Kronik

Rami Zouzou: Hvorfor er det kun højrefløjen, der stiller kritiske spørgsmål til indvandrere?

KRONIK: Hvis venstrefløjen vil tage kampen op mod partier som Sverigedemokraterna, bør den droppe ældgamle klichéer om udenforskab i debatten om integration. Vejen frem er kritisk dialog og fokus på det personlige ansvar, skriver konsulent Rami Zouzou.

Venstrefløjen bør gå mere offensivt til værks i integrationsdebatten, skriver Rami ZouZou (Billedet: Jimmie Åkesson, formand for Sverigedemokraterna, der står til markant fremgang). 
Venstrefløjen bør gå mere offensivt til værks i integrationsdebatten, skriver Rami ZouZou (Billedet: Jimmie Åkesson, formand for Sverigedemokraterna, der står til markant fremgang). Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rami Panduro Zouzou
Cand.mag. og udviklingskonsulent

9. september er der valg i Sverige.

Som så mange andre steder i Europa står den indvandrerkritiske højrefløj til en markant fremgang, mens de øvrige partier febrilsk forsøger at undgå de mange udlændingevalg ved at ride med på strammerbølgen, så de kan overbevise de tabte vælgere om, at de trygt kan vende tilbage.

Men det kommer ikke til at ske, før de for alvor begynder at tale om det personlige ansvar i integrationen. For der er ingen, der længere falder for de ældgamle klichéer om, at situationen i de udsatte områder er et resultat af udenforskab og modborgerskab. Så måske man i stedet skulle gå offensivt til værks, genopfinde den kritiske dialog og tale om det personlige ansvar i integrationsprocessen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

For det virker desværre, som om at partier til venstre for Sverigesdemokraterne og deslige sætter lighedstegn mellem kritisk dialog og så intolerance. Og det er synd. For det er jo netop i det øjeblik, vi ikke har modet til at føre en kritisk dialog over for det, vi ikke forstår, at man bidrager til udenforskab.

For med undren opstår spørgsmål, og får man ikke svar på disse spørgsmål om f.eks. hvorfor burkaen er symbol på kvinders frihed, opstår der myter, som er frit tilgængelige for det yderste højres kampagner, hvilket er en af grundende til, at mange vælgere søger tilflugt i stramningernes trygge havn hos det yderste højre.

Hvis man virkelig vil tage kampen op med partier som Sverigedemokraterne, bør flere partier glemme alt om antallet af stramninger, påbegynde den kritiske dialog og betragte vores nye medborgere som nogle selvstændige individer.

Rami Panduro Zouzou
Cand.mag. og udviklingskonsulent

Kagefejde og oplysningstid
Så måske man skulle droppe kagefejden om stramninger og søge lidt inspiration i oplysningstiden.

Oplysningstidens filosoffer var ikke i en position, hvor de kunne diktere love. Men med ordet som våben kunne de undre sig, udfordre og stille spørgsmål til kirkens og kongemagtens dogmatisme, og de bidrog dermed til et enormt frigørelsesprojekt i det vestlige Europa, da spørgsmål fordrer svar og udvikler samfund.

Men hvor jeg dog savner oplysningstidens ånd, når det kommer til reaktionen på diverse stramninger, så alt det, vi ikke forstår, nødvendigvis skal vejes på Justitias vægt og ties ihjel af frygt for intolerancens bål.

For tænk, om man bekæmpede det, man fandt irrationelt, med spørgsmål og ved at opmuntre den anden part til at udnytte sin frihed til at producere nogle svar, der rækker ud over den sædvanlige kliché om, at det er mit eget valg.

Hvorfor er det kun højrefløjen, der kræver svar?
Derfor er det så ærgerligt, at det ofte kun er partierne et stykke til højre fra midten, der afkræver konkrete svar på, hvorfor det er så centralt for en gruppe kvinder at gå med burka eller ikke give håndtryk?

Hvorfor er det, at det kun er det yderste højre, der stiller kritiske spørgsmål til, at en befolkningsgruppe på den ene side siger, de vil være en integreret del af vores samfund og føler sig marginaliseret og stigmatiseret, samtidig med at flere rapporter viser, at muslimer primært gifter sig med muslimer, og muslimske piger ikke må være kæreste med danske drenge?

Men den debat tør ingen for alvor tage, hvilket jeg tror, efterhånden er en kilde til mere frustration blandt vælgerne, end hvor mange der bebor vores lande.  

Derfor tror jeg ikke på, at nøglen til at bryde det yderste højres fremmarch ligger i et stramningskapløb. Den kamp er tabt på forhånd. Den gordiske knude løses gennem en ressourcebaseret tilgang til vores nye medborgere, som nogle mennesker, der kan klare sig selv, klarer det uden omkostningstunge kommunale projekter udtænkt på en kommunal workshop.   

Vi glemmer individet
Men det er desværre, som om flere partier har fjernet individet i integrationsdebatten, hvorfor man udvikler integrationsprogrammer, der desværre bygger på en falsk præmis om, at kommunen har en facitliste til, hvad det vil sige at blive en del af det danske samfund.

En præmis, der bygger på et misforstået hensyn til flygtninge og indvandrere som en homogen gruppe, der ikke er i stand til at klare sig selv og tillære sig de normer, der kendetegner det danske samfund. 

Så hvis man virkelig vil tage kampen op med partier som Sverigedemokraterne, bør flere partier måske glemme alt om antallet af stramninger, påbegynde den kritiske dialog og betragte vores nye medborgere som nogle selvstændige individer, der på egen hånd evner at tage del i de etablerede fællesskaber som idrætsklubber, spejderbevægelse og arbejdsmarkedet, uden det offentliges konstante styring.

Det er i sandhed vejen til indenforskab og kan måske tilbyde et reelt alternativ til Sverigedemokraternes strammerdagsorden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rami Panduro Zouzou

Forfatter og selvstændig konsulent
Cand.mag historie

0:000:00