Radikale: Her er vores input til regeringens EU-aftale

Af Jens Rohde, Sofie Carsten Nielsen, Martin Lidegaard, Morten Helveg Petersen og Karen Melchior
Hhv. EU-ordfører, finansordfører, udenrigsordfører og medlemmer af Europa-Parlamentet

Forskningsindsatsen i grøn teknologi skal firedobles. ERASMUS-programmerne bør fordobles, så vi øger den internationale læring i skole og uddannelse. Der skal nye penge i hele migrationsområdet, i beskyttelsen af EU’s ydre grænser og infrastruktur. EU skal opbygge en fælles skattebase, så vi kan sikre landenes skatteindtægter, og endelig råber en ny sikkerhedspolitisk virkelighed på fælles europæiske investeringer i forsvar, herunder særligt en humanitær ”flåde” til fælles indsats i kriseområder.

Det er alt sammen omkostningstungt.

Derfor bør Danmark frafalde den hidtidige linje i EU, når der i de kommende måneder skal forhandles 7-årigt EU-budget, den såkaldte MFF (Multi Annual Framework). Skiftende danske regeringer har i efterhånden mange år fremført den holdning, at EU-budgettet maksimalt må udgøre 1 procent af EU-bruttonationalindkomsten. Den holdning kan koste os indflydelse i vigtige diskussioner.

En dyr milliard-rabat
Der er behov for en ny retning, der bringer løsningen af vores udfordringer fremad. Ikke mindst fordi, Danmark står alene sammen med Sverige, Østrig og Holland med ønsket om en dogmatisk fastfrysning af budgettet.

Danmark bør desuden frasige sig den danske rabat på 1 milliard kroner, som Thorning-regeringen gjorde til kardinalpunkt for Danmark ved den seneste budgetarmlægning. Dén milliard kom dansk landbrug til at betale dyrt for.

Vi må bare erkende, at den politiske virkelighed næppe tilsiger den store forandring af strukturfondene, om end vi vil kæmpe for det. Samme realitet rammer os typisk på landbrugsbudgettet.

Jens Rohde
EU-ordfører, Radikale Venstre

Ved nogle tekniske tricks vekslede flere lande, herunder Finland og Frankrig nemlig deres eksisterende rabatter, fik pengene sendt direkte ind i egen landbrugsstøtte og undgik således den generelle besparelse på landbruget, som blandt andet Danmark måtte indkassere.

Resultatet blev en skævvridning af konkurrencevilkårene og en yderligere renationalisering af europæisk landbrugspolitik. Kontraproduktivt, da Danmark er dybt afhængig af sin landbrugseksport.

Nyt indtægtssystem i EU
Har vi ovenstående in mente og anerkender, at rabatsystemet reelt svækker Danmark, og ser vi på medlemslandenes evige forsøg på at veksle forskellige budgetlinjer til deres egen fordel på bekostning af andres og samtidig erkender en række landes manglende vilje til at betale for de investeringer, de ofte selv kræver af fællesskabet, så bør vi overveje at give EU mulighed for såkaldte ”egne indtægter”.

Det kunne være en fælles skat på finanstransaktioner, en fælles brændstofafgift, CO2-afgift på specifikke varer eller lignende, der kunne gå direkte i den fælles EU-kasse. Alternativt skal pengene findes på landenes hjemlige finanslove.

Jo mere effektivt et system for egne indtægter, jo mindre behøver landenes bidrag at være. På den måde kunne man også afskaffe hele det europæiske rabatsystem, hvad der i øvrigt med Brexit så absolut kunne være en passende lejlighed.

De politiske realiteter
Det var Margaret Thatcher, der opfandt rabatterne med ordene: "I want my money back".

Når man fremfører argumenter om behov for investeringer i EU, lyder modargumentet typisk, at man blot kan spare på landbrugs- og strukturfondene. Og det kan man selvfølgelig – i teorien. I Radikale Venstre ser vi gerne strukturfondene omlagt til en føderal infrastruktur fond.

Det ville give EU mulighed for at bygge, hvad der svarer til 159 storebæltsbroer hvert syvende år og er et langt bedre redskab til at håndtere klima, mobilitet og beskæftigelse end de nuværende beløb, der deles ud med rund hånd til småprojekter i de enkelte medlemslande.

Vi må bare erkende, at den politiske virkelighed næppe tilsiger den store forandring af strukturfondene, om end vi vil kæmpe for det. Samme realitet rammer os typisk på landbrugsbudgettet.

Vi så sidste gang, hvordan en besparelse på den direkte landbrugsstøtte blev kompenseret i lande som Frankrig. Det skyldes, at ingen fransk præsident kan overleve større nedskæringer i støtten til fransk landbrug. Der var en grund til, at de franske landmænd ikke stod foran EU-bygningerne med deres høtyve, traktorer og skældsord efter sidste budgetforhandling. Det var kompensationen og udsigten til en lille ekstra konkurrencefordel på bekostning af os andre, som gjorde forskellen.

Man afskaffer ikke landbrugsstøtte i Europa ved at afskaffe EU-støtten. Man gør den i stedet national og konkurrenceforvridende.

Forhandlinger på fællesskabets præmis
Set i et miljø/klima-, dyrevelfærds- og sundhedsperspektiv, bør vi derfor investere vores politiske kapital i en generel omlægning fremfor en nedskæring af støtten. Vi er naturligvis ikke imod at skære i landbrugsstøtten, men det kan være klogt at fokusere sine forhandlinger på indhold.

I Radikale Venstre stillede vi allerede for to år siden i Europa-Parlamentets landbrugsudvalg forslag om, at modtagelse af europæisk landbrugsstøtte forudsætter en kraftig nedbringelse af brugen af neonikotinoider (dem der ødelægger biodiversiteten og livet for bierne), opgør med brug af glyfosat og antibiotika og naturligvis investering i mindre udledning af CO2.

Samtidig har vi foreslået at opkøbe urentabel landbrugsjord og dermed indskrænke de dyrkede arealer. Og endelig skal landbrugsstøtten bruges aktivt til omstilling til økologi. Det er en kæmpe natur- og klimaopgave, vi står over for. Lad os få landbruget i hele Europa med på at løse den udfordring i stedet for at fremkalde store demonstrationer, der efterfølgende nationalt bliver kompenseret for.

Tiden er kommet til, at vi tager os selv og hinanden alvorligt som europæere og ikke blot som danskere, tyskere eller franskmænd. Danmark skal gå ind i budgetforhandlingerne på fællesskabets præmis. Fordi den gavner vores fælles mål.

Billedligt talt kunne man sige, at det nu er fællesskabets og europæernes tur til at sige til medlemslandene: We want our money back - for public goods.