Rådet for Grøn Omstilling om rekordhøje CO2-priser: Vi skal ikke rose for tidligt

Af Claus Ekman
Direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Prisen på CO2-kvoter i det europæiske kvotehandelssystem er gennem de sidste måneder af 2020 steget voldsomt og ligger nu på det højeste niveau nogensinde. I skrivende stund er vi oppe på 33 euro/ton svarende til næsten 250 kroner/ton.

Det går altså den rigtige vej, og effekten af reformerne i 2017, hvor prisen det meste af året lå omkring fem euro/ton, har rettet betydeligt op på et af EU’s vigtigste værktøjer til regulering af CO2-udledningen. Men med EU’s nye målsætning om mindst 55 procents CO2-reduktion i 2030 er det nødvendigt at stramme systemet yderligere op.

Kvotesystemet er ved årsskiftet overgået til den fjerde fase, der løber frem til 2030. Året 2021 vil være et overgangsår, og der er her lagt op til beslutninger om udvidelse og ændringer i kvotesystemet. Udgangspunktet er, at uddeling af kvoter vil blive reduceret med 2,2 procent om året i perioden 2021-2030.

Men det er formentlig ikke tilstrækkeligt. Priserne bør nemlig ligge mellem 45 og 55 euro igennem længere tid for at bringe de europæiske udledninger ned på et niveau, der er konsistent med Parisaftalens to-graders målsætning. Dette er vel at mærke noget højere end den nye prisrekord, som også kan ses i relation til de 1500 kroner/ton (svarende til cirka 200 euro/ton), som Klimarådet nævner som en hensigtsmæssig CO2-pris i 2030.

Prisen styres som vanligt af udbud og efterspørgsel, og her har EU kun direkte kontrol over udbuddet. Det burde være logisk, at udbuddet må reduceres, når man har besluttet at udlede mindre. En højere kvotepris, der kan bidrage til opnåelse af EU’s nye reduktionsmål og til Parisaftalens målsætninger, kan derfor opnås ved at øge tempoet for udfasning af kvoteuddeling eller ved at annullere overskydende kvoter.

Alt i alt er udviklingen på kvoteprisen et klart tegn på bedring af et udskældt system, som helt åbenlyst ikke har leveret, hvad der blev lovet.  

Claus Ekman
Direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Der er faktisk ikke mange andre muligheder, da man i den nye fase har lukket et andet hul i systemet, nemlig muligheden for at købe sig til mere eller mindre reelle udledningsreduktioner uden for EU via internationale kreditter.

Inkludering af flere sektorer?
En anden udfordring i udviklingen af EU’s kvotesystem i 2020 er spørgsmålet om udvidelser. Mest oplagt er udvidelse til shipping-sektoren, som på nuværende tidspunkt i høj grad er undtaget for effektfuld klima- og miljøregulering. Kommissionens forslag om udvidelse til shipping har fået opbakning i Parlamentet og meget peger på, at udvidelsen bliver en realitet. Det er godt.

Der har også været debat om inkludering af vejtransporten, men det vil være en forkert vej at gå. Den konkrete effekt vil være minimal, vejtransporten er i forvejen kraftigt reguleret, og der er store risici forbundet med inkludering i kvotesektoren. Sektoren er i hastig udvikling i retning af elektrificering, og der vil utvivlsomt være stærke kræfter, der vil arbejde for allokering af alt for mange nye kvoter i forbindelse med en udvidelse med henvisning til den historiske (fossile) udvikling i udledningerne.

Dertil kommer, at regulering via kvotesektoren i visse kredse ses som den eneste hensigtsmæssige regulering, der bør stå alene, så markedet (trods alle de velkendte markedsfejl) egenhændigt kan løse problemerne. Der vil derfor både i EU og i de enkelte mellemlande opstå et yderligere pres for udfasning af andre reguleringsmekanismer. Det er i vores optik en for risikabel vej at gå, og der er heldigvis også den mest udbredte holdning blandt medlemslandene.

Det vil være langt bedre at fastholde den nuværende flerstrengede regulering med stadig strammere emissionskrav og højere afgifter, som skal suppleres med fastsættelse af et årstal, hvor nye fossile biler ikke længere kan sælges i EU.

CO2-udledningen fra opvarmning af huse har også været foreslået inkluderet under ETS. Afgiftsniveauet og reguleringen generelt er her mindre striks end i vejtransporten, og risikoen for uhensigtsmæssige skred i reguleringsregimerne er derfor mindre, men det er stadig vigtigt, at en eventuel inkludering af bygninger i kvotesystemet ikke skygger for de nødvendige indsatser for energieffektivisering gennem blandt andet bæredygtigt renovering.

Brug for klare signaler
Alt i alt er udviklingen på kvoteprisen et klart tegn på bedring af et udskældt system, som helt åbenlyst ikke har leveret, hvad der blev lovet.

Men vi skal være varsomme med at rose systemet for tidligt. 2021 bliver et vigtigt år for den videre udvikling frem mod 2030 og på den længere bane, og derfor er der også behov for klare signaler om, at kvotesystemet skal strammes yderligere op og ikke udvandes ved uigennemtænkt inkludering af nye sektorer.

Kvotesystemet vil nemlig fortsat være en central reguleringsmekanisme i den europæiske klimapolitik, der nødvendigvis må levere en væsentlig del af CO2-reduktionerne for opnåelse af klimamålsætningerne.