi det er begrænset, hvad organisationen har af sanktionsmuligheder – og fordi OECD er en medlemsorganisation, der meget nødigt kaster sig ind i en polemisk debat med enkelte medlemsstater.

Når Danmark går foran, er der imidlertid stor risiko for, at andre lande følger efter, og at verdens samlede bistand til nærområderne og andre trængende steder kommer til at betale prisen i form af markant faldende bistand internationalt.

Det er simpelthen umuligt at gennemskue, hvordan ministeriet hele tiden kan bruge relativt flere bistandspenge i Danmark, vel at mærke uden der på noget tidspunkt er taget politisk stilling i Folketinget til det.

Martin Lidegaard, udenrigsordfører hos Radikale

Det hele forværres af, at det stort set er umuligt at finde ud af, hvordan Inger Støjbergs ministerium egentlig beregner disse tal. Fra kvartal til kvartal er der enorme udsving i de estimerede tal, og selvom regeringen nu forventer 10.000 asylansøgere i stedet for 25.000 i 2016, har man fra 2. til 3. kvartal i år de facto skruet den relative andel af præ-asyludgifter voldsomt op i bekvemmeligt ly af, at det absolutte antal af asylansøgere falder.

Folketinget har aldrig været inde over
Uanset hvordan man spørger, forbliver ministeriet én stor black box i forhold til dette spørgsmål. Det er simpelthen umuligt at gennemskue, hvordan ministeriet hele tiden kan bruge relativt flere bistandspenge i Danmark, vel at mærke uden der på noget tidspunkt er taget politisk stilling i Folketinget til det.

For mig at se er der derfor ikke andet at gøre, end at Folketinget i forbindelse med de forestående forhandlinger om en ny udviklingsstrategi selv må tage hånd om den danske bistand og indføre et loft på eksempelvis ti procent af den danske bistand, der kan gå til præ-asyludgifter.

Det kan ikke passe, at et af verdens rigeste lande skal fortsætte med at være den største modtager af vores egen ulandshjælp.