Rapport: Svækket tilsyn i departement bidrog til fiskeriskandaler

GENOPRETNING: En kraftig reduktion af bemandingen af fiskeriområdet i det tidligere fødevare-departement kan have medvirket til, at der ikke blev grebet ind over for en fejlbehæftet og mangelfuld administration af fiskeriet i styrelser, fastslår ny rapport.

De to tidligere fiskeriministre Eva Kjer Hansen (V) og Karen Ellemann (V) har brugt en stor del af deres tid på genopretningen.
De to tidligere fiskeriministre Eva Kjer Hansen (V) og Karen Ellemann (V) har brugt en stor del af deres tid på genopretningen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Sine Riis Lund

Fiskeriområdet levede godt og stille. Dette var i høj grad opfattelsen i ledelseslagene i det tidligere Fødevareministeriet omkring ti år tilbage.

Og som led i en større organisationsændring faldt antallet af årsværk, der beskæftigede sig med fiskeriområdet i departementet, fra 25 i 2010 til otte i 2012.

Samtidig forsvandt to centrale ledelseskræfter med mange års indsigt i og erfaring på fiskeriområdet, da departementet skar ledelsesniveauet ned fra 2,3 årsværk til blot et halvt årsværk.

Siden har det vist sig, at fiskeriforvaltningen levede for stille.

Overgangen til, at styrelsen selv skulle gøre det, fungerede jo åbenlyst ikke, og som jeg ser det, hang det sammen med, at det øverste administrative niveau i departementet manglede en forståelse af fiskeriet som fagområde.

Mogens Schou
Partner i konsulentfirmaet Aquamind og tidligere embedsmand i Fødevareministeriet

Fire forskellige undersøgelser har de senere år afdækket, hvordan forvaltningen ikke altid har overholdt lovgivningen eller udført forsvarlig og lovlig sagsbehandling, ligesom der er blevet påpeget en både uensartet og modstridende praksis.

Det svækkede tilsyn i departementet påpeges som en af flere faktorer, der kan forklare, hvordan det kunne gå så galt med i særlig grad administrationen af kvote- og kontrolområdet og for systemet for omsættelige kvoter.

Først og fremmest kan vi lære det, at vi skal sikre en passende tilsynskapacitet i departementet, der tager højde for, at opgaverne på fiskeriområdet er blevet både flere og mere komplekse.

Henrik Studsgaard
Departementschef, Miljø- og Fødevareministeriet

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Deloitte og Struensee & Co. bestilt af den tidligere fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

“Der er i departementet og styrelsen en erkendelse af, at den valgte organisationsform i departementet – og den deraf faldende bemanding og det mindskede ledelsesmæssige fokus på fiskeriområdet – kan have svækket det faglige tilsyn med styrelsen,” skriver konsulentfirmaerne i rapporten.

Landbruget fyldte meget
Fiskeriområdet blev i 2017 flyttet til Udenrigsministeriet, men er efter folketingsvalget rykket tilbage til Miljø- og Fødevareministeriet, hvor nuværende departementschef Henrik Studsgaard skal fortsætte genopretningen af fiskeriforvaltningen.

Dokumentation

11 læringspunkter i genopretningen

1) Sikring af et korrekt og opdateret administrationsgrundlag i form af sagsbehandlingsinstrukser og vejledninger

2) Indarbejdelse af principperne for god forvaltningsskik i organisationens kultur

3) Etablering af arbejdsgange til identifikation af mulige risici og fejl

4) Inddragelse og styrkelse af juridiske og regnskabsmæssige kompetencer i den løbende forvaltning

5) Udvikling af praksis for medarbejderrotation og sikring af en vis dobbeltdækning i opgavevaretagelsen, så medarbejdere fra andre områder kan træde til, når der opstår flaskehalse

6) Sikring af tilstrækkelig oplæring og kompetenceudvikling

7) Sikring af en passende departemental tilsynskapacitet

8) Sammenhæng mellem den interne organisering og forskellige led i reguleringskæden fra overordnede regler i form af lov, bekendtgørelser og EU-forordninger til praktiske sagsbehandlerinstrukser og -vejledninger

9) Overvejelse af, hvordan man kompenserer for utilsigtede konsekvenser, der er opstået ved en ellers velbegrundet sammenlægning af forskellige forvaltningsområder

10) Overvejelse af de problemer for den daglige drift, der let opstår i kølvandet på hyppige og omfattende organisationsændringer

11) Øget opmærksomhed – også fra politisk side – på, at reguleringskompleksiteten belaster forvaltningens effektivitet, og at den med de givne ressourcerammer risikerer at belaste opgavevaretagelsens kvalitet. Dette tilsiger et øget fokus på regelforenkling og digitalisering.

Kilde: "Undersøgelse af fiskeriforvaltningen" af Deloitte og Struensee & Co.


Altinget logoEmbedsværk
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget embedsværk kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00