Rasmus Ejrnæs: Brug feriepengene på at frikøbe natur og løs biodiversitetskrisen

Naturen har aldrig førsteret
Her kommer forklaringen, og det er vel indlæggets anden overraskende take home message: Den ringe tilstand skyldes, at naturen ude i de udyrkede naturområder ikke er beskyttet effektivt mod trusler fra landbrug og skovbrug af nogen eksisterende dansk lovgivning.

Man har godt nok gennem årene forsøgt sig med at integrere hensyn til den vilde natur i arealanvendelsen gennem skovloven, naturbeskyttelsesloven, miljømålsloven og nationalparkloven, men man har aldrig taget skridtet fuldt ud og udpeget arealer i Danmark, hvor naturen har førsteret.

Der foregår i dag overalt i Danmark naturskadelige aktiviteter motiveret af hensynet til landbrug og skovbrug og jagt i nationalparkerne, Natura 2000-områderne og de beskyttede naturområder.

Og grunden til, at man ikke har reserveret nogle arealer i Danmark helhjertet til den vilde natur, er den enkle, at så skulle man have betalt ejerne kompensation for de offeromkostninger, som er forbundet med at afstå fra anden anvendelse af områderne, og det har man aldrig været villig til at betale for.

Vanvittig forglemmelse
Nu har I fået forklaringen på, hvorfor forskerne taler om plads og om behovet for en naturzone i den fysiske planlægning.

Det er også forklaringen på, hvorfor Rune Engelbreth Larsen har foreslået naturnationalparker. Fordi man havde glemt at beskytte naturen i nationalparkerne. Overvej lige, hvor vanvittigt det er.

Når naturen ikke er beskyttet på den beskedne del af landarealet, som vi ikke bruger intensivt, medfører det, at arealerne er afvandet, at biomassen bliver høstet til flis og brænde, at store nøglearter som krondyr, dådyr og vildsvin bliver reguleret hårdt eller udryddet, at man med landbrugsstøtte kan overgræsse naturområder, så blomster og sommerfugle udryddes, eller man kan sende maskiner ud og homogenisere naturen og kalde det naturpleje.

Det, som de truede arter mangler i den danske natur, er fritstrømmende vand og forsumpede moser, det er naturligt næringsfattig jordbund, det er naturlig vegetation med vilde plantearter, det er store helårsgræssende planteædere i naturlige tætheder, som ikke bliver fodret, og det er store gamle træer i varierende grad af forfald.

Og det er stop for både afvanding, regulering af de store dyr, biomassehøst, honninghøst og fjernelse af træer og dødt ved.

Fire opgaver til politikerne
Så her kommer tredje take home message: Opgaven ligger på politikernes bord og består af følgende delopgaver:

Sæt et mål for, hvor meget af Danmarks landareal skal reserveres til vild natur, og lav en lovgivning, som præciserer, hvad der menes med arealer, som reserveres til vild natur. Afsæt de nødvendige ressourcer til at betale offeromkostningerne ved arealreservation til natur, og sørg for, at genopretning og løbende drift af naturområderne bliver baseret på faglig viden

Det er værd at hæfte sig ved punkt to. Vi har ingen lovgivning i dag, som kan understøtte helhjertet arealreservation til naturen. Derfor risikerer regeringens udspil til naturnationalparker at ende (ligesom nationalparkerne) i et interessentslagsmål om, hvem der skal bestemme i de udpegede områder.

Her må politikerne træde i karakter og lovgive, så alle er klar over, at førsteprioritet til naturen er ment alvorligt, og at der derfor er diskussioner, som det ikke længere er relevant at spilde tid på.

Der er også lyspunkter i mørket, og de to vigtigste er: Naturbeskyttelsen behøver ikke at kompromittere samfundets interesser i primærproduktion, beboelse og infrastruktur. Der er stadigvæk masser af plads til vores behov.

Hvis politikerne beslutter at give danskerne vild og mangfoldig natur, så har de et positivt og livsbekræftende politisk projekt, som kan lyse en smule op mellem alle de tvungne grå reformer for at løse problemer knyttet til sundhedssektoren, ældrebyrden, arbejdsmarkedet og den globale opvarmning.