Debat

Rami Zouzou: Fællesskab behøver ikke være underlagt paragraffernes tyranni

DEBAT: Vi oplever et stille, ubemærket, og måske også ubevidst, opgør med foreningslivets dogmer om det sande fællesskab, som jeg ikke tror stopper, skriver Rami Zouzou.

Det er gået op for flere og flere, at man ikke behøver leve op til foreningslivets slidte dogmer for at opnå et sundt liv og stærke fællesskaber, skriver Rami Panduro Zouzou.
Det er gået op for flere og flere, at man ikke behøver leve op til foreningslivets slidte dogmer for at opnå et sundt liv og stærke fællesskaber, skriver Rami Panduro Zouzou.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Benedicte Gjerding Dahlberg
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rami Panduro Zouzou
Cand.mag., selvstændig konsulent og formand i CIK Brydeklub

Fortællingen om det unikke danske fællesskab, foreningslivet, der drives af selvopofrende frivillige, der brænder for at gøre en forskel for deres medmennesker og lokalområde, er et glansbillede, der får en til at tvivle på, om man lever i år 2019.

For foreningslivets indretning, styring og narrativer er en anakronisme, der med sine dogmer om de eviggyldige værdier og sunde fællesskaber, der udvikler hele menneske og demokratiske fællesskaber, minder om en bibelfortælling formidlet i kirken og harmonerer meget dårligt med det moderne menneskes krav om frihed, fleksibilitet og mangfoldighed.

Paragraffernes tyranni
Så det er faktisk kun et spørgsmål om tid, måske kun få år, før foreningslivet i sin traditionelle form er en saga blot, da flere og flere bryder med foreningernes favntag og finder ud af, at sundhed, fællesskab og ”den rette livsstil” udvikles alle steder, hvor der er mennesker, og ikke behøver være underlagt paragraffernes tyranni.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

På vej hjem fra en ferie i Schweiz lyttede jeg til fortællingen om Heidi. Om den lille pige, der må bo hos sin bedstefar, der ifølge landsbybeboerne er en hård og ond mand.

Men som historien skrider frem, finder man langsomt ud af, at Alpeonkel, som han omtales, er både god og vis.

De foreningsprincipper, som dikteres af forbund og parablyorganisation, virker enormt ekskluderende på de folk, der hverken har tid eller lyst til frivilligt arbejde i foreningen, hvilket bliver flere og flere.

Rami Panduro Zouzou
Cand mag., Selvstændig konsulent og formand i CIK Brydeklub

Ved hjælp af Alpeonkels pædagogik og livsstil og ildsjælen Heidis utrættelige indsats lærer hyrdedrengen Peter at læse og begynder at passe sin skole, selv om landbyens lærer i flere år har kæmpet en forgæves kamp med hans motivation.

Den lamme pige Clara fra metropolen Frankfurt nyder godt af alpens magi, og ved at følge Alpeonkels anvisninger for den rette kost, motion og levevis trodser hun den samlede lægevidenskab og begynder at gå.

Man skal hverken prøve at forstå eller kritisere Alpeonkels metoder eller levevis i hytten på alpen, for som Claras bedstemama siger til sin søn: ”nu må du gå med mig hen og hilse på Alpeonkel, hvem vi kan takke for det alt sammen”.

Historien om Heidi er historien om dansk foreningsliv
Selv om bogen blev udgivet i 1881, gik det langsomt op for mig, at jeg lyttede til en fortælling om dansk foreningsliv. Alpen var foreningen og Alpeonkel den selvopofrende ildsjæl, hvis regler, metoder og traditioner man blot hovedløst kan læne sig op ad, så tegner fremtiden sig lys og lykkelig.

For som Alpeonkel siger, da Claras far vil belønne ham: ”jeg er inderligt glad over den helbredende virkning, livet på Alpen har haft. Derved er min ulejlighed rigeligt gengældt.”

Heidi er virkelig en hyggelig historie, men den modtog dengang omfattende kritik for sin forenklede og, selv for sin tid, religiøse tilgang til samfundets foranderlighed og individernes forskellige vilkår, der desværre ikke altid lod sig løse hos en alpeonkel på toppen.

Kritikken til trods levede fortællingen videre i bedste velgående, på samme måde som fortællingen om det danske foreningslivs evigtgyldige principper, baseret på frivillighed og selvopofrelse. Et billede af en virkelighed, der er lige så illusorisk som magien i Alpeonkels hytte.

For hvis foreningslivet var så unikt, skulle det vel ikke konstant have kunstigt økonomisk åndedrag, når foreningernes alpeonkler skal involveres i diverse sociale projekter.

Hvis foreningslivet var så selvopofrende og inkluderende, hvorfor skal der så altid iværksættes særlige indsatser og ansættes ressourcepersoner, for at udsatte grupper kan få adgang til frivillighedens paradis?

Hvis foreningslivet var så tilgængeligt og enkelt, hvorfor vil man så altid give indtryk af, at foreningslivet er så kompleks en størrelse, at nydanskere ikke kan få adgang, hvis de ikke understøttes af skræddersyede programmer, for at denne målgruppe kan høste frugterne af foreningens værdier?

Foreningsprincipper kan være ekskluderende
Det er det selvfølgelig heller ikke. Og det ved de foreninger, der taber medlemmer til fonds- og statsfinansierede foreningsprojekter, også godt.

Det er gået op for flere og flere, at alpen er smuk at besøge, men man behøver ikke bosætte sig hos en alpeonkel eller leve op til foreningslivets slidte dogmer for at opnå et sundt liv og stærke fællesskaber.

Flere og flere folk vil nemlig bare have frihed til at dyrke deres sundhed på en måde, der passer til deres livsførelse.

Vi ser det bevist hvert år, hvor store events som Royal Run, Nordic Race og Christiansborg Rundt tiltrækker stadig flere deltagere fra alle samfundslag, med hver deres målsætninger og motiver til at tage del i strabadserne.

I min forening bliver vi ofte kontaktet af folk, som vil deltage i vores aktiviteter – ikke fordi de vil hente medaljer ved danske og internationale turneringer i vores sportsgren, men fordi de ikke vil bindes af paragraffer, men dyrke deres krop på egne præmisser og med den fleksibilitet, vores samfund fordrer.

Og så snart vi begynder at tale om bestyrelsesdeltagelse og licens, stopper de i klubben, opretter et fællesskab via de sociale medier og fortsætter træningen på egen hånd.

Det sjove i den sammenhæng er faktisk, at de foreningsprincipper, som jo dikteres af forbund og parablyorganisation, faktisk virker enormt ekskluderende på de folk, der hverken har tid eller lyst til frivilligt arbejde i foreningen, hvilket bliver flere og flere.

Vi oplever et opgør med foreningslivets dogmer
Derfor stopper flere og flere unge, der ikke er udtaget til et eller andet eliteprogram, deres aktivitet i foreningen og vælger at få dyrket deres krop og få stillet deres sociale behov hos de kommercielle udbydere, hvor de hverken skal tænke på træningstider, bestyrelsesmøder eller spekulere over, om træneren møder op.

Vi oplever med andre ord et stille, ubemærket, og måske også ubevidst, opgør med foreningslivets dogmer om det sande fællesskab, som jeg ikke tror stopper.

Så når min datter om 10 år hører en historie om foreningslivet som samlingspunkt i det lille lokalsamfund, vil fortællingen herom garanteret gøre hende lige så eksalteret og rørstrømsk, som da vi gik rundt i de schweiziske alper og ledte efter Alpeonkels hytte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rami Panduro Zouzou

Forfatter og selvstændig konsulent
Cand.mag historie

0:000:00