Regeringen bøjer sig for flertal efter kritik af Israel-rejse: Vil indkalde til forhandlinger

Regeringen bliver nu pålagt at inddrage Folketinget i planer om produktion af vacciner. Statsminister Mette Frederiksen måtte onsdag forsvare sit nye samarbejde med Israel og Østrig om vacciner ved en hasteforespørgsel. “Jeg er utålmodig,” forklarede hun. Få hovedpointerne her. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Hvorfor rejste statsministeren til Israel midt i vigtige forhandlinger om genåbning? Hvad får Danmark konkret ud af det nye samarbejde med Israel og Østrig? Og hvorfor er det netop de to lande, vi skal samarbejde med? 

Det var blandt hovedspørgsmålene, da Mette Frederiksen onsdag måtte forsvare sin kritiserede rejse til Jerusalem for at indlede et samarbejde med premierminister Netanyahu og kansler Kurz. 

Der kom ingen nye detaljer frem om, hvad samarbejdet med de to lande egentlig skal munde ud i. Men statsministeren argumenterede for, hvorfor rejsen absolut skulle foregå midt i genåbningsforhandlinger og israelsk valgkamp: 

“Jeg er utålmodig. Jeg har ikke god tid i håndteringen af corona,” forklarede Mette Frederiksen, som flere gange fremstillede sig som “en dansk statsminister, der afsøger alle muligheder for at skaffe vacciner”. Og som ser det som sin vigtigste opgave “fra jeg vågner om morgenen, til jeg går i seng om aftenen at gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre vacciner nok”. 

Det står stadig ikke krystalklart for mig, hvad der kom ud af den rejse til Israel

Martin Geertsen (V)
Sundhedsordfører
 

Hun gentog sit tidligere budskab om, at valget især er faldet på Israel og Østrig, fordi de har samme tilgang og “energi” som Danmark i spørgsmålet om at få gang i mere produktion af vacciner i en tid, hvor efterspørgslen langt overstiger leverancerne. 

“Det, vi er enige om, er ikke bare at håndtere den aktuelle krise, men også at bruge vores samarbejde til at kigge fremad. Hvad får verden brug for af vacciner, og hvordan understøtter vi det bedst muligt? Derfor har vi jo talt om at samarbejde på forskningsområdet, og det er altid en god ide at samarbejde med andre lande om forskning, der er relevant for flere forskellige lande,” sagde statsministeren. 

"Det står stadig ikke krystalklart for mig, hvad der kom ud af den rejse til Israel," konstaterede Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen efter ministrenes indlæg og svar. 

Regeringen i mindretal 
Før debatten var et flertal uden om regeringen blevet enigt om en vedtagelsestekst, der kritiserer statsministerens sololøb og pålægger regeringen at inddrage Folketinget i de videre overvejelser om en vaccinestrategi. 

Enhedslisten, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale havde skrevet under på forslaget, som skal til afstemning 23. marts. Men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forsikrede fra talerstolen på forhånd, at "naturligvis vil regeringen overholde det, som Folketinget måtte beslutte”. 

Dermed må regeringen forventes at indkalde partierne til forhandlinger om, hvordan Danmark eventuelt kan deltage i konkret produktion af vacciner.  

Mette Frederiksen understregede i øvrigt under debatten, at hun slet ikke har indgået en egentlig “aftale” med Israel om noget konkret. Derfor var det heller ikke i første omgang nødvendigt at involvere Folketinget i overvejelserne, mener hun. 

Dialog med Novo Nordisk Fonden 
Mette Frederiksen oplyste, at regeringen er i dialog med forskellige virksomheder og institutioner herhjemme om, hvordan Danmark konkret kan være med til at øge produktionen af vacciner. 

Et såkaldt partnerskab mellem “life science-branchen og relevante ministerier skal give input til, hvordan vi kan sikre bedre produktionskapacitet i Danmark”, forklarede statsministeren.

Hun nævnte, at der blandt andet er dialog med Novo Nordisk Fonden, og at Sundhedsministeriet taler med de aktører, der er i gang med at udvikle danske bud på nye coronavacciner, dels i regi af seruminstituttet og dels i et samarbejde mellem Københavns Universitet og biotek-virksomheden Bavarian Nordic. 

Flere har undret sig over, hvordan statsministeren med sine tanker om at investere i privat vaccineproduktion vil sikre flere vacciner til netop danskerne, når vacciner udbydes på åbne markeder. 

Onsdag betonede Mette Frederiksen, at målet om at få produceret flere vacciner ikke kun skal sikre Danmark eller Europa, “men det globale verdenssamfund vacciner nok, også i de kommende år”. Hun talte om “medmenneskelige hensyn” til fattige lande, men tilføjede, at en større samlet produktion i verden også vil komme danskerne til gode. 

"EU-samarbejdet er rigtig, rigtig vigtigt” 
Statsministeren nævnte selv i sin indledning, at hun med sin rejse til Jerusalem har fået kritik fra mange sider for at underminere det europæiske samarbejde om indkøb, udvikling og produktion af vacciner. 

Læs også

“Det kan jeg klart afvise,” sagde Mette Frederiksen og advarede imod at “gøre det til et enten-eller". 

“Jeg synes, vi skylder danskerne at forfølge alle spor, og det er klart, at EU-samarbejdet er rigtig, rigtig vigtigt. Derfor har jeg også forud for flere rådsmøder presset på for, at vaccinespørgsmålet og produktionsspørgsmålet kommer højere op på EU's dagsorden,” sagde hun. 

Statsministeren ser tegn på, at presset fra Danmark og andre lande nu “begynder at bære frugt”. 

Hun nævnte, at hun selv torsdag får besøg af den franske kommissær Thierry Breton, som nu står i spidsen for en vaccine task force, og at “også kommissionen nu har fokus på, hvordan vi får løftet produktionskapaciteten rigtig, rigtig godt for Europa”. 

EL: Staten skal producere vacciner 
Enhedslisten brugte debatten til at tale for sin mærkesag om at få genskabt en egentlig statslig vaccineproduktion i Danmark, men fik ikke opbakning fra V og S, som hellere ville tale om offentlig-private partnerskaber. 

Venstre og Dansk Folkeparti var kritiske over for, hvorfor regeringen ikke tidligere i coronaforløbet havde støttet udviklingen af en dansk vaccine. Det kunne man ikke, fordi opgaven med at vurdere de mange forskellige vaccinekandidater i begyndelsen lå hos EU, og så måtte Danmark ikke gå ind og forhandle på egen hånd, forklarede Heunicke.

Se hele forespørgselsdebatten med Mette Frederiksen og Magnus Heunicke her:

Tv: Mette Frederiksen forsvarer vaccinesamarbejde med Israel

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00