Debat

Rasmussen: Når det slår klik for kommentariatet

KLUMME: Det er velkendt, at politiske kommentatorer ofte tager fejl – når de eksempelvis spår om udnævnelser og valgdatoer. I USA synes analytikerne lige nu akut ramt af fænomenet Donald Trump. De forstår simpelt hen ikke, hvad der foregår, skriver Annegrethe Rasmussen. 

I USA, landet hvor alting er større og dermed også både bedre og værre – eller bare mere ekstremt – er de politiske kommentatorer, og i øvrigt også de politiske journalister, i ganske særlig grad på spanden lige nu. Og det skyldes mestendels fænomenet Donald Trump, skriver Annegrethe Rasmussen. 
I USA, landet hvor alting er større og dermed også både bedre og værre – eller bare mere ekstremt – er de politiske kommentatorer, og i øvrigt også de politiske journalister, i ganske særlig grad på spanden lige nu. Og det skyldes mestendels fænomenet Donald Trump, skriver Annegrethe Rasmussen. Foto: Youtube
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen arbejder som udenrigskorrespondent i Washington D.C. for blandt andre Dagbladet Information, Altinget og radio 24Syv. Hun er også fast USA-analytiker for DR2 (Deadline) og debattør ved Politiken. For Information har hun tidligere været korrespondent i London og Paris. Annegrethe Rasmussen har været medlem af Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktioner. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har senest skrevet bogen "USAs Udfordringer" (Forlaget Columbus 2012) og "USA Now" (Forlaget Columbus 2014) med Peter-Christian Brøndum.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle medier har politiske kommentatorer i deres stald. Af og til er de fastansatte politiske redaktører, af og til bliver de tilkaldt som politiske analytikere, eksterne æggehoveder med særlig indsigt. Som f.eks. Peter Mogensen, Michael Kristiansen, Søs Marie Serup Laybourn eller Rulle Grabow Westergaard.

Alle har de været tilknyttet regeringen som pressemedarbejdere for ministre eller partier, og alle de nævnte har deres egne tv-shows. En tredje kategori er tidligere eller aktive chefredaktører, der menes at vide en masse om politik (og det gør de da som regel også, skal jeg skynde mig at tilføje for en god ordens skyld).

Fordelen med alle disse kloge mennesker er, at de leverer spandevis af indhold til de medier, der spyr indhold ud 24/7.

De taler og taler og taler. Og der er også et pænt og konstant interesseret publikum til det politiske stof, især omkring og op til valg, folkeafstemninger, ministerrokader eller vedtagelse af store love. Eller – det siger sig selv – når politikerne er så venlige selv at levere råstoffet i form af selvpålagte trakasserier eller skandaler. 

Vælgerne ser med stigende frustration på ”børnehaven i Washington” – altså Kongressen – som intet får igennem, og ønsker sig noget helt andet, nemlig nogle politikere, der ikke er politikere. 

Annegrethe Rasmussen

Problem: De tager fejl
Problemet med disse eksperter – især når de kaster sig ud i spådomme om valgdatoer, forlig eller ministerudnævnelser (vi så en særlig pinagtig variant i denne uge, hvor et forkert navn blev meldt ud af DR som ny forsvarsminister) - er helt banalt: De tager ganske ofte fejl.

Ikke bare inden for kategorien 'velbegrundede fejlskud' eller 'upræcise vurderinger'. Men i kategorien 'helt og aldeles forkert'. Som da Lars Løkke blev meldt færdig, eller Fogh blev afskrevet som NATO-generalsekretær.

Det synes simpelt hen som om, The Donald unddrager sig samtlige de regler, som kommentatorerne på tværs af partiskel og medier abonnerer på. Han siger ting, ingen andre kunne slippe afsted med. 

Annegrethe Rasmussen

Eller tilbage i 2012, da en enig skare af politiske kommentatorer forudsagde, at regeringen ville indgå en skatteaftale med Enhedslisten. Hvorefter den bed til bolle med Venstre og Konservative – en mulighed, som adskillige af landets fremmeste analytikere så sent som samme dag havde sagt slet ikke eksisterede.

Og i USA, landet hvor alting er større og dermed også både bedre og værre – eller bare mere ekstremt – er de politiske kommentatorer, og i øvrigt også de politiske journalister i ganske særlig grad på spanden lige nu.

Donald Trumps meritter
Og det skyldes mestendels fænomenet Donald Trump, der, som ingen kan have undgået at bemærke, ligger forrest i kampen om at vinde nomineringen som sit partis præsidentkandidat i 2016.

Til partiledelsens skræk. Det synes simpelt hen som om, The Donald unddrager sig samtlige de regler, som kommentatorerne på tværs af partiskel og medier abonnerer på. Han siger ting, ingen andre kunne slippe afsted med. Som når han kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere og narkokonger. Eller når han slår til lyd for, at samtlige 11 millioner indvandrere i USA uden papirer skal smides ud (note: den amerikanske økonomi ville bryde sammen fra dag 1). Modsat i Danmark kan man ikke være indvandrer i USA uden at arbejde. Det findes ingen offentlig støtte.

Eller når han fornærmer kvinder ved at nedvurdere deres udseende (om sin rival Carly Fiorina har han direkte sagt, at hendes ansigt gør, at ingen ved deres fulde fem ville stemme på hende. Megyn Kelly, Fox News mest populære kvindelige studievært har han kaldt uligevægtig grundet menstruation og en ’talentløs letvægter’). 

Samtidig ignorerer Trump rask væk andre aspekter, som ifølge alle politiske spin-manualer og ditto drejebøger er umulige at slippe udenom. Som når han frejdigt erklærer, at han ikke forbereder sig til de store paneldebatter eller tilstår, at han får det meste af sin viden om udenrigspolitik fra tv-programmer om emnet.

