Debat

Rederier: Fornyet optimisme i EU skal fremme handel og vækst

DEBAT: EU skal bruge den fornyede optimisme i Bruxelles til at sætte en ambitiøs handelsdagsorden og vise borgerne, at samarbejdet skaber værdi. Det er den bedste kur mod usikkerhed, skriver Casper Andersen fra Danske Rederier.

Optimisme om EU-samarbejdet skal sætte handelspolitik på dagsordenen, skriver Casper Andersen fra Danske Rederier.
Optimisme om EU-samarbejdet skal sætte handelspolitik på dagsordenen, skriver Casper Andersen fra Danske Rederier.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Casper Andersen
EU-politisk chef i Danske Rederier

EU bør benytte sit genfundne momentum til at udbygge rollen som motor for samhandelen i verden som det bedste grundlag for vækst og beskæftigelse i Europa. Handel bringer Europa tættere på verden, og det kommer os alle til gavn.

Et år er lang tid i europæisk politik. På dette tidspunkt sidste år var Brexit en ny og uoverskuelig realitet, som lignede starten på en dominoeffekt af udmeldinger. Nu vaklede korthuset angiveligt, og EU-skeptikerne stod på spring til at overtage regeringsmagten i kernelande som Holland og Frankrig for at give unionen dødsstødet. Migrationsudfordringerne toppede dagsordenen, og selv det at få godkendt en ny handelsaftale med ellers sammenlignelige Canada udstillede EU’s svagheder.

Optimisme i Bruxelles
Godt et år senere er stemningen nu anderledes positiv, og i Bruxelles har sommeren været præget af fornyet optimisme. Opbakningen til EU-medlemskab i de europæiske befolkninger er røget kraftigt i vejret. Det viste de senere valg i Holland og Frankrig og flere meningsmålinger. Ønsket om at bevare EU-medlemskabet har vist sig at foretrække fremfor en helt ukendt fremtid uden for EU.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Især Emmanuel Macron i Frankrig og hans udprægede pro-EU-platform har præsenteret europæiske borgere og politikere for et radikalt andet, mere selvbevist og handlingsorienteret EU. I Danmark ser vi også en stigende opbakning til EU. Undersøgelser viser, at flere danskere vil blive i EU end for et år siden, og et stort flertal bakker samlet set op om EU-medlemskabet. For at bruge Lars Løkke Rasmussens (V) ord ser det ud til, at flere danskere har indset, at ”EU er en juvel, som vi skal passe på”.

Paradoksalt har Brexit været den bedste reklame, EU kunne ønske sig. Det har været en åbenbaring for mange at få anskuelighedsundervisning i, hvad et europæisk regelbundet samarbejde reelt betyder. De ellers ofte udskældte og forkætrede EU-regler, harmoniseringsøvelser og fælles institutioner har en konkret betydning for europæernes hverdag. Både privat og for deres arbejde, hvor personer, varer og tjenester flyder ubesværet over grænserne til gavn for væksten og jobskabelsen. Tag bare eksemplet med de fire millioner lastbiler, der årligt passerer den engelske kanal, uden at leverandører og rederier skal bekymre sig om told- og indrejsekontrol.

Den nye frihandelsaftale med Japan, som er ved at være forhandlet på plads, viser, at EU med målrettet indsats og politisk vilje fortsat kan sætte regelbaseret handel på dagsordenen i en verden, hvor der ikke længere er et klart lederskab.

Casper Andersen
EU-politisk chef, Danske Rederier

Hver dag byder på nye historier om dele af EU-samarbejdet, som tydeligt forklarer baggrund og formål og samtidig udstiller udfordringerne for briterne ved at stå udenfor. På samme tid fremstår EU-kredsen af de 27 medlemmer samlet og koordineret, mens der hersker kaos i Storbritannien, om hvordan Brexit konkret skal gennemføres uden at svække økonomi og politisk indflydelse. En næsten umulig øvelse, der ikke er et appetitligt alternativ for det brede flertal i resten af EU.

Ambitiøs europæisk handelspolitik
Den fornyede optimisme og tro på internationalt samarbejde skal EU bruge til at sætte en ambitiøs kurs for handelspolitikken. Den nye frihandelsaftale med Japan, som er ved at være forhandlet på plads, viser, at EU med målrettet indsats og politisk vilje fortsat kan sætte regelbaseret handel på dagsordenen i en verden, hvor der ikke længere er et klart lederskab.

Handelsdagsorden er ikke kun til gavn for borgere i EU, men også for de lande, som EU indgår handelsaftalerne med. Her går handel, investeringer og udvikling hånd i hånd. Det løfter flere ud af fattigdom og skaber ny vækst. Det ser vi hver dag hos de danske rederier, som er bindeleddet for handelen mellem de fire verdenshjørner.

Efter Japan bør næste mål være en opdatering af frihandelsaftalen med Mexico, som skal styrke samarbejdet med EU’s tredjestørste samhandelspartner. Her har EU igen muligheden for at sende et stærkt signal om, at samhandel er den bedste forudsætning for vækst ved at give europæiske virksomheder bedre vilkår på det hastigt voksende mexicanske marked.

Der er altid stemmer i Bruxelles og omegn, der ønsker at benytte enhver given lejlighed til at styrke integrationen i EU, og denne sommer i optimismens tegn er ingen undtagelse. Her er mit budskab, at EU naturligvis skal fornyes, når verden udvikler sig, men først og fremmest skal EU holde snuden i sporet og bygge videre på sine successer. Styrk det eksisterende handelssamarbejde, og vis, at det europæiske samarbejde skaber værdi for borgerne gennem konkrete resultater. Det er den bedste kur mod usikkerhed og europæisk tungsind.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Casper Andersen

Rådgiver, Greater Copenhagen EU Office
cand.scient.soc, European Studies

0:000:00