Rasmussen: USA er ubrugelig som indvandringsmodel for Danmark

Kun sjældent er Danmark genstand for intens international mediedækning. Men det aktuelle flygtningepres på Europa har ændret på den sag. I en serie i den liberale amerikanske avis New York Times (omtalt på mange danske sociale medier grundet den omtale, som blev os til del) beskrives Dronningeriget og især danske betjentes håndtering af en gruppe flygtninge, som avisen fulgte på dens vej gennem Europa, særdeles kritisk.

CNN har også dækket Danmark kritisk med fokus på Dansk Folkepartis nylige vælgersucces som udtryk for en ny nationalisme, der præger Nordeuropa – Frankrig og Storbritannien er også blevet nævnt.

Reportere og kommentatorer på flere andre stationer – især public service-stationen NPR – har også fokuseret på de menneskelige lidelser og behovet for hjælp til de mange flygtninge.

Omvendt har konservative medier – som Fox News, National Review, Washington Times og Wall Street Journal – stillet spørgsmål ved, om ikke
kulturelt homogene lande som Danmark er i fare for at importere potentielle fremtidige islamister og risikerer at blive hjemsted for befolkningsgrupper, der ikke nødvendigvis deler klassiske nordiske værdier om kønnenes og seksuelle minoriteters ligestilling, syn på børneopdragelse, deltagerdemokrati og andet i samme boldgade.

USA er historisk et indvandringsland. Men USA er også en brølende markedsøkonomi med et rudimentært socialt system og en stærkt voksende ulighed. De mennesker, der taler for betydelig indvandring i Danmark, er sjældent klar til at omkalfatre den danske model, så den kommer tættere på USA.

Annegrethe Rasmussen

Endelig har adskillige blogs og netmagasiner sat fokus på de folkelige initiativer, der er skudt op som reaktioner på regeringens politik – initiativer som Venligboerne og Vinkegrupper med flere.

Reagan duer ikke i Danmark 
Men en ting er den interesse, udlandet forståeligt nok nærer for både Europa, herunder Denmark, lige nu. Noget andet er den interesse, danske meningsdannere nærer for udenlandske modeller med såvel indvandring som integration. Det sker ofte, men desværre ofte kun fordi et land eller en udenlandsk statsleder passer til ens egne ideer om indvandringens ulyksaligheder eller omvendt fordele. 

Problemet med at anvende udenlandske forbilleder er blot, at indvandring ikke finder sted i et reagensglas, men i en konkret samfundsmodel, og for Danmarks vedkommende den skandinaviske, universalistiske velfærdsstat.

Annegrethe Rasmussen

Og vi taler ikke kun om at fremhæve Sverige eller Tyskland som eksempler eller gysende tage afstand fra xenofobiske mellemøstlige autokratier. Et ofte anvendt eksempel er USA, hvor jeg bor til daglig. Og en politiker, der ofte hives frem – i øvrigt også i Amerika, selv af fortalere for en immigrationsreform og amnesti til de ca. 12 millioner udokumenterede indvandrere, der findes her til lands – er den bredt beundrede præsident Ronald Reagan. Et af de mest berømte og senere anvendte citater fra hans mund lyder sådan:

”I've spoken of the Shining City all my political life … In my mind it was a tall, proud city built on rocks stronger than oceans, windswept, God-blessed, and teeming with people of all kinds living in harmony and peace; a city with free ports that hummed with commerce and creativity. And if there had to be city walls, the walls had doors and the doors were open to anyone with the will and the heart to get here. That's how I saw it, and see it still.”

Store NGO’er, der taler for en åben indstilling til indvandring, benytter sig lige nu af citatet i tv-reklamer over hele USA, og forleden brugte den fremtrædende danske debattør – min gode kollega som klummeskribent her på Altinget – David Trads det også på sin Facebook-side til at drille flere borgerlige meningsdannere – der normalt beundrer Reagan.

”Hvorfor” – var hans implicitte spørgsmål – ”er I ikke lige så åbne som jeres gamle idol?” Hvorfor bygger I mure i stedet for at åbne døren for mennesker i nød, når de nu kan skabe mere vækst, handel og kreativitet – for nu at benytte Reagans maksimer. Tidsskriftet Economist – et stærkt markedsvenligt magasin – har også skrevet flere ledere, der priser den tyske indstilling til indvandring under overskriften ”Luk dem ind, og lad dem arbejde." 

Indvandring og integration er konkret
Problemet med at anvende udenlandske forbilleder er blot, at indvandring ikke finder sted i et reagensglas, men i en konkret samfundsmodel, og for Danmarks vedkommende den skandinaviske, universalistiske velfærdsstat.   

Derfor bliver vi nødt til at lave vore egne modeller, gerne i et samarbejde med resten af Europa. Den amerikanske model for immigration bygger netop på et princip – der ofte bliver prist i cirkler tæt på Liberal Alliance, men ikke så mange andre steder – som groft sagt handler om at lukke folk ind og bagefter lade dem klare sig selv.

Det sociale sikkerhedsnet er stormasket, man forlader sig på markedskræfterne i en økonomi, hvor det store flertal af immigranter – ikke alle, men rigtig mange – fungerer som arbejdere i en enorm serviceøkonomi med hårde og dårligt betalte job, som ikke findes i Danmark.

Alle kan kæmpe sig op til noget bedre – den amerikanske drøm lever som ide, men virkeligheden er noget mere broget. 

Og den danske arbejdsmarkedsmodel er lysår væk fra den amerikanske. Vores lønstruktur, miljøregler, arbejdstids- og sikkerhedsregler – intet ligner. Det er sandt, at der i det amerikanske samfund er en vis ”farveblindhed”, og at man historisk er lykkedes langt bedre med integrationen af religiøse mindretal end i de europæiske modne stater.

USA er historisk et indvandringsland. Men USA er også en brølende markedsøkonomi med et rudimentært socialt system og en stærkt voksende ulighed. De mennesker, der taler for betydelig indvandring i Danmark, er sjældent klar til at omkalfatre den danske model, så den kommer tættere på USA.

Genskab velfærdsstaten med et nationalt flygtningekompromis
Hermed siger jeg ikke, at en mere lempelig udlændingepolitik automatisk fører til en aflysning af velfærden, som vi kender den. Der er ikke nødvendigvis tale om et nulsumsspil. Det tyske eksperiment viser, at der i vort store naboland er en tro på, at man gennem en massiv uddannelses- og arbejdsmarkedsindsats kan skabe nye, produktive tyske medarbejdere; medarbejdere, der er brug for i et land, hvor demografien tipper den forkerte vej, hvor andelen af ældre stiger og unge falder.

Men den tyske model er heller ikke den samme som den danske. Vi må lave vor egen nye, storstilede uddannelses-, arbejdsmarkeds- og integrationsmodel, der skal passe til den nye europæiske virkelighed.

Så mit ønske til politikerne er: Lad dette tilsyneladende så dybt betændte emne tage udgangspunkt i det Danmark, vi har. Tag derfra debatten om, hvilket Danmark, vi gerne vil have, og hvilke værdier vi bygger på. Her findes jo både Venligboere, der vinker og Folkepartister, der er skeptiske.

Et nationalt kompromis, hvor fronterne mødes, ville være det bedste. Og hvis en sådan model skal være realistisk, er der ingen vej udenom at bygge den i EU-regi. Danmark ligger i Europa – vi kan ikke melde os ud, og vi bliver næppe nogensinde til USA. Men mindre kan snildt gøre det – og måske kan vi gøre det bedre.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.