Eller når han siger, at det er en fordel ikke at have en fast politik i Mellemøsten, fordi man ikke skal fortælle ens modstandere alt, man agter at gøre. Og så videre. Listen er uendelig, og alle, der kalder Trump for en ”klovn,” en ”reality show-man” (det er han, og det er han stolt af) eller en ”farlig amatør, der snart vil brænde ud”, falder enten tungt til bunden af meningsmålingerne – hvis de er politikere. Eller tager bare fejl – som kommentator efter kommentator har måttet sande.

Selvransagelsens time for kommentatorerne
Men nu er selvransagelsen omsider sat ind. Som Paul Farhi, Washington Posts faste mediereporter, skrev i denne uge i en særdeles veldrejet artikel: 

”Det er muligt, at Amerikas kommentatorer en dag får ret i, at Donald Trump ikke kan blive nomineret som præsidentkandidat. Men indtil videre er den dag ikke kommet. Fra det øjeblik Trump annoncerede sit kandidatur, har kommentatorerne taget fejl i alt.” 

Farhi konstaterer videre, at det ikke blot handler om at tage fejl. Men at det går lige modsat af, hvad kommentariatet har spået. Hver gang. Især har det været komisk at se de mange eksempler på, at Trump er blevet dømt ude og færdig.

”En færdig mand” fortsætter triumferne
16. juni, den dag, Trump officielt offentliggjorde, at han agtede at stille op, vurderede NPR’s, ellers som oftest kyndige reporter i Det Hvide Hus, Mara Liasson f.eks. over for Fox News, at ”dette vil nok være den største dag i Trumps kampagne. Herefter spår jeg, at han vil blive ignoreret.”

Hun var ikke alene. Men herefter er det kun gået fremad for den selvglade mediemagnat. Da han sagde, at den berømte veteran fra Vietnamkrigen, John McCain, – en partifælle -  ”ikke er en krigshelt. Han tabte. Jeg foretrækker mennesker, der vinder,” stod kommentatorerne i kø med fordømmelserne og talte med de helt store bogstaver om, at Trump nu var en færdig mand (McCain udholdt årelang tortur i Vietnam og kan ikke løfte sin ene arm over skulderhøjde). Trump steg blot i meningsmålingerne. 

Hvad er forklaringen? Ikke mange har forsøgt sig ud over spage henvisninger til, at Trump kører politik ”som om det var et reality show”, og at man ikke har set den slags før.

Og så klassikeren (som jeg også selv har forsøgt mig med) om at Trump taler til ”de hvide, konservative, kristne vælgere, som er en betydelig magtfaktor i partiets base. De føler, at de er ved at miste det USA, de kender: Deres land bliver stedse mere multikulturelt, mangefarvet og på visse punkter også mere liberalt, senest med Højesterets dom om at tillade homoægteskaber. Disse forandringer er meget synlige for denne vælgergruppe. Og de kan ikke lide dem.” 

Rasende vælgere vil have ikke-politikere 
Men derudover er vælgerne også vrede – og det gælder ikke kun republikanske af slagsen. De ser med stigende frustration på ”børnehaven i Washington” – altså Kongressen – som intet får igennem, og ønsker sig noget helt andet, nemlig nogle politikere, der ikke er politikere. Der ikke er professionelle. Og her ligger hunden nok begravet.

De tre potentielle kandidater, der har størst tilslutning i øjeblikket er alle ikke-politikere (ud over Trump er det hjertekirurg Ben Carson og forretningskvinden Carly Fiorina). Med andre ord: de politiske kommentatorer er vant til politikere og mangler redskaber til og forståelse for de mennesker, der nok stiller op til politiske topposter, men som frejdigt hævder, at de ”ikke er politikere og aldrig har været det.” Som alle de tre førerhunde netop siger. 

I en klumme i sidste måned var den kendte medieanalytiker Jack Shafer fra sitet Politico inde på noget at det samme. Han skrev også om, hvorfor kommentatorerne fejlede, når det gælder Trump. Shafers bud er, at pressen ikke kan forstå Trump, fordi den ”har meget lille erfaring med rendyrkede demagoger. Reportere tror, at hvis man fremlægger en demagogs selvmodsigelser eller fremlægger hans uhyrlige udtalelser eller fejltagelser, så vil demagogen segne under vægten af sine fejl. Næh nej – om noget er det netop, når the establishment går til angreb på en demagog, at hans loyale undersåtter bliver ekstra vrede, og derfor bliver endnu gladere for ham."

”Se hvordan han kan tale magten midt imod,” kan man også sige.

Kultlederen som politiker
Og på den måde minder Trump også om noget andet, den vestlige presse har meget lidt eller ingen erfaring med: En religiøs kultleder. Og som vi heller aldrig (heldigvis) har prøvet i dansk politik. 

Her er vi for alvor ude i helt ukendt farvand. Alt bliver uforudsigeligt og irrationelt, og måske er det her, vi ender, i det semi-religiøse: at alle såkaldt fornuftige mennesker må ende med blot at sende en bøn ud om, at Trump ikke ender som kandidat. Som leder af verdens mægtigste supermagt ender han ikke. Det viser opinionsmålingerne trods alt klart.

Ingen anden kandidat fremvækker lige så negative reaktioner som han gør. Til gengæld har han udstillet alle de amerikanske kommentatorers rådvildhed. Som sidegevinst – tilføjer jeg på æggehoved-vis – kan han trække det republikanske parti helt ned i sølet frem mod det største valgnederlag i nyere tid.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information.  Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 
 


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00