Debat

Radikal borgmester: 100 år efter at kvinder fik indflydelse, er vi ikke i mål

KRONIK: På denne dag for 100 år siden trådte de første fire kvinder ind i den nybyggede folketingssal. Det var dagen, hvor kvinder fik en stemme. Det til trods er der stadig mennesker, der mangler en stemme i vores samfund.

Vi har skabt et system og en socialpolitik, der har det svært med, at mennesker er unikke individer med forskellige forudsætninger, skriver Mia Nyegaard (R). 
Vi har skabt et system og en socialpolitik, der har det svært med, at mennesker er unikke individer med forskellige forudsætninger, skriver Mia Nyegaard (R). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, København

Som radikal og kvindelig borgmester i Københavns kommune er dagen ganske speciel, og jeg sender en tak til de kvinder, der gik i front og banede vejen for, at fremtidens kvinder kunne få den indflydelse, vi nyder godt af i dag.

Især var det den radikale politiker Elna Munch, der i årene op til 1915 havde kæmpet for kvindernes stemmeret.

Og som følge af dette kunne hun og tre andre kvinder tage plads i den mandsdominerede ”Rigsdag” 22. april 1918. Hun var også den første kvinde i Danmark, der trådte op på talerstolen i Danmarks lovgivende forsamling.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Til trods for sensationen denne forårsdag skulle der gå yderligere 32 år, før Danmark fik sin første kvindelige borgmester, Eva Madsen, i Stege kommune.

Ud over at kvinderne kunne stemme til valget, var den anden store sensation, at ”tyendet” også fik stemmeret. 

100 år efter at vi troede, at vi havde givet alle en mulighed for at blive hørt, er der stadig en gruppe af mennesker, der befinder sig længst nede i samfundshierarkiet, endda 
så langt nede, at vi ikke kan høre deres stemme.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, København

De var samfundets absolutte bund. De var den gruppe i det danske samfund, der var underlagt en herremand. En gruppe uden stemme.

Det var også den gruppe, som Radikale Venstre havde kæmpet for, siden de vedtog deres første partiprogram i Odense i 1905.

Vi er ikke i mål  
Under punkt to i Radikale Venstres første partiprogram fra 1905 står der: ”Kvinder faar kommunale og politiske Rettigheder lige med Mænd, Tyende lige med andre Borgere.”

Det vil sige, at alle skal have de samme muligheder i vores samfund, en idé, som vi Radikale har båret med os helt fra starten.

Vi ønsker et mangfoldigt samfund. Et samfund uden diskrimination – med plads til forskellighed. Ligestilling er retfærdigt. Og det skaber et dynamisk samfund, hvor alle mennesker kan udfolde deres talent.

Og nu kan man lokkes til at tro, at vi 100 år senere er nået i mål.

At alle har fået en stemme, der kan høres. At der er lige så mange kvindelige borgmestre som mandlige. At der er en 50/50-fordeling mellem mænd og kvinder i Folketinget. Og at der ikke er nogen tilbage på samfundets bund.

Men det ved I jo lige så godt som jeg – det passer ikke. Vi er kommet langt – men der er lang vej endnu.

I mit arbejde som socialborgmester møder jeg hver dag mennesker, som ingen har lyst til at høre på.

Mennesker, der lever så langt fra det privilegerede liv, som mange af os andre har, et liv, hvor tag over hovedet og tryghed er en selvfølge. 

Mennesker, der lever en usynlig tilværelse i et samfund, der ellers brander sig på det gode liv, på hygge og på plads til alle.

De svage skal også lyttes til 
Desværre er der ikke plads til alle, og alle har ikke lige muligheder. Vi har skabt et system og en socialpolitik, der har det svært med, at mennesker er unikke individer med forskellige forudsætninger.

Og indtil vi skaber et system, hvor der er plads til forskellighed, vil der altid være dem, vi hverken vil høre eller se.

Så 100 år efter at vi troede, at vi havde givet alle en mulighed for at blive hørt, er der stadig en gruppe af mennesker, der befinder sig længst nede i samfundshierarkiet, endda så langt nede, at vi ikke kan høre deres stemme.

Som folkevalgt politiker er det min opgave at lytte til den svage mumlen og oversætte den til en stærk stemme, der gør krav på, at de er en del af vores samfund – en del af vores by!

Og skal det lykkes, skal vi have en socialpolitik, der tør behandle alle borgere forskelligt, fordi vi mennesker er forskellige.

Vi skal lytte til den enkelte og hjælpe efter behov. Væk med firkantede og ufleksible løsninger, som sætter regler højere end de mennesker, de er skabt for.

Velfærdsstaten er gået i stå  
For 100 år siden valgte blandt andet Radikale Venstre at sætte mennesker højere end de regler, der forhindrede over halvdelen af befolkningen i at stemme. 

Der skulle gå 66 år fra vedtagelsen af den første grundlov, til kvinder og tyende var ligestillede med andre borgere. Det blev de, fordi tiderne skifter, og samfundet er under konstant forandring.

Derfor har vi brug for en ny socialpolitik, der tager et opgør med de irrationelle regelsæt, der præger de nuværende lovgivninger. 

Vi bliver ikke et rigere samfund af at jage samfundets svageste!

Så lad os love hinanden, at der ikke går yderligere 100 år, eller for den sags skyld 66 år, før vi reelt har opbygget et samfund, der bygger på frihed, forskellighed og forpligtende fællesskaber.

For over 100 år siden kæmpede Elna Munch for retten til ikke at være en marginaliseret gruppe i samfundet.

Hun ville ses som det individ, hun var. Et individ, der sammen med andre ligesindede kæmpede mod ”Den bestaaende økonomiske Ulighed”, og for at alle skulle få mulighed for at få indflydelse over deres eget liv.

Den velfærdsstat, som Elna Munch for 100 år siden begyndte at bygge op, er gået i stå. Vi er ved at glemme, at der er flere og flere mennesker, der står uden for det etablerede fællesskab.

Derfor er det en dag som i dag vigtigt at huske, at der stadig er brug for mennesker som Elna Munch – mennesker, der tør bruge deres stemmer på dem, der ikke har en. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